Lokal kirke i Sønderborg støtter op om mangfoldighed
Den 23. august afholder Christianskirken i Sønderborg for første gang en mangfoldighedsgudstjeneste i forbindelse med Sønderborg Pride Week. Gudstjenesten vil indeholde sange fra Højskolesangbogen og andre musikalske elementer.
Gudstjenesten ledes af sognepræst Lars Astman Smedemark og præst Helle Astman Smedemark, det oplyser kirken og LGBTQ+ Sønderborg i en fælles pressemeddelelse.
I Sønderborg er budskabet klart – alle er velkomne uanset køn, seksualitet, identitet eller etnicitet. De to præster støtter fuldt ud dette budskab.
“Som der står i salme 29. “Vi hylder skaberværket og livet i al dets mangfoldighed, så vi får mod at bære vor klode som en blomstereng, et liv i broget sammenhæng”, siger sognepræst Lars Astman Smedemark.
LGBTQ+ Sønderborg, som arrangerer Sønderborg Pride Week, er begejstrede for kirkens opbakning og positiv over den gode udvikling.
“Det er en positiv udvikling, at kirken støtter op om mangfoldighed. Kirken er for alle! Mange LGBTQ+ personer melder sig ud af folkekirken, da følelsen har været, at man ikke er velkommen”, siger forperson for LGBTQ+ Sønderborg Niels Christian Aahøj Bech.
Sognebåndsløsning
I 2012 blev ægteskabsloven ændret. Det blev muligt for par af samme køn, på samme måde som par af forskelligt køn, at indgå ægteskab i Danmark. Samtidig besluttede man, at præster, der ikke støtter denne ordning, har frihed til at sige nej til at udføre vielsen.
For dem, der ikke kan identificere sig med kristendommens forkyndelse i deres menighed, er der mulighed for sognebåndsløsning. Dette giver mulighed for, at bryde sognebåndet og slutte sig til en præst i et andet sogn. Derved opnår man ret til at blive betjent af den nye præst man vælger. For at søge om sognebåndsløsning, skal man kontakte den præst, som man ønsker at benytte i fremtiden.
Peter fra Sønderborg er en af dem, der har brudt sognebåndet på grund af manglende identifikation med forkyndelsen i sin tidligere kirke.
“Jeg har for nylig løst sognebånd og skiftet til Christianskirken. Ikke fordi jeg skal giftes, men udelukkende af princip. Den dag jeg skal herfra vil jeg også nødig bisættes af en præst med den holdning”, siger Peter Jacobsen.
På nuværende tidspunkt ser regeringen ingen grund til, at ændre på den nuværende lovgivning, der gør det muligt for præster at nægte at udføre vielsesceremonien, hvis parret er af samme køn.
“Danmark har altid været foregangsland for LGBT+ rettigheder. Både da vi som det første land i verden ved lov åbnede for muligheden for registreret partnerskab i 1989. Og senest i 2012, da par af samme køn fik mulighed for at blive viet i folkekirken. Det er korrekt, at en lokal præst har mulighed for at afslå vielsen, men parret er sikret retten til vielse i folkekirken. Så hvis den situation opstår, skal den lokale provst eller biskop hjælpe med at finde en anden præst. Og det vil regeringen ikke ændre på”.
Meget mere om Sønderborg Pride Week finder du her.