SAMFUND

Hadforbrydelse: Tre mænd dømt skyldige i overfald nytårsnat

Patruljebil ved retten. Foto: Rigspolitiet.

Tre mænd er blevet kendt skyldig i hadforbrydelse i forbindelse det grusomme overfald, der skete nytårsnat 2023/24 på Rådhuspladsen i København. Her blev to mænd sparket i hovedet, tampet og slået på, samt råbt af.

To mænd på atten år og en mand på tyve år er blevet idømt fængselsstraffe for vold mod to mænd på Rådhuspladsen nytårsnat 2023-24.

Her traf gerningsmændene de to forurettede mænd. De kom med homofobiske tilråb og overfaldt dem derefter med adskillige slag, spark og tramp på kroppen og i hovedet.

Den ene af de dømte filmede overfaldet og delte det efterfølgende på et socialt medie.

Særdeles groft overfald

I Københavns Byret er de alle tre blevet kendt skyldige i grov vold mod den ene forurettede og vold mod den anden.

Retten har desuden fundet, at overfaldet var en hadforbrydelse med baggrund i de forurettedes seksuelle orientering.

”Det var et særdeles groft overfald. Vi har i retten fremlagt dokumentation for, at overfaldet skyldtes de forurettedes seksuelle orientering. Derfor er jeg tilfreds med, at retten på den baggrund har skærpet fængselsstraffene til de tre dømte,” siger anklager Sebrina Blaaberg i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

Ti månedens fængsel og advarsel om udvisning

Den tyveårige mand er desuden blevet dømt for at have tildelt en ukendt person et slag i ansigtet i et S-tog. Det skete samme nytårsaften kort før overfaldet på Rådhuspladsen. Det takserede rette til ti måneders fængsel, og da han er pakistansk statsborger, har han fået en advarsel om udvisning. Han modtog dommen.

Den attenårige mand, der deltog i volden og optog hændelsen, er blevet idømt otte måneders fængsel samt et forbud mod at opholde sig i nattelivet gældende i seks måneder. Han modtog ligeledes dommen.

Han blev også straffet for overtrædelse af straffelovens § 264 d, hvor det er strafbart at dele billeder eller video af personer under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere kreds – i dette tilfælde personer, der bliver udsat for vold.

Den anden 18-årige blev idømt seks måneders fængsel. Han udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.