Kvinde, kend din krop indefra

Dragende udstilling udstilling på Gammel Strand. Her udstiller den queer amerikanske stjernekunstner Christina Quarles for første gang i Norden værker, hvor hun sætter fokus på krop og identitet i udstillingen “In the Shadow of Burning Light”.
Kroppe, der ikke vil være genstande; følelser, der ikke vil kropsliggøres. Christina Quarles har præsteret en række kunstneriske mesterværker, der har kroppen som tema. Set indefra. Hun sætter spørgsmålstegn ved den heteronormative måde at anskue kroppen på og prøver at mærke, hvordan den føles subjektivt.
Cis queer
Kunstnerens mor er hvid, faderen er sort, og hun selv er queer. Det har givet hende indsigt i mange facetter af hendes egen identitet. Dem overfører hun til det hvide lærred. Hvem er jeg? Hvad betyder min hud og min krop for min selvopfattelse? Quarles ligner hverken en mulat eller en lesbisk. Og det kan være en udfordring. Samtidig har hun ikke en Barbie-krop – og det kan også være en udfordring. For som queer er man stadig en del af et samfund, der idealiserer den perfekte krop. Og i det amerikanske samfund skal man tilhøre en gruppe; ellers bliver folk forvirrede: Så hvem er du?
Farverigdom
De mange store akrylmalerier kaster løse ben og fritsvævende bryster i ansigtet på tilskueren. Men kan man fragmentere en krop? Svaret må vær ’Ja-da’. Værkerne er desuden præget af en usædvanlig fri farveholdning med hovedfokus på pastelfarver. Quarles har skabt sig en personlig stil, hvor også de maleriske konventioner har fået et vrid i hoften. Surrealisme? Abstrakt surrealisme? Impressionistisk surrealisme? Man får i hvert fald straks lyst til at tilbringe natten sammen med hendes forvredne kroppe, men drages snart af det næste værk, der på samme måde lokker øjnene til at blive dér for en stund. Det leder tankerne hen på Picassos ’Les Demoiselles d’Avignon’.

En fri kunstner
På to etager i det smukke Gammel Strand kan man forlade denne verden og vandre gennem et surrealistisk kropsunivers. Her kan man ikke undgå at lægge mærke til, hvor lang tid de besøgende bruger på hvert værk. Man bliver fanget og fængslet. Men samtidig vil Christina Quarles gøre op med kroppen som et fængsel. Det perfekte skal ikke bedømmes udefra. Og alligevel må man overgive sig til bare at nyde hendes alsidige værker med de kroppe, der er blevet teletransporteret ned til os. Efter at rundturen er slut, får man lyst til at starte forfra. Det kan kroppen godt holde til.
Christina Quarles, ”In the Shadows of Burning Light”, Gammel Strand, København. 7. juni – 8. september 2024.
—