Inkluderende reklame hitter på nettet

Foreningen for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede med anden etnisk baggrund end dansk, Sabaah, roser Elgigantens nye Valentine-reklame.
Foto: Elgiganten

En Valentines-plakat fra Elgiganten bliver rost på de sociale medier for dets budskab om mangfoldighed.

“Happy valentine. Uanset hvem du holder af, kan du finde gaven hos os.”

Suppleret af seks ‘han’ – og ‘hunstik’, der danner par på tværs af ‘kønnene’, gør forretningskæden Elgiganten reklame for sig selv op til kærlighedsdagen den 14. februar.

Med en ny plakat af ledninger og stikdåser og et budskab om kærlighed på tværs af køn er reklamen blvet et hit på de danske sociale medier.

Foreningen for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede med anden etnisk baggrund end dansk, Sabaah, har blandt andet lagt billedet ud på deres Facebookside med ordene: “Godt gået Elgiganten”.

“Det er godt gået, fordi stikdåser og valentines er en helt almindelig hverdagsting. At inkludere homoseksuelle er med til at gøre vores liv mere synligt i det offentlige rum. Det er den slags mangfoldige budskaber, der bekæmper stigmatisering og tabu. Det gør særligt en forskel, når det kommer fra en stor virksomhed som Elgiganten,” siger kommunikationsansvarlig i Sabaah, Fahad Saeed, til Out&About.

“Med LGBT-brillerne på, særligt dem vi har på i Sabaah, vil vi altid gerne nå hele vejen rundt med ønsket om mere diversitet i mediebilledet og det offentlige rum.  Elgigantens budskab er frem for alt mangfoldigt og får på en måde omfavnet flest mulige,” fortsætter han og roser Elgiganten for at bruge en mainstream begivenhed som Valentinsdag til synliggøre minoriteter i samfundsbilledet.

Plakaten blev hængt op i mandags og hænger kun 136 steder i landet, men et billede af reklamen bliver i øjeblikket delt og liket af flere tusinde på Facebook og twitter.

Ifølge Frederik Danvig, der er kommunikationsmanager i Elgiganten, skal reklamen afspejle, at mangfoldigheden i samfundet også findes i Elgiganten.

“Danskerne ved godt, at vi sælger elektronik og hvidevarer og har gode tilbud. Her var muligheden for en anderledes type reklame, og vi er altid glade for at prøve nye ting i Elgiganten,” udtaler han til tv2.dk