SAMFUND

O&A rejser: Kunsten skinner også på Solkysten

Pistolettos “Love difference” med to bord-fodboldhold, hvor samtlige spillere har forskelligt tøj på.
Foto: Klaus Koenig

Finkultur trives godt i charter-land

Hvis man kradser en smule i sangria-lakken, er der masser af god kunst at finde på Costa del Sol. Málaga er den stolte vært til de to velestimerede kunstmuseer, Pompidou Centre Málaga samt Centro de Arte Contemporáneo de Málaga, mens Marbella har en håndfuld private gallerier af høj standard.

Én enkelt farve kan gøre et maleri; Tito Perez Mora for Twin Gallery.
Foto: Klaus Koenig

Kunstmesse i Marbella

I dagene 11-14 november er der en lille kunstfestival på de førende gallerier i Marbella, og som optakt er der kunst- og designmesse i byens kongrescenter. Her viste det sig, at mange kunstnere har valgt det allermest traditionelle tema fra den klassiske kunst; afbildning af det smukke køn. Der er lige fra en moderne Picasso-parafrase over foruroligende fantasier til kitchede pop-art værker med påsatte simili-smykker.

Med inspiration fra den store spanier, Picasso: “Unknown face” af Charoula Nickolaidou for galleri Sholeh Abghari.
Foto: Klaus Koenig

Se dig selv på museum

Centro de Arte Contemporáneo de Málaga har indtil den 6.12. 2021 besøg af den verdenskendte italienske kunstner, Michelangelo Pistoletto, der er mester i at anvende spejlet i et utal af variationer, som formår at gøre beskueren til fokus i værket. Det gør pludselig kunsten næsten ubehageligt nærværende; men også meget mere effektfuldt. Museet har også en flot permanent samling, der blandt andet indeholder et værk af danske Olafur Eliasson; Colour Square Sphere fra 2007.

“Museum” af Ivana Zivic gengiver et uhyggeligt mareridt i smukke farver.
Foto: Klaus Koenig

Der, hvor kunsten sælger

I en samtale med ejeren af galleriet Yusto/Giner, Juan Pablo Yusto, spurgte jeg, om galleriets stil var den, der var eftersøgt af de lokale spaniere eller af de mange velhavende tilflyttere. ”Hverken eller”, svarede han overraskende, ”vi sælger stort set kun til Kina og USA!” Men det skader jo ikke at have adresse i en by, der huser et væld af villaer i 30-100 millioner-kroner-klassen. Og så alligevel…for lige som i København er den seneste trend på Solkysten, at de førende gallerier skal ligge ude i industrikvarterer, omgivet af maskinlarm fra tømmerværksteder og olie-lugt fra brugtbilsforhandlere.

Out & Abouts udsendte skribent, Klaus Koenig, rapporterer fra det sydlige Spanien med en række rejseartikler.

Mere om Centro de Arte Contemporáneo de Málaga finder du her.

Læs også: Trøffeljægerne fra Piemonte – albatrøflen