SAMFUND

Ønsker mere kønsneutrale overenskomster

Anders Mark Jensen, næstformand for FPU, Flyvepersonalets Branche Union.

Anders Mark Jensen, 39 år, er næstformand for FPU, Flyvepersonalets Branche Union, og har selv tidligere arbejdet for Air Greenland.

Han er opvokset på Vestegnen, og her bor han stadig, nærmere bestemt i Taastrup lidt udenfor København. Han bor alene, men har en mandlig kæreste. Den private side af sig selv, og det at han er bøsse, er dog ikke noget, som Anders Mark Jensen ofte taler om. Ikke fordi at det på nogen måde er en hemmelighed.

”Jeg er vokset op med en mandekultur på Vestegnen, som er et helt andet miljø end, hvis man for eksempel bor midt i København. Vi taler om fodbold, og der er en rå tone. Det passer mig godt, og det er noget helt andet end mit arbejdsliv. Og så har jeg det helt fint med ikke at skulle for meget om mig selv. Jeg er i virkeligheden et meget privat menneske,” fortæller Anders Mark Jensen.

Kabinepersonalets vilkår

Han beskæftiger sig især med kabinepersonalets vilkår.

”Kabinepersonalet er superserviceminded og har en sikkerhedsfunktion i flyet. Der er mange, og blandt mændene er mange homoseksuelle. Der er rigtig mange unge ansatte, og så har vi nogle, der har været i faget i mange år,” fortæller næstformanden i Flyvebranchens Personale Union.

Da han var i begyndelsen af 20’erne og kom med i fagbevægelsen, oplevede han, at kulturen var grov og voldsom. Selv om han var vant til at høre lidt af hvert i mandekulturen på Vesterbro, så blev han alligevel overrasket over, hvor rå tonen var blandt mandlige faglige ledere.

”Når nogen fandt ud af, at jeg ikke var til piger, sagde flere, at hvis jeg holdt op med at være så bøsset, så kunne jeg blive til meget mere og få nogle højere poster,” husker Anders Mark Jensen.

Kulturen i fagbevægelsen

Han oplever dog nu, at der er sket en ændring i både tonen og kulturen i fagbevægelsen.

”Dels er der kommet flere kvinder, og dels er flere nye og yngre generationer kommet til. Der er blevet mere fokus på arbejdsmiljøet i fagbevægelsen. Der er mere respekt om den enkelte, og det skal vi også have, hvis vi skal kunne rumme de unge. Jeg ved, at alle kulturforandringer tager tid. Vi skal ikke presse noget igennem. Vi må være lidt tålmodige, så vi får alle med,” understreger han.

Blandt kabinepersonalet er der en åben og fri tone, fordi man har det godt sammen.

”Vi er også meget fysiske og rører ofte ved hinanden. Det kommer sig også af, at vi har meget lidt plads at arbejde på. Det er noget, som de yngre generationer kan have svært ved, fordi de er vokset op med en anden kultur, og for dem er berøringerne måske grænseoverskridende. Det skal vi selvfølgelig tage hensyn til og finde en måde, hvorpå vi alle kan være her,” lyder det fra Anders Mark Jensen.

Ved de næste overenskomstforhandlinger er han meget opmærksom på, at der skal være mere fokus på, at familiebegrebet har forandret sig.

”Vi skal have lavet nogle overenskomster, hvor der ikke er så meget fokus på køn. Vi skal tage hensyn til, at der er mange forskellige slags familieforhold for eksempel regnbuefamilier. Vi skal passe på, at vi ikke kommer til at udelukke nogen, som vi ikke ønsker at være opmærksomme på, og at familiemønsteret er forandret og ikke bare består af far, mor og børn. Det skal vi tage højde for i både personalepolitikkerne og i de overenskomster, som vi laver. Jeg arbejder også på – og har fået gennemført det i et flyselskab – at vi skal have kønsneutrale uniformer. Det kommer til at tage tid og vil sikkert også møde modstand. Men det er den vej, vi skal gå. Det er jeg slet ikke i tvivl om,” siger Anders Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union.

Læs også: Naturen gør mig helt høj