ANMELDELSER

Magien styrer verden eller hvad?

Credo kæden er kåret som årets fantasydebut i 2023.

Et væddemål får Stef til at bryde ind i Det Statslige, hvor Londons magiske elite hører til. Hun når ikke helt ind til det allerhelligste, men kommer forbi en skulptur, som er udsmykket med et smykke. Et smykke Stef tager med sig. Smykket er dog ikke kun udsmykning, og pludselig er Stef på flugt, og den magiske elite bliver mere og mere svækket for hver dag smykket er væk.

Verden er delt op i hoben og magikerne, og det er magikerne som styrer verden. Hoben er derimod de mennesker som opvarter magikerne og selvfølgelig udfylder alle de opgaver som magikerne ikke gider. Det er i hoben som Stef er vokset op. Selvom hun kan lidt magi, så fører det på ingen måde hende ind i den magiske elite, men tværtimod på flugt.

Medspiller eller modspiller

Hovedpersonerne i ‘Credo kæden’ er Claes og Stef. Stef er fra hoben og stjæler i et væddemål Credo kæden. Hun bliver jagtet af magikeren Claes som er efterretningsleder. Kæden bliver stjålet på hans vagt. Så da han bliver degraderet vil han finde kæden alene. I jagten krydser han Stef på sin vej. De slår følgeskab i håb om de begge kan opnå det de gerne vil. Dog ved de ikke rigtig om de er hinandens medspillere eller modspillere.

Bliver de kærester

Normalt når man læser en roman, hvor to personer skal løse et eller andet i fællesskab, så bliver drengen og pigen tit forelskede i hinanden. Men i denne har forfatteren Lone Sole formået at lægge en forhistorie ind, hvor det ikke ligefrem giver mening, at det skal være en ‘fjender-til-kærester’-historie. Personligt synes jeg det er en genistreg. At vi ikke kender hele historien, og samtidig har Claes en mandlig elsker. Men er det en kæreste eller udnyttelse eller hvad. Du må selvfølgelig læse bogen for at få lidt mere styr på historien. Men jeg lover dig du ikke kan regne denne historie ud lige meget, hvor mange fantasy-romaner du har læst.

Fortjent vinder

‘Credo kæden’ vandt i 2023 årets danske fantasydebut, og det er velfortjent. Det er faktisk anden gang jeg læser bogen, og den er i den grad kun blevet bedre. Første gang hørte jeg den som lydbog. For det første så kan den anbefales, især hvis man ikke har ro nok til at sidde og læse en bog. For det andet er bogen indlæst af en af mine yndlings oplæser, Mikkel Hansen. Her anden gang jeg har læst bogen, blev jeg drevet helt ind i Londons gader. Jeg kunne se stederne for mig, og jeg elsker den måde Lone Sole beskriver stederne på og giver læseren mulighed for at fantasere selv. Så der er lagt et grundlag for en vild og spændende serie, som jeg i den grad glæder mig til.

Info

“Credo kæden” af Lone Sole udkommer på forlaget Krabat.

388 sider

Årets fantasydebut i 2023

Bogen findes også som lydbog og e-bog