Fotografiets fortællinger i Odense: Love, Lust and Freedom – skildringer af Queerliv

Love, Lust and Freedom er en stor ny udstilling på Kunstmuseum Brandts i Odense, der lader fotografier fortælle Queer liv og dets kontraster.
Det er den første store danskproducerede udstilling, der har fokus på fotografiet som omdrejningspunkt, i forhold til at levere fortællinger om at leve autentisk som Queer. Det er mangefacetterede historier, værkerne fortæller os. De handler om at holde af sig selv som det menneske, man er. Stå ved sig selv, sit begær og sine lyster. Og ikke mindst kæmpe for retten til at elske, hvem man vil – og som man vil.
Det er alt lige fra rørende coming-of-age fortællinger og stille hverdagsglimt. Til poetiske beretninger om ensomhed og dyk ned i under-grundskulturer, der dyrker den kompromisløse livs-appetit og frigørelse. Fra det stille kys og vasketøjet til hardcore raves.
“Udstillingen inviterer os ind i et univers, hvor vi muligvis genkender sider af os selv eller oplever, at vores frisind sættes på prøve. Det handler om den helt basale ret til at elske, den man elsker, og til at
leve et liv, hvor man er tro mod sig selv” siger direktør for Kunstmuseum Brandts, Stine Høholt, i en pressemedelese.

Historisk kærlighed
Udstillingen har et særligt afsnit, der dykker ned i en stor del historisk materiale, der skildrer Queer kærlighedsliv. Denne del er skabt af seniorforsker og phd. Mette Kia Krabbe Meyer, KBU, som gennem det meste af sin karriere har forsket i netop dette aspekt af fotohistorien, og professor, ph.d. Rikke Andreassen, der som projektleder på RUC har forsket i queer kvinder.
Historisk har netop fotografiet haft en vigtig betydning for de lovløse mennesker, der har været nødt til at leve under radaren uden udsigt til at kunne stå åbent frem. Fotografier er blevet brugt som en
hemmelig kode. Eksempelvis har et foto af to mænd under en paraply signaleret, at man var homoseksuel. Mange har desuden haft et lille billede af deres elskede i inderlommen – en lille insisteren på, at “vi findes, vi er til”.
Det umiddelbare frirum
Love, Lust and Freedom tager udgangspunkt i historisk materiale, værker fra museets egen fotosamling og en række nulevende kunstnere, som kurator Marianne Ager har haft en tæt dialog med i
hele planlægningsfasen:
“Værkerne efterlader god plads til ens egen fortolkning, så udstillingen har en umiddelbarhed fremfor at fremstå som et politisk statement. Det er det frirum, kunsten kan skabe – udstillingen er ikke om nogen, men med nogen” siger udstillingens kurator, Marianne Ager.
Udstillingen viser værker af bl.a.: Mengwen Cao, MC Coble & Louise Wolthers, Samet Durgun, Nan Goldin, Marvel Harris, Florian Hetz, Clifford Prince King, Julie Lauerberg, Robert Mapplethorpe, Sven Marquardt, Rafal Milach, George Nebieridze, Niels Nedergaard, Ralf Obergfell, Tero Puha, Laurence Rasti, Mary Steen, Christer Strömholm, Dónal Talbot, Birk Thomassen og Wolfgang Tillmans.
Udstillingen løber fra den 23. marts 2024 til 05. januar 2025. Læs mere om udstillingen her.
