Midt om natten i regnbuefarver

Messecenter Herning byder velkommen til en dansk klassiker. ‘Midt om natten’ kender de fleste til, og mange kan synge med på alle sangene af Kim Larsen og Gasolin. Alle karaktererne fra 1984 filmen, og et nyt tvist af regnbue karakterer, trives i denne udgave i Herning.
Historien er den, vi kender. Benny og Arnold er barndomsvenner, og de bor, hvor de kan og tjener penge på forfaldent arbejde. Benny falder for Susan, men prioriterer sine venner og at forsvare det, han tror på, frem for Susan, købmandens datter.
Skøn kemi
Hovedrollerne spilles af Teit Samsø og Daniel Høi-Nielsen. De har en virkelig skøn kemi, som man griner og føler med. Publikum kommer til at elske det kærlige drilleri og de små hints til nyere musik, som de to virker til at nyde at spille. Overfor de to herrer spiller Laura Wildt som Susan Himmelblå, og man kan ikke komme uden om hun synger skønt, dog købte jeg ikke forelskelsen mellem Benny og Susan. Det virker som om de ved, hvordan man spiller forelskede, men at skuespillerne ikke selv troede på rollernes kemi, hvilket ikke gør at man rigtig bliver ramt af den ellers følsomme sang ‘Kvinde min’, når alt går galt.
Sang midt på scenen
Instruktøren Jens Frausing har taget et valg om, at flere sange skulle synges på en tom scene, hvor kun sangeren var inde. Det virkede for mig som en god ide på f.eks. Johanna sangen, men da Teit Samsø gør det igen og igen, flader pointen ud. Han synger virkelig fedt og selvfølgelig vil vi gerne høre det. Men når nu man har en utrolig dygtig koreograf, hvorfor så ikke kun lade scenen være tom en eller to gange?
Flot koreografi
Castet er dygtige til sang og dans, og koreografen Jacob Andersen har formået at få lavet nogle virkelig flotte koreografier. Der skal f.eks. lyde en stor ros til dansen i ‘Sirenernes sang’, hvor man blev grebet af den feminine ynde fra første dansers skridt. Samtidigt har Jacob Andersen brugt flere forskellige stilarter, hvilket giver en virkelig fed dynamik.
Regnbuer i massevis
Jeg har nævnt regnbuerne, og vil gerne uddybe. Undervejs i stykket er der regnbue referencer i massevis. Hele det miljø som bliver grundlaget for Haveje, hvor de bor, vil vi i dag kalde et queer-samfund. Alle får lov at være, hvad de vil. Og et homoseksuelt par styrer deres bar. Samtidigt er der regnbue hatte, strømper, kjoler og hættetrøjer, så der er helt sikkert en små-skjult reference til queer-miljøet i dag. Skønt.
Pause knald
Selvfølgelig sluttede første akt med et brag. Hvilket i denne udgave blev gjort med en stor medley. Her fik flere fra ensemblet lov at synge, og den obligatoriske linje sluttede det hele af. Det er den her linje, hvor man kan se alle medvirkende og de fester sammen. Som altid er det en skøn afslutning. Dog tror jeg der var problemer med lyden hos kvinderne til premieren, for de fleste kvinder var meget svære at høre især i 1 akt, men det skal de nu nok få styr på.
Spreder smil
Selve forestillingen er en skøn og sjov forestilling. Selvfølgelig er det en fordel at være glad for Kim Larsen og musicals, men selv hvis du ikke er til de to dele, så vil du grine dig selv i laser over Kranen, Charles og Kranens meget nøgne kunder.
Info om stykket
Spillested: Herning Kongrescenter. Teatersalen, Østergade 37, 7400 Herning
Spilleperiode: Til 27 april 2024
