Ny dokumentarfilm om LGBT+ miljøet i Sønderjylland
Ny dokumentarfilm går tæt på LGBT+ miljøet i og omkring Sønderborg. Historien om hvorfor og hvordan seksuelle minoriteter lokalt finder sammen og skaber en fælles identitet.
”Forenet i mangfoldighed” hedder en helt ny dokumentarfilm af Frank Bisgaard Winther.
”Jeg ville skabe et portræt af en forening og folkene bag. Jeg undrede mig over, at det i 2022 stadig skulle være nødvendigt at organisere sig inden for det kønspolitiske område. Jeg havde derfor lyst til at fortælle historien om, hvorfor og hvordan seksuelle minoriteter finder sammen og skaber en fælles identitet, fortæller Frank Bisgaard Winther, der selv er født og opvokset i Sønderborg.
I filmen går han derfor helt tæt på den lokale forening LGBTQ+ Sønderborg, der blev etableret sidste år. En forening, der både har oplevet stor opbakning og været ude for et par trælse oplevelser, der også sætter sit præg på filmen.
”Midt under optagelserne til dokumentarfilmen bliver foreningen udsat for det, den blandt andet vil kæmpe imod – nemlig hatecrimes. Så det er jo med til at understrege relevansen både af foreningen og af filmen”, fortæller Frank Bisgaard Winther om optagelserne til filmen.
Hele to gange sidste år var hadet rettet mod foreningen. Senest natten før den første pride nogensinde i Sønderborg.
En sønderjysk omverden
I filmen følger vi også Olivia Jørgensen, der fortæller om sine oplevelser med en sønderjysk omverden, der ikke er helt klar til at favne hende som transperson.
“Filmen opererer på tre niveauer”, fortæller Frank Bisgaard Winther.
”Vi hører om Olivias egne erfaringer. Vi hører om foreningens arbejde, og så har jeg perspektiveret det på samfunds-niveau”, tilføjer instruktøren.
Biografpremiere
”Forenet i mangfoldighed” får mandag den 21. februar biografpremiere ved en særvisning i Kinorama Sønderborg. Så er du i nærheden sikre dig en billet lige her.
Mere om LGBTQ+ Sønderborg finder du her.
Læs også: Professionel fodboldspiller: Jeg er homoseksuel