SAMFUND

Ny minister for LGBT-området

Ligestillingsminister Karen Elleman (V) vil bekæmpe homofobi i fodbold og generelt.
Foto: Thomas Rosendal

Onsdagens ministerrokade betyder et farvel til ligestillingsminister Karen Ellemann, som har været populær i brede kredse i LGBT-miljøet.

Venstreministeren for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Karen Ellemann overdrog onsdag nøglerne til ministeriet til Eva Kjer Hansen der ligeledes er fra Venstre. Karen Ellemann gav den nye minister et glas blandede bolsjer, for det er netop dét der kendetegner ministeriet.

Den nye minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, Eva Kjer Hansen er en gammel kending på Christiansborg. Hun blev vagt ind første gang i 1990, og har været minister af flere omgange. I 2016 kom hun som miljø- og fødevareminister i modvind i forbindelse med en landsbrugspakke, og måtte se de Konservative trække tæppet væk under sig.

Karen Ellemann overtager nu den vigtige post som gruppeformand for Venstres folketingsgruppe. Hendes afgang fra posten som ligestillingsminister, og dermed koordinerende minister for LGBT-området, har fået LGBT Danmark til at reagere på Facebook:

”LGBT Danmark ønsker at sige en kæmpestor tak til Karen Ellemann, for den tid hun har siddet som koordinerende minister på LGBT-området.

Karen Ellemann har været en dedikeret og trofast forkæmper på vores område, og vi er nået rigtig langt i arbejdet for ligestilling og inklusion på LGBT-området.

Vi er taknemmelige for den tid vi har haft med Karen Ellemann, og ser frem til at samarbejde med Karen Ellemanns efterfølger.
Det er store og inkluderende sko at udfylde.”

Karen Ellemann er på forsiden af aprils udgav af Out & About, og i magasinets store interview siger hun blandt andet:

”Vi er et parti, der dyrker frihedsrettighederne. Vi tager et ejerskab til denne vigtige LGBTI-dagsorden. Og som regering er det i bred enighed, at vi siger, at det her må og skal vi prioritere, tale højt om og aktivt gøre noget ved,” sagde Karen Ellemann.

Derudover var Karen Ellemann i år nomineret til en AXGIL-awards som årets straight ally med denne begrundelse:

”Karen Ellemann er nomineret som Danmarks første ligestillingsminister med et koordinerende ansvar for LGBTI-området og for at stå i spidsen for den første LGBTI-handlingsplan fra en dansk regering. Planen skal forebygge diskrimination og fremme lige muligheder, tryghed og trivsel for LGBTI-personer.”

En ære hun dog ikke opnåede, da prisen gik til fodboldboldspilleren Mathias ’Zanka’ Jørgensen.

Den nye ligestillingsminister er endnu ikke kommet med offentlige udmeldinger om LGBT-området.