Hvor længe kan man leve på en lånt identitet?

Dilemmaer er en samling af tolv noveller om mænd med seksuel lyst til mænd, men med så ringe bøsseidentitet, at deres private liv på et tidspunkt går op i en spids. Hvor de står over for svære korsveje, som tvinger dem til at prøve at træde i karakter og ændre fastlåste spor i deres liv. Og det er ikke let her.
Af Jan Fouchard.
Vi er i den halvtunge ende af især biseksuelle og skabsbøssers besvær med at finde fodfæste i et uafklaret liv. Novellerne giver direkte ordet til en række mænd, der udadtil lever pæne, ordentlige liv med deres på det tørre. Men bag facaden kæmpes med lavt selvværd, dominerende fædre og ulykkelige hustruer. Deres seksuelle ønsker til andre mænd fylder dem med skam og med skyld over deres svigt og løgn. Vi hører om ensomhed, manglende evne til at stille krav til sig selv og omgivelserne, sene udspring. Om seksuelle overgreb og overvejelse om selvmord. Novellerne følger deres personlige besvær med at bryde ud af de fængsler, de har bygget om sig. For at blive selvstændige, frie mænd i overensstemmelse med deres inderste længsler. Der er ikke meget opfundet fiktion her, mere jordnær, rå hverdagsrealisme. Så de fortællende hovedpersoner er ikke mere specielle, end at de fleste bøsser vil kunne genkende dele af sig selv i disse barske og rørende, meget læseværdige historier.
Elsket men utro partner
Eksempler på beskrevne dilemmaerne er: Skal man blive i et forhold med en elsket men utro partner, der insisterer på at bolle ved siden af? Skal jeg anmelde en voldtægt, når jeg nu selv spillede op? Skal jeg forlade min kone og børn, når det nu er mænd, jeg begærer?
Den samlede morale er, at et liv med dobbelt bogholderi er drænende for energi, selvværd og handlekraft og skaber en indadvendt personlighed, der forkludrer forholdet til andre mennesker i en søgen efter fortrolige relationer til nære venner, eventuelle børn, forældre, og i jagten efter kvalitet i forholdet til elskere og kærester. Som vel og mærke ikke kontrollerer eller svigter én. Er jeg tiltrækkende nok? Værd at elske? Hvor kan jeg finde kærlighed?
Maskerne falder
Sproget er enkelt hverdagssprog, så lige ud af landevejen, at alle kan være med. Hverken knudret eller kælet for. Dialogerne virker dog ofte konstruerede i lange alt for afklarede, formfuldendte sætninger. Hovedpersoner er alle fuldt bevidste og skarpe på, hvilke problemer de har, men har ringe evner til at handle sig videre i livet ud af dilemmaerne. Før de smerteligt og ofte sent i livet må indse, at de ikke kan elske eller blive elsket som hele mennesker, før omstændighederne krakelerer facaden, så maskerne falder og man må stå ved, hvem man er. Gerne med hjælp fra kloge venner eller behandlere.
Kvaler i første person
I stort set alle noveller fortæller mændene om deres liv og kvaler i første person, altså i jegform, så vi får fortalt historierne indefra. Det giver os læsere identifikation med hovedpersonerne og god dramatiske opbygning. Men dette får også personerne, problemerne og dermed fortællingerne til at ligne hinanden for meget. Jeg havde gerne set en større variation i persongalleriet, fortælleteknikker og berørte temaer.
Opgør med samfundets rolle i al den selvoplevede homofobi berøres sært nok ikke. Ligesom mulighed for sammenhold og vækst i homo-organisationernes aktiviteter og tilbud kun nævnes sporadisk i en enkelt historie.
Svære teamaer i bøsselivet
Det står ingen steder, men jeg tror, at historierne er tidligere cases fra de bøsser, Julius Lund har haft “på briksen” i sin egenskab af psykoterapeut i en årrække.
Bogen er vigtig for sin belysning af svære temaer i bøsselivet og kan anbefales til især de hovedpersoner, vi møder: pæne middelklassemænd i 30´erne med styr på bolig, uddannelse og karriere, men altså ikke på sex og bøsseri. De skal nok blive klogere og modigere ved at læse med her.
Info:
Dilemmaer af Julius Lund udkommer på forlaget Indblik.
Bøssenoveller – 2026
