Indre Mission ville håndhæve dansk homo-forbud (1911)

I sommeren 1910 vedtog Indre Mission på sit ordinære årsmøde enstemmigt en resolution om håndhævelse af straffelovens § 177 og bekæmpelse af ”den unaturlige homoseksuelle last”. Senere det år blev resolutionen tilsluttet ved årsmøder i andre kristelige foreninger, heriblandt afholdsforeningen Blå Kors.

Efter at man havde indsamlet mere end 7.000 underskrifter – hovedsageligt blandt sogneråds- og foreningsformænd, præster og lærere – blev resolutionen fremsendt til regering og rigsdag i februar 1911, med følgende tekst:

Til den høje Regering og Rigsdag

”Vi undertegnede private borgere og borgerinder i Danmark, tilhørende forskellige Samfundslag i Befolkningen, tillader os herved ærbødigst at henlede den høje Regerings og Rigsdags Opmærksomhed på følgende:

Straffelovens § 177 lyder således:
”Omgængelse mod Naturen straffes med Forbedrlngshusarbejde”.

Skønt efter Grundlovens § 2 kun ”Kongen og Rigsdagen I Forening” kan ophæve bestaaende Love, og skønt Straffelovens § 131 udtrykkelig straffer ”en Embedsmand, som I Følge sit Embede skal virke til Straffemagtens Haandhævelse”, men med ”Forsæt undlader at forfølge en strafbar Handling”, med Fængsel, Embedsfortabelse m.m., har københavnske Straffemyndigheder (de anklagende) på Trods af den grundlovsmæssige Ordning, dog sat § 177 delvis ud af Kraft i de sidste 4-5 Aar, idet de kun bringer den i Anvendelse overfor Forbrydere, der har forset sig med Personer under 18 Aar, og saaledes underskyder § 177 den vilkaarlige og klart lovstridige Tilføjelse: ”dog kun naar den begaas mod Personer under 18 Aar”.

(Dette udsiges bl.a. aabent af Undersøgelsesdommeren i den store Sædelighedssag 1906-07, konstitueret Assessor Wilcke, der i sin Piece om ”Homoseksualitet” skriver: ”Den fornævnte Retssag, der kun drejede sig om Voksnes Forhold til Børn og mindreaarige af samme Køn”).

Dette klare Lovbrud, der lader tilslaaende og overbeviste Forbrydere løbe og faktisk gør en Handling straffri og tilladt, som Landets Lov belægger med Forbedringshusstraf, har mægtig bidraget til at udbrede den modbydellge, farlige, og for hele Karakteren saa nedbrydende unaturlige Last, og givet hele Landets mandlige Ungdom over 18 Aar, ikke mindst de værnepligtige paa Kasernerne, til Pris for de perverse Vellystninges Efterstræbelser.

Vi nedlægger en energisk Protest imod dette dobbelte Brud paa Grundloven og Straffeloven.

Vi protesterer imod, at Landets Lov saaledes sættes ud af Kraft uden Rigsdagens Medvirkning.

VI protesterer imod, at Landets Ungdom, paa Trods af Straffelovens klare Ord, gives til Pris for en farlig og ødelæggende Forførelse, for at skaane et forsvindende mindretal af unaturlige Vellystninge for den fortjente Straf.

Og vi protesterer imod, at en Slappelse i visse Kredses moralske Opfattelse og en falsk Humanitet skal være i Stand til at medføre saa farlige og saavel for den enkelte som for Samfundet ødelæggende Følger.

Vi fordrer den grundlovsmæssige Ordning respekteret og den gældende Straffelovs § 177 fuldt ud bragt til Anvendelse overfor alle fremtidige Forbrydelser.

Thi vel ved vi, at der ogsaa kræves aandelige Midler, naar det gælder et saadant Ondes Udryddelse af et Folk. Men dels anser vi mange netop af dem, der her er de særlig skyldige, for kun lidet paavirkelige i saa Henseende, dels er vi overbeviste om, at Bevistheden om vedvarende, delvis Straffefrihed vil idrage mægtigt til at modvirke de aandellge Midler, der ellers kunde være brugbare og nyttige.

Vi andrager derfor herved ærbødigst om den høje Rigsdags og Regerings Bistan, til at skaffe Lovens Krav fuld Gyldighed og til at faa Landet renset og befriet for denne fremmede Last, der truer vort Folk med de samme Ødelæggelser, som den bar anrettet i andre Lande, hvor den har sat sig fast, fordi den for længe blev taalt.

(Henvendelsen var indledt med en beskrivelse af resolutionens tilblivelse og hvordan underskrifterne er indsamlet, som vi har valgt ikke at medtage her).