Lizzo: “Jeg er mere end kun en ting”.
Koncertaktuel: Den firdobbelte Grammy vinder og LGBT+ ally Lizzo gæster i weekenden Danmark når hendes The Special Tour lørdag rammer Royal Arena.
Den amerikanske sangerinde og rapper Lizzo har fart på for tiden. Hun er blevet kåret som årets entertainer af både Time Magazine og Entertainment Weekly. Lørdag den 18. februar står hun så på scenen i en fyldt Royal Arena med en sprit ny Grammy i bagagen for hittet “About Damn Time”, som blev kåret som årets sang.
Under takketalen havde Lizzo i bedste Lizzostil en besked til alle dem som føler sig uelsket og misforstået.
“Bare vær tro mod dig selv, for jeg lover dig, du vil møde mennesker, du vil tiltrække folk i dit liv, der tror på dig og støtter dig”.
Den 34- årige Lizzo, der egentlig er døbt Melissa Viviane Jefferson, har en helt specielt tilknytning til LGBT+ miljøet. Et miljø der har omfavnet hende som en af deres egne, fortæller Lizzo.
Som barn blev hun drillet for at være homoseksuel. Hun var meget nysgerrig og hun følte sig som en “anden” i meget lang tid. Hun kunne lide at klæde sig “lidt mærkeligt”, var vild med anime og noget af en bogorm. Og så var hun frem for alt ligeglad med, hvad folk tænker om hende.
Følte sig uvalgt og uønsket
I et interview med Rolling Stone fortæller Lizzo at hun som barn og ung følte sig uønsket og uvalgt.
“Ingen kunne lide mig og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt følte, at jeg var aseksuel, fordi ingen elskede mig og jeg var forvirret over mig selv og min identitet i lang lang tid”, fortæller Lizzo i interviewet.
Når det kommer til seksualitet eller køn udtaler Lizzo ofte at det for hende personligt ikke kun er én ting. Hun vil ikke kun puttes i en kasse.
“Det er derfor, farverne i LGBT+ er en regnbue. Det er et spektrum af farver – ikke kun sort og hvid. Det virker bare ikke for mig”, uddyber Lizzo videre i interviewet.
For nyligt kunne Lizzo tilføje ”modeiværksætter” til CV’et da hun gik sammen med selskabet Fabletics, Inc. for at lancere sit revolutionerende shapewear-mærke YITTY. Mærket er opkaldt efter Lizzos øgenavn fra da hun var barn og bygger på værdier som selvkærlighed og indre selvtillid i form af ubesværet hverdagstøj. Brandet, der omfavner alle størrelser, er ”firstmover” i tøjindustrien med deres skamløse og glædespredende shapewear. Det er designet til alle kropstyper med størrelser der går fra 6X til XS.
Lizzo og “The Special Tour” kan opleves lørdag 18. februar i Royal Arena. Billetter finder du her.
Læs også: Betty Bitschlap vil ha´ det lige på og hårdt