Nu skal I sgu opføre jer ordentligt Tøser
Debatindlæg:
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den seneste debat omkring ændringerne i konceptet for Nattens Dronning har desværre udviklet sig til noget, der rækker langt ud over uenighed og faglig diskussion. Når kritik bliver til personlige angreb på enkeltkunstnere, mister vi noget af det fundament, som vores søsterskab er bygget på: respekt, fællesskab og plads til forskellighed. Det er ganske enkelt ikke i orden.
Kære Søstre – for sådan ser jeg jer, hver og en.
Jeg skriver dette brev med både kærlighed og bekymring i hjertet. Som en af dem, der har været en del af vores søsterskab i over 25 år – længe før det blev fyldt med glitter på tv-skærme og hashtags på sociale medier – føler jeg et ansvar for at sige noget højt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på noget, den legendariske københavnske dragqueen Molly engang sagde – noget flere af de yngre medlemmer af vores søsterskab måske aldrig har hørt, men som stadig runger lige så sandt i dag.
“Nu skal I sgu opføre jer ordentligt Tøser – nogen har kæmpet for, at vi kan være her i dag.”
Og måske er det netop her, vi skal starte: med at huske, hvor vi kommer fra.
Vi står ikke alene. Vi står på skuldrene af søstre som Miss Belinda, Johnnie Angle, Paul Hawkins, Ricky Lee og Fru Bergman fra Madam Arthur-tiden.
Minna More, Sonja Henie og Polly, som var omdrejningspunktet for etableringen af Nattens Dronning.
Molly, Miss OTB, Marta Von Düsseldorf, Jacquelin von Schneider, Miss Kenzo, Miss Anastasia, Frøken Vejle, Asta, Scarlettte Jackson, Stella Starlight, Selina Sunshine, Katarina Collins og Celine Benz – og mange andre, som i årevis har holdt drag-scenen i live.
Jeg er helt sikkert ikke nået at nævne alle de søstre, vi i dag står på skuldrene af, og det beklager jeg. Nogle af dem er her i dag, og nogle er ikke, men jeg kunne forestille mig, at både de tilstedeværende og de, vi ikke længere har iblandt os, deler bekymring over den stærke tone – ja, nogle gange nærmest had – der florerer i søsterskabet.
De byggede noget op, ofte under langt sværere vilkår end dem, vi arbejder under i dag. De skabte rum, hvor der ingen var. De kæmpede, så vi kunne træde ind på scener, der i dag virker selvfølgelige. Den arv forpligter.
Man ser næsten ikke en dragqueen på en almindelig bar længere
I dag ser man næsten aldrig en dragqueen på en almindelig bar længere. Alt foregår på offentlige scener eller private arrangementer. Det taber søsterskabet meget på – for det er i de uformelle møder og sociale øjeblikke, at fællesskabet virkelig bliver levende, og kulturen holdes i live.
Det betyder selvfølgelig ikke, at ting ikke skal udvikle sig – ny energi, nye formater og nye stemmer er vigtige – men vi må samtidig huske at holde fast i de grundlæggende rammer og traditioner, som har gjort søsterskabet stærkt og bæredygtigt gennem generationer.
Drag har altid været en kunstform født ud af modstand, kreativitet og fællesskab. Et sted hvor vi kunne udfolde os frit, støtte hinanden og skabe noget større end os selv. Men i de senere år er tonen blevet hårdere. Mere dømmende. Mindre rummelig. Det gør ondt at se.
For 20 år siden var søsterskabet mindre. Vi kendte hinanden på kryds og tværs, og selvom vi bestemt ikke altid var enige, var der en grundlæggende forståelse for, at vi havde brug for hinanden. Måske var det netop fordi, vi var færre. Måske fordi vi var nødt til at stå sammen i en verden, der ikke altid forstod os.
I dag er drag blevet mere synligt og populært – og det er på mange måder en fantastisk udvikling. Flere får mulighed for at udtrykke sig, flere stemmer bliver hørt. Men med vækst følger også et ansvar. Et ansvar for at værne om kulturen, historien og hinanden.
Uenighed er sundt. Kritik er nødvendigt. Men der er en verden til forskel på at udfordre et koncept og at nedgøre et menneske. Vi må kunne tale om kunst, kvalitet og retning uden at gå efter personen bag.
Velkommen til jer nye
Til jer, der er nye i søsterskabet: Velkommen. Vi er glade for, at I er her. Men husk, at I træder ind i en kultur med rødder, kampe og værdier. Tag jer tid til at forstå den – og dem, der gik forrest.
Til jer, der har været her længe: Vi har et ansvar for at gå forrest. Ikke kun med vores kunst, men med vores måde at være på. Vi sætter tonen – også når vi ikke tror, nogen kigger.
Og til os alle: Lad os lige stoppe op et øjeblik. Spørge os selv, hvad det er for et søsterskab, vi ønsker at være en del af. Er det et sted præget af mistillid og angreb – eller et sted, hvor der er plads til både fejl, udvikling og forskellighed?
Vi skylder hinanden bedre. Og vi skylder dem, der kom før os, at føre deres arbejde videre med værdighed.
Drag er ikke kun konkurrence. Det er fællesskab. Det er historie. Det er identitet. Og det er, når det er bedst, et sted hvor vi løfter hinanden op i søsterskabet – ikke river hinanden ned.
“United we stand, divided they catch us one by one.”
De bedste hilsner
Lonnie Lamour
Disclaimer
Jeg er klar over, at søsterskabet, som jeg nævner i mit brev, også omfatter et broderskab. Jeg håber, I vil tilgive en dragqueen af ældre dato, at det har været umuligt at skrive dette brev på anden baggrund. Jeg har stor respekt for de dragkings, vi har i Danmark i dag, og det har været en glæde at følge udviklingen af denne kunstform.
