New York City Ballet i Tivoli
Verdenskendt balletkompagni fejrer 75-års jubilæum i Danmark.
Et af verdens ypperste og mest anerkendte balletkompagnier kan opleves i Tivoli, når New York City Ballet gæster Tivolis Koncertsal fra den 14. til den 18. august.
Det er seks år siden, New York City Ballet sidst besøgte Danmark og Tivoli. Det amerikanske balletkompagni betragtes som et af verdens førende, så publikum kan se frem til dans i absolut verdensklasse.
Publikum kan glæde sig til de mere end 60 dansere, der opfører i alt syv værker fordelt på to programmer, når New York City Ballet gæster Tivolis Koncertsal i august. I september startede kompagniet dets 75-års jubilæums-sæson, og forestillingerne i Tivoli er de sidste, der markerer det historiske jubilæum.
Kompagniet blev grundlagt i 1948 af den legendariske koreograf George Balanchine og kunstmæcen Lincoln Kierstein og har sidenhen opnået stjernestatus for dets enestående repertoire og ekstraordinære dansere.
Tivoli har i over fire årtier haft et tæt samarbejde med New York City Ballet, som for snart 45 år siden for første gang gæstede forlystelseshaven.
I august er det 11. gang, at det amerikanske balletkompagni optræder i Tivoli.
Jonathan Stafford, kunstnerisk leder for New York City Ballet siger:
“København har altid været en yndlingsby for New York City Ballet, og vi er begejstrede for at vende tilbage til Tivoli med de sidste forestillinger af vores historiske 75-års jubilæums-sæson, som startede i september. I den anledning glæder vi os til at introducere det danske publikum for en ny generation af City Ballet-dansere, der opfører elskede mesterværker af vores medgrundlæggende koreografer George Balanchine og Jerome Robbins, såvel som lovpriste værker af Christopher Wheeldon og vores nuværende huskoreograf Justin Peck.”
Peter Bo Bendixen, balletchef i Tivoli, siger:
”Lige siden New York City Ballet sidst besøgte Tivoli i 2018, har vi set frem til igen at kunne præsentere det verdensberømte balletkompagnis stjernedansere i Tivoli. Nu vender de endelig tilbage med syv forestillinger, som præsenterer værker af Balanchine og Robbins, hjørnestenene New York City Ballets repertoire, samt værker af nogle af nutidens mest eftertragtede koreografer. New York City Ballet hører til i ballettens absolutte verdenselite, og det er med store forventninger, vi byder kompagniet velkommen tilbage i Tivolis Koncertsal.”
Premiere: Den 14. august i Tivolis Koncertsal
Spilleperiode: Den 14. til 18. august 2024
Med en billet til New York City Ballet i Tivoli får man også adgang til forlystelseshaven.