Dansk HOMO-Historie

Helmer Fogedgaard anholdt af politiet (1955)

Helmer Fogedgaard fra ung til ældre.
Foto: Private

1955 blev et skæbnens år både for Helmer Fogedgaard og de homofile*  i Danmark, det var tydeligt at politiet havde besluttet sig for at få stoppet udgivelsen af det homofile tidsskrift VENNEN**  som var Danmarks første homo-magasin og hvis idebagmand blandt andet var Helmer Fogedgaard.

Politiet skulle bare finde en måde at prikke hul på sagen, og det fik de i forbindelse med pornografi-affæren, hvor Axel og Eigil Axgil, der også stod for distribution af VENNEN, blev anklaget for at sælge nøgenbilleder, som de mente var uden anstrøg af seksualitet, men som politiet snedigt fandt på at kalde for spekulation i sanselighed.

Læs mere om pornografiaffæren her.

Med den såkaldte pornografiaffære som påskud jagtede politiet de homofile i hele Danmark. Mange tragedier udspilledes, når homofile blev afhentet på deres arbejdsplads eller i familiens skød, hvor det oftest kom som et chok for de pårørende, flere endte med selvmord.

Men først og fremmest var det tydeligt, at det for politiet gjaldt om at uskadeliggøre de personer, der stod bag udgivelsen af VENNEN.

Politiinspektør Jens Jersild

Politihetzen blev styret af den berygtede politiinspektør Jens Jersild og hans håndlanger politiadvokat Andreas Heiberg fra 5. undersøgelseskammer på politigården i København – det såkaldte ”sorte kammer”, der i øvrigt blev nedlagt i 1972.

Turen kom også til Helmer Fogedgaard, der længe havde irriteret politiet med sine skrappe artikler i homofiles rettigheder i VENNEN.

Den 20. juli 1955, blev der ringet på Helmer Fogedgaard’s dør i Rudkøbing. Udenfor stod fire personer, det var selveste politiadvokat Heiberg, sammen med to københavnske kriminalbetjente og en lokal politimand fra Rudkøbing.

Helmer Fogedgaard skriver selv om besøget, i sin selvbiografi:

”Turen kom naturligvis også til mig. Jeg havde jo længe irriteret myndighederne med mine krasse skriverier i “Vennen”. Nu skulle jeg uskadeliggøres.

En fin sommerdag i juli måned ringede det på min dør, og udenfor stod fire mandfolk. Den ene var politiadvokat Andreas Heiberg, som i egen høje person var taget helt til Langeland for at fange mig. For en sikkerheds skyld var han ledsaget af tre kriminalbetjente, hvoraf den ene var lokal. Morsomt nok havde jeg lidt selskabelig omgang med hans datter, som var lesbisk!

Heibergs første ord til mig var: ” De er anholdt”. Så fik jeg overladt nogle papirer, hvoraf det fremgik, at d’herrer havde fået tilladelse til ransagning. Og så begyndte roderiet i mine skuffer og reoler.

Skuffende for dem fandt de ikke meget, men der fremkom dog nogle album med nøgenfotos. Ingen af dem var pornografiske, for der foregik ikke noget på dem. De blev dog alligevel taget med, og det samme gjorde jeg, så var vi i bil på vej til København.

Allerede undervejs begyndte betjentene så småt at afhøre mig, og jeg opdagede hurtigt de var på vildveje, men jeg lod dem indtil videre blive i deres dumme formodninger. Jeg vidste jo, at den, der ler sidst, ler bedst. Jeg blev klar over, at en københavnsk trækkerdreng havde fortalt politiet, at jeg sammen med ham havde deltaget i nogle orgier i København. Derefter var vi i bil, med mig som fører, kørt til fester i provinsen og var til sidst havnet i mit hjem i Rudkøbing.

Nu forholdt det sig imidlertid sådan, at jeg for det første aldrig havde mødt trækkerdrengen, at jeg er uden interesse for restaurationsliv og ikke havde kørekort, fordi det ikke var fornyet efter besættelsen. Det hele var med andre ord 100% løgn. Men da vi nåede København i nattens løb blev jeg indsat i politigårdens arrest for næste dag at blive flyttet til Vestre Fængsel.

Næste dag begyndte så forhørene. Trækkerdrengen havde fortalt politiet, at jeg også havde haft seksuel kontakt med et par opgivne adresser, hvor personerne var under 18 år. De blev tilkaldt, men fra begge sider var vi enige om, at vi aldrig havde set hinanden før. Og sådan blev det ved med den ene fiasko efter den anden for politifolkene, og nu kunne jeg fortælle dem, at trækkerdrengen havde fyldt dem med 100% løgn.

Jeg har så spekuleret over, om det måske var høje politimyndigheder, der havde arrangeret det hele i et forsøg på at uskadeliggøre mig? Trækkerdrengen kendte jo ikke mig og kunne ikke have interesse i at skade mig. Derimod kunne han sikkert købes til en falsk angivelse af mig. Det var under alle omstændigheder en mystisk affære og en slem fiasko for politiadvokat Heiberg. Efter et retsmøde blev jeg løsladt.

Der kom dog et afsluttende retsmøde, som ikke førte til noget. Jeg havde landsretssagfører Wilh. Hagens som forsvarer og han afleverede nogle drøje sandheder om det elendige politiarbejde i denne sag. Politiadvokat Andreas Heiberg var anklager, og han omdelte mine album med nøgenfotos til dommerkollegiet, så de kunne se, hvor slem en fyr jeg er.

Blandt dommerne var tidligere justitsminister Helga Pedersen, som i øvrigt havde bofællesskab med en veninde. Heiberg bestræbte sig meget for at komme med anklagepunkter om mig, og det fik mig til at råbe: “De tror åbenbart, at jeg skal i seng med enhver, der går over min dørtærskel!”

Det gav et gib i Heiberg, men han fortsatte dog, som om intet var sket. Derefter hørte jeg ikke mere til sagen, så jeg ved faktisk ikke, hvordan den blev afsluttet. Man har nok erkendt at man var på vildspor.

Jeg krævede derfor mine album retur, og de kom også omgående. Det var min afsluttende kontakt med dansk retsvæsen, som jeg herefter ikke har særlig høje tanker om.”

Læs hele selvbiografien her.

Mødet med vennen Johnny Køhler

Senere mødte Helmer Fogedgaard en ung københavner gennem en annonce i VENNEN, og selv om den unge fyr var en hel del yngre, blev de venner for livet. Den unge københavners navn var Johnny Køhler, og de boede sammen til dennes død, de sidste år i registreret partnerskab.

  • Jeg er selv opvokset i Rudkøbing i 1960erne og jeg har aldrig hørt nogen talt nedladende om Helmer Fogedgaard og Johnny Køhler, det eneste jeg husker er, at de voksne omtalte Johnny som Helmers stuepige, ikke i en ond tone, men mere med glimt i øjet. (red.)

Helmer Fogedgaard døde i Rudkøbing den 25. januar 2002, 94 år gammel. Axel Axgil der sammen med ham var medstifterne af Forbundet af 1948 (i dag LGBT-Danmark), skrev bl.a. i sit mindeord:
”En frontkæmper, pioner og idealist er gået bort til det, som han troede på, er en bedre verden.”

Helmers Fogedgaard’s sidste ønske i dette liv var da også, at gå bort herfra for at blive forenet med sin afdøde ven Johnny Køhler i den næste verden.

 

* Ordet homofil, blev opfundet af Helmer Fogedgaard i 1950, som en ny fælles betegnelse for de mange følelser i homoseksuelles forhold og ikke blot seksualiteten. Ordet er dannet af det græske ”homos” der betyder ens eller en af samme slags og det græske ”philos” der betyder kær eller ven af.

Homofil betyder således en, der er en ven af dem af samme slags, men denne betegnelse er ikke længere almindeligt anvendt i Danmark. Der var heller ikke alle der brød sig om ordet homofil dengang, men foretrak at kalde sig for homoseksuel eller bøsse.

Bøsse der oprindeligt blev brugt som et nedsættende slang for mandlige homoseksuelle fra omkring år 1900, og siden 1970 har ordet bøsse været alment brugt, og er i dag det ord som de fleste bøsser bruger.

 

** Det første nummer af VENNEN udkom i januar 1949 og de første år optrådte Helmer Fogedgaard, der var den egentlige redaktør, under pseudonymet HOMOPHILOS, dette af hensynet til sin stilling som direktør i Ølandenes Frøkontor i Rudkøbing og til at forældrene ikke skulle få kendskab til hans homofile liv, derfor var det også Axel Axgil der i begyndelsen var anført som ansvarshavende redaktør.

 

Kilde: Homofile kampår – Bøsseliv gennem tiderne Af Axel Axgil og Helmer Fogedgaard