SAMFUND

Hollænderne vælger deres første homoseksuelle premierminister

Rob Jetten bliver Hollands første åbne homoseksuelle regeringsleder. Foto: Martijn Beekman/D66

Da de hollandske vælgere gik til stemmeurnerne i den forgangne uge faldt valget på det centrumdemokratiske parti D66. Partiets leder er den 38-årige Rob Jetten, der nu står til at blive Hollands første åbent homoseksuelle premierminister.

Det var et nervepirrende valg, da de hollandske vælgere gik til stemmeurne i sidste uge. Undervejs var der meget tæt løb mellem Geert Wilders højreorienterede parti PVV og det centrumdemokratiske parti D66 med Rob Jetten i spidsen. Med blot 15.000 stemmer i overtal sikrede Rob Jetten en snæver sejr til sit liberalt-progressive parti D66.

”Det er et historisk resultat for D66. Det sender et stærkt signal fra de hollandske vælgere om at de ønsker at de positive politiske kræfter i midten arbejder sammen”, udtaler Jetten til det hollandske medie NOS, samtidigt med han understreger at sejren forpligter.

D66 står til at vinde 26 af de i alt 150 pladser i underhuset af det hollandske parlament.

Klar til at tage arbejdshandskerne på

Rob Jetten har gjort det klart, at han er klar til at tage arbejdshandskerne på. Han står nemlig overfor at skulle danne en ny regering, og udsigten til at blive den yngste hollandske statsminister nogensinde.

Jetten ønsker et bredt politisk samarbejde og har opfordret alle de siddende partier til at bakke op om en regering over midten. Dette er også en nødvendighed, idet D66 med sin snævre sejr er nødt til at samarbejde for at opnå et politisk flertal.

”Vælgerne vil have os til at stoppe det politiske vås og skubbe på sammen”, udtaler Jetten.

Den siddende premierminister Dick Schoof siger, at projektet er ”kompliceret, men ikke umuligt.” Samtidigt understreger han, at der endnu kan gå nogen tid, førend en ny regering ser dagens lys.

Blå Bog: Rob Jetten

Rob Jetten voksede op i en lille by i provinsen Brabant. Allerede fra barnsben har han været politisk engageret. Han sprang ud i en tidlig alder og har gennem sit virke deltaget i flere kampagner, der sætter fokus på LGBT+ rettigheder. Han har for eksempel deltaget i en internetkampagne på den internationale dag mod homofobi.

Efter at have arbejdet nogle år i det hollandske jernbanefirma ProRail, indledte han i 2017 sin politiske karriere. Siden 2023 har han været leder af D66.

Privat danner han par med den argentinske hockeyspiller Nicolás Keenan. Parret planlægger at blive gift i det nye år.