GLORY ny udstilling på Museum KØN

Fredag den 11. oktober præsenterer KØN museet i Aarhus, deres nye særudstilling: Glory. Det er den anderkendte queerkunstner; Kim Richard Adler Mejdah, der står bag.
KØN museet i Aarhus, har en ny udstilling på plakaten. GLORY er resultatet af et partnerskab mellem samtidskunstner Kim Richard Adler Mejdahl og KØN. Den har afsæt i temaerne maskulinitet, patriarkatet, seksualitet og queerness genfortolker Kim Richard Adler Mejdahl KØNs kulturhistoriske samling i et kunstnerisk, pågående og humoristisk udstillingskoncept.
På museets sociale medier, har man løbende fået indblik i indsamlingen til, og opstillingen af udstillingen. Blandt andet har man kunne følge et Glory Hole, med plade, blive transporteret fra SLM Aarhus (som er de glade donorer) til KØN.
Pernille Taagaard Dinesen, direktør for museet fortæller i en pressemeddelelse:
”KØNs samling repræsenterer i overvejende grad kvinders og kønsminoriteters kulturhistorie, og det er derfor museets bevidste strategi at engagere en mandlig kunstner, der gennem sit eget levede liv kan Bidrage med relevante perspektiver på maskulinitet og manderoller i queer- og homokulturen.”
Hun bliver suppleret af Marie Sommer Arnoldsen, kurator på udstillingen:
”Udstillingens temaer er ekstremt aktuelle, men arbejdet med museumsgenstandene og de kulturhistoriske fortællinger, viser at denne aktualitet ikke er ny. Mange af tankerne om maskulinitet, patriarkatet og omsorg findes allerede i samlingen, men bliver i samarbejdet med Kim Mejdahl forløst på nye måder.”
Et bøsset perspektiv
Med udstillingstitlen GLORY er Kim Richard Adler Mejdahl flertydig i sit budskab. Dels peger han på fænomenet et ”glory hole”, et hul i en væg hvor man kan deltage i seksuel aktivitet, dels bruger han titlen som betegnende for et glughul – et symbolsk nøglehul – med kig ind til patriarkatets struktur og destruktive maskulinitetsforståelser.
”Udstillingen giver et bud på, hvordan vi kan komme videre fra den klassiske patriarkalske kultur og hen til en mere inkluderende verden. Alt beskues fra et bøsset perspektiv, da jeg gennem min seksualitet i særlig høj grad har mærket patriarkatets kølleslag.” fortæller han i en pressemeddelelse.
Multikunstneren Kim Richard Adler Mejdahl har base i København og er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor han tog afgang i 2019. Mejdahl har udstillet på bl.a. Kunsthal Charlottenborg, Overgaden og Rønnebæksholm samt internationalt på filmfestivaler i bl.a. Tyskland, Frankrig, Norge, Island og Sydkorea. Mejdahls mangefacetterede arbejde tager ofte udgangspunkt i kunstnerens personlige liv.
Forstå nutidens kønnede problemstillinger
KØNs samling består af ca. 30.000 genstande særligt omhandlende kvinders kulturhistorie fra år 1730 og frem til i dag. Samlingen er vokset stødt, siden museet opstod som frivillig organisation for kvinder i 1982 og under navnet ”Kvindemuseet i Danmark” blev stadfæstet som statsanerkendt museum i 1992. I 2016 blev museet pålagt et udvidet ansvarsområde af Slots- og Kulturstyrelsen til at omfatte kønnenes kulturhistorie, herunder kønsidentitet, familie, seksualitet og ligestilling, og i 2021 fulgte navneskiftet til ”KØN – Museum for kønnenes kulturhistorie”.
Museets og samlingens omdrejningspunkt har derfor historisk været kvindehistorien, men med Kim Richard Adler Mejdahls kunstneriske og kønnede blik, bygger udstillingen nu bro til flere relevante og ufortalte historier om køn, identitet, maskulinitet og seksualitet. Med udstillingen GLORY påpeger såvel Kim Richard Adler Mejdahl og KØN, at fortidens kulturhistoriske genstande er et nødvendigt afsæt for at forstå nutidens kønnede problemstillinger og kan aftabuisere svære emner.
GLORY / KØN – Museum for kønnenes kulturhistorie
Sted: Domkirkepladsen 5 | 8000 Aarhus C.
Udstillingsperiode: 11. oktober 2024 – 10. oktober 2025.