Jeg var bange for, at jeg var bøsse
Den 65-årige digter Jesper Frederiksen har i mange år skrevet digte. I 2016 fik han sin første digtsamling udgivet, med titlen ”De smukke mænd”.
Allerede som barn var Jesper Frederiksen lidt af en læsehest.
”Jeg interesserede mig meget for bøger, og allerede i tidligt i skolen opdagede jeg bøgernes forunderlig verden. Nogen har sagt, at når man læser bøger, at så lever man mange liv. For så følger man med i de forskellige personers liv, som man læser om,” forklarer Jesper Frederiksen.
Han voksede op i Nakskov, og han læste en dag en bog om seksualitet, og heriblandt om homoseksualitet.
”Jeg var bange for det, jeg læste, for det passede lige på mig. Jeg læste også om at være biseksuel, og så tænkte jeg: ’Nå, så er det nok sådan, at det er. Jeg var dengang skræmt ved at tanken, om jeg var bøsse. For det var bestemt ikke noget, man så positivt på, og det var slet ikke noget, at man talte om,” husker Jesper Frederiksen.
Han interesserede sig især for digte og opdagede digteren Benny Andersen.
”Jeg tænkte, at sådan nogle digte vil jeg også skrive, og jeg besluttede mig den dag for, at jeg ville være digter. Så jeg skrev digte, blandt andet naturdigte,” fortæller Jesper Frederiksen.
Et andet stort idol for ham var forfatteren Christian Kampmann.
”Jeg vidste, at han var bøsse, og jeg identificerede mig meget med ham. Jeg oplevede ham læse op på et sted, der hed Magasinet i Nakskov. Det gjorde et stort indtryk på mig. Han læste om en seksuel oplevelse, som han havde med en anden mand i en park. Jeg syntes, at det var meget modigt af ham at læse højt om det,” fortæller Jesper Frederiksen.
I en alder af 19 år flyttede han i 1977 til København.
”Allerede fra jeg var lille, havde jeg besluttet mig for, at når jeg blev stor, at så ville jeg flytte til København. Jeg havde nemlig i TV set, at det var i København, at alt det spændende sket,” husker Jesper Frederiksen. I København havde han masser af tid til sig selv og begyndte for alvor at skrive digte.
”Jeg sendte mine digte ind til Gyldendal, og fire af dem blev optaget i en antologi, som hed Lyrikbogen 1979. Jeg var dog lidt skuffet over, at de ikke udgav alle mine digte,” siger Jesper Frederiksen i dag med et smil.
Året efter som 20-årig fandt han ud af, at han ikke var biseksuel, som han inderst inde havde håbet på, men derimod bøsse.
”Jeg prøvede at være seksuelt sammen med en kvinde, men det gik slet ikke. Jeg turde ikke fortælle til nogen, at jeg var bøsse og holdt det for mig selv,” fortæller Jesper Frederiksen.
Senere satte han dog en kontaktannonce i dagbladet Information, og han fik mange svarbreve. En af de bøsser, som han skrev sammen med, fortalte Jesper Frederiksen om, hvor bøssebarerne lå i København.
”Der første sted jeg besøgte, var det gamle Pan Club i Nybrogade i det indre København. Dengang mødte man andre mænd på barerne, og der fandtes ikke nogen datingsites som i dag. Selv om jeg kom i miljøet, var jeg dog stadig bange for, at nogen skulle finde ud af, at jeg var bøsse,” husker Jesper Frederiksen.
Han arbejdede i Tivoli, sparede penge op og tog fem måneder til USA, blandt andet til New York og San Francisco.
”Jeg levede her for første gang lit liv ud som bøsse. Et sted, hvor ingen andre kendte mig, og jeg ikke frygtede for, at nogen skulle opdage, at jeg var homoseksuel,” fortæller Jesper Frederiksen.
Da han kom tilbage til København, hørte han om en sygdom, der kun ramte bøsser. En del år senere fik han også selv stillet diagnosen hiv-smittet.
”Det var helt forfærdeligt. Dengang var aids stadig en dødbringende sygdom. Kombinationsmedicinen kom først i 1996. Jeg troede i flere år, at jeg hele tiden skulle dø. Jeg havde meget få venner og var meget ensom. Men jeg blev heldigvis ikke syg og lever stadig,” siger Jesper Frederiksen.
I dag har en god tilværelse, og han skriver både digte og på en bog om hans egen barndom i Nakskov.
