ANMELDELSER

På dametur med fed musik

Der er fede moves og vibes i danseforestillingen K.I.S.S.
Fotograf: Christoffer Brekne

Efter en succesfuld urpremiere på BORA BORA i Aarhus er danseforestillingen K.I.S.S. nu kommet til Frederiksberg, hvor den gæstespiller på Aveny-T i nogle få dage.

Der er fyldt godt på i Aveny-T denne aften. Dørene åbnes først 5 minutter før, så det er ligesom i visse lufthavne, hvor gaten først annonceres i sidste øjeblik, for at tvinge os til at konsumere mest muligt i baren. Og det virker også på teatre, publikum kommer nu ind med favnen fuld af drinks. Festligt, folkeligt og forbrugende.

Med en iscenesættelse fra DON GNU-teamet transporteres vi til et univers med dans, ballet, akrobatik, cirkus, klovneri og humor. Hvor DON GNU ellers er kendt for svedig mandehørm, så er scenen i denne forestilling overladt til tre Kvinder I Sokker og Sandaler (forkortet KISS).

Der danses dog heldigvis ikke i sandaler, for så kunne de helt imponerende stunts formentlig ikke udføres. Og lige som i Les Lanciers, efter de indledende danse, bliver det så tur til ”dametur”.

Kvinderne kan selv

Vi starter med en plankescene. To kvinder og en planke, som hele tiden begrænser, skaber ubalance og er i vejen. Virkeligt morsomt, med komediereferencer til Gøg & Gokke, og elegant udført, men fortsætter desværre i for lang tid.

Herefter følger pas-de-deux, pas-de-trois i Nøddeknækker-stil, øvelser på gulv og yoga med kæmpebolde, på et tidspunkt afbrudt af en sjov sponsorreklame for ægte DON GNU strømper. Hvor kan man købe dem – de er superseje?

Der er elementer af konflikt, når de tre dyrker yoga med hver sine særheder, som virker invasive og generende på hinanden. Eller når de to plankebærere vil i hver sin retning. Symbolikken er let nok at forstå – at det er svært at fælges ad, at blive enige, at gå efter det samme mål.

Men det er svært at afkode en større fortælling, forestillingen lader ikke til at have en opbyggelighed eller klar historie, det er mere op til en selv at opleve dansen og lade sig rive med.

Fed musik

Et baggrundstæppe af fed lyd ledsager hele forestillingen. Her har Alice Carreri med sikker hånd mixet dance og tunge rytmer med knirkelyde, tikkende vækkeure, mønter der tabes og dyttende scootere.

Alice Carreri er mest kendt for sine jazz-fortolkninger, men her giver hun den gas med det fedeste lydspor. Hende vil vi gerne høre mere til!

Alt i alt en fortættet og glad forestilling, det er K.I.S.S. ved første blik.

Info:

Iscenesættelse: DON GNU

Medvirkende dansere: Nadja Bounenni, Giulia Quacqueri & Paulína Šmatláková

Sted: Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: Frem til d. 15. marts 2025.

Varighed: 1 time

Billetter finder du her.