SAMFUND

Ny konservativ leder: Jeg er homoseksuel

Den nye leder af De Konservative, Søren Pape Poulsen.
Foto: Facebook

Den nye leder af De Konservative, Søren Pape Poulsen, sprang tirsdag ud som homoseksuel. Det skete efter kraftige antydninger i pressen og rygter om hans privatliv.

Mindre end uge efter at være valgt som ny leder af De Konservative på Christiansborg har Søren Pape Poulsen valgt at fortælle om sin seksualitet.

“Jeg havde egentlig besluttet, at det, at jeg er homoseksuel, skulle holdes under privatlivets fred, men jeg får så mange spørgsmål, så nu siger jeg det, som det er,” citeres Søren Pape Poulsen for i Fyens Stiftstidende.

“Jeg ved ikke, hvornår jeg blev klar over det – jeg synes bare, jeg var klar over det. Jeg brugte tid på at erkende det, men jeg vidste det godt. Det er jo heller ikke et valg.”

“Alligevel prøver vi vel alle at leve efter samfundets normer – jeg havde da selv et par pigekærester – men i dag kan jeg da godt ønske, at vi er kommet så langt, at en ung, usikker mand i Bjerringbro bare turde tage springet og ikke skulle gå og frygte for, hvad omgivelserne siger. For selv om vi er kommet langt, og det er vi, tror jeg stadig, det er lettere i København end her,” fortæller Søren Pape Poulsen i interviewet.

Interviewet kommer også ind på Søren Pape Poulsens tro, og han udtrykker vrede over de holdninger andre troende ofte udtrykker.

“Der er folk, der kan finde det ene skriftsted og det andet skriftsted. Til dem siger jeg bare: Hvis man tror på en skabende Gud – og det gør jeg – så må han jo have skabt os alle. Ikke bare et udvalg,” siger Søren Pape Poulsen.

Som fremtrædende politiker har også Søren Pape Poulsen måtte lægge øre til mere eller mindre fantasifulde rygter om sin person og privatliv. Rygterne er blandt gået på, at han lever i et skjult registreret partnerskab.

Selv forklarer han, at han er single og bor alene. “Jeg har ikke ladet mig tvinge ind i et ægteskab med en kvinde, og af den vej få børn for at leve op til samfundets normer”.

“På den anden side vil jeg heller ikke være kendt som ham ”homo-borgmesteren”, derfor har jeg holdt det for mig selv. Og du skal heller ikke regne med, at det er et område, hvor jeg bliver aktivistisk i Folketinget,” fastslår Pape i interviewet.

“Min tid skal bruges på at være leder af De Konservative og gøre partiet større. Så er jeg homoseksuel, det er en del af mig. Ligesom min tro er en del af mig. Det bærer jeg med mig, og det er det.”

Interessant bliver det dog at følge De Konservatives linje fremover, og ikke mindst kernevælgernes reaktion oven på dagens afsløring.