Kærlighed i et arbejdsliv
Hvordan balancerer man en kone, en søn, en udstationering og en forfærdelig chef? Det handler Karin Ifangers bog ‘1996 – udstationering’ om. Hovedpersonen er Kira, som lige inden hun skal giftes med sin kæreste, Susanne, siger ja til en udstationering på Cypern.
Bogen er fiktion, men skulle være løst baseret på Karin Ifangers oplevelser af at være udstationeret. Det er en roman som er for et modent publikum, som går op i deres arbejdsliv. Historien drejer sig meget om balancen mellem arbejde og privatliv, og kunne til tider være svær for denne anmelder at forstå. Jeg har svært ved at forstå de prioriteringer som hovedpersonen tager, men det betyder ikke at andre ikke har stået i samme situation og bliver grebet af historien.
Uden sikkerhedsnet
Kira er i 40’erne og er karrierekvinde. Hun ser en mulighed i at blive udstationeret på Cypern i 1996, derfor søger hun og bliver sendt afsted. Kira tager af sted uden hendes kæreste og søn, men laver aftaler, så hun kan komme hjem på ferie i Danmark, hvor hun skal giftes med kæresten, Susanne. Dog findes der i 1996 ikke de store muligheder for udlandsopkald, pengeoverførsler og brevudvekslinger, hvilket selvfølgelig gør det til en stor opgave at opbygge et liv på Cypern og have et privat i Danmark.
Sønnens ærlighed
I Kiras privatliv er der mange udfordringer, og hun forstår ikke hvorfor hendes søn trækker sig mere og mere, og har valgt at bo hos sin far. Under Kiras ferie i Danmark tager hun derfor fat i ham for at få en forklaring. Heldigvis er sønnen ærlig overfor Kira, og herefter ruller problemerne ind en efter en.
Bog til karriere-mennesket
Bogen er til et modent publikum, og ikke alle vil kunne forstå Kiras reaktionsmønstre. Men hvis du kæmper med at finde balancen, så er bogen noget for dig. Jeg forestiller mig at rigtig mange karriere-mennesker vil kunne genkende de fleste af overvejelserne og reaktionsmønstrene. Derfor vil jeg anbefale, at hvis du synes det er svært at balancere arbejdsliv og privatliv, så er denne her bog en afspejling af, hvordan andre oplever og takler den udfordring.
Info
“1996 – Udstationering” af Karin Ifanger ude på forlaget Snepryd.
234 sider
Læs også: Hvad er det der sker?