SAMFUND

Nattens Dronning får et ansigtsløft under ny iderig formand

Charlie Pedersen aka. Miss Cassy Countless er ny formand for Nattens Dronning og er klar til at give showet i Magasinet i Odense en overhaling. Fotos: Charlie Pedersen privat og Kulturstationen/ Magasinet pressefoto.

Charlie Pedersen er ny frontfigur for Danmarks største og ældste Drag- konkurrence, Nattens Dronning. Han ser stort udviklingspotentiale i showet og ser det som en af sine vigtigste opgaver at føre showet ind i nutiden. Tankerne og initiativerne er mange.

Tiden var blevet for knap for den tidligere formand for Nattens Dronning, Marco at han efter grundige overvejelser besluttede at træde tilbage fra den for showet vigtige post. Han forliver dog som menigt medlem i bestyrelsen, som har besluttet at hans aftager bliver den tidligere næstformand, Charlie Pedersen aka. Miss Cassy Cuntless.

”Det er et stort ansvar. Nattens Dronning har en stærk historie, som vi respekterer – og samtidig udvikler videre på. Det er et show med sjæl, historie og fællesskab. Det er derfor, vi lægger så mange kræfter i at løfte det videre,” fortæller den nye formand til Out & About.

”Showet skal være genkendeligt – men også følge tiden. Publikum udvikler sig, og det skal oplevelsen også. Der skal mere fokus på helhedsoplevelsen: energi i salen, følelser og sing-a-long stemning. En aften, der bliver siddende hos publikum. Vi vil skabe et show, der både respekterer historien og føles relevant i dag”, tilføjer Charlie Pedersen, der vil gøre sit ypperste for at publikum får er mega fedt show.

We go together like…

Plejer er død, alt er i hvert fald ikke som det har været før. En af de store ændringer i showet bliver de nye kategorier. Før var de to temaer som kunstnerne skulle optræde under: Look-a-Like og Fantasy. I år er valget faldet på de to musicals, Grease og Wicked.

Nyt er også at der ikke længere er offentlig tilmelding. Årets kunstnere udvælges af bestyrelsen.  I alt har bestyrelsen uddelt invitationer til otte performere, der skal indtage scenen i Magasinet i Odense til oktober. Heriblandt tre udenlandske drags. Endnu en nyhed.

“Det bliver ikke det eneste nye, der kommer til at ske. Vent og se”, lyder det fra Charlie Pedersen, der dog allerede nu afslører at publikum godt kan glæde sig.

” Det er et stærkt felt, fra både ind og udland – høj kvalitet. Det bliver en totaloplevelse med både energi, nærvær og store øjeblikke. Vi glæder os til at gi’ folk et helt igennem forrygende show, og vise alle, hvad vi har fundet på i år”, slutter Nattens Dronnings nye formand.

Billetsalget til Danmarks ældste dragkonkurrence er skudt i gang. Og den nye bestyrelse knokler allerede nu for at sikre at publikum den 10. oktober får et show ud over det sædvanlige.