SAMFUND

Igen gratis kondomer til alle – barmiljøet betaler

Gratis kondomer
Barmiljøets regnbuekondomer er letgenkendelige i deres regnbuefarvede indpakning.

Barmiljøet står sammen, og sikrer gratis kondomer til LGBTQ-miljøet – når nu Københavns Kommune er ligeglade med forebyggelse af hiv-smitte blandt mænd der har sex med mænd.

I morgen lørdag går drag queens på Københavns homo-barer for at uddele gratis regnbuekondomer.

70.000 kr. til kondomerne er indsamlet blandt medlemmerne er af Rainbow Business Denmark. Indsamlingen er en protest mod Københavns Kommunes kondom-besparelser.

”Det er jo forrykt at tænke på, at besparelsen blot svarer til to rådhusbryllupper for kommunalpolitikerne,” siger Michael Flyngborg, der er medlem af bestyrelsen i Rainbow Business Denmark – en forening for virksomheder og organisationer med tilknytning til LGBT-miljøet.

”Miljøet er gået sammen, fordi vi synes, det er en forkert beslutning, Københavns Kommune har taget om at fjerne kondomerne fra LGBTQ-miljøet,” forklarer Michael Flyngborg. Ud over bestyrelsesposten i Rainbow Business Denmark er han ejer af butikken Homoware.

”Det er også en forkert besparelse, fordi der bare skal et enkelt tilfælde af hiv til, for at kommunens besparelse forsvinder. Det koster jo rigtig mange penge, når en hiv-positiv skal i behandling,” siger Masken Bars ejer, Bo Sørensen. Han en af de største bidragsydere til de regnbuefarvede kondomer.

Den uendelige kamp for gratis kondomer

I alt har Rainbow Business Denmark indsamlet 70.000 kroner til køb af kondomer til Københavns homo-barer. Ud over Masken Bar har AIDS-Fondet, Cafe Intíme, Centralhjørnet, Cosy Bar, G*A*Y Copenhagen, Homoware, Jailhouse CPH, Men’s Bar, Skadeservice.nu og SLM København bidraget til indsamlingen. AIDS-Fondet står for distributionen af de gratis regnbuekondomer.

De første gratis regnbuekondomer uddeles i bar-miljøet i morgen lørdag kl. 20.00. Det sker ved en festlig happening med deltagelse af festglade drag queens.

Hold øje med denne boks ude i barmiljøet. Den kan redde dig fra en kønssygdom!

Læs mere om AIDS-Fondet.