Første Oscar-nominerede transperson boykottede uddelingen
Sangerinde Anohni var nomineret til en Oscar for Bedste Sang, men droppede at deltage ved den prestigefyldte prisuddeling.
Som den første transperson nogensinde var Anohni – tidligere kendt som Antony Hegarty – i weekenden nomineret til en Oscar for sit nummer ‘Manta Ray’, der udgør soundtracket til dokumentaren ‘Racing Extinction’.
Men sangerinden boykottede den prestigefyldte prisuddeling, efter at hun ikke var inviteret til at optræde ved Oscar-showet søndag aften, hvor blandt andre Lady Gaga, The Weeknd og Sam Smith optrådte.
“Tiden gik, og jeg hørte ingenting (fra Oscar-arrangørerne red.). Langsomt gik det op for mig, at den ellers positive konsekvens af denne nominering var ved at blive trukket tilbage. Producenterne lader til at have besluttet sig for kun at have sceneoptrædener med sangere som anses for at være kommercielt holdbare,” sagde Anohni i en officielt udtalelse forud for Oscaruddelingen, hvori hun også forklarer, at hun ikke køber, at hun blev udelukket fra at optræde på grund af tidsbegrænsninger, når der i programmet var plads til den ikke-nominerede sanger Dave Grohl.
Sangerinden tilføjer til sine mange kritikpunkter af Oscarakademiet også, at arrangørerne havde oplyst hendes kønsidentitet under ‘paratviden’ på deres hjemmeside.
“Det er som at gnubbe salt i såret,” kommenterer hun og fortæller i udtalelsen, hvordan hun prøvede at få sig selv til at tage til Los Angeles, men i sidste øjeblik ikke kunne få sig selv til at gå ombord på flyet.
“Jeg forestillede mig, hvordan det ville være at sidde blandt alle Hollywoodstjernerne, hvor nogle af de modige ville nærme sig mig med triste ansigter og kondolencer. Dér sad jeg så og følte et stik af skam…”
Anohni siger, ifølge Queerty, at hun godt ved, at hendes eksklusion fra showet er mere baseret på, at hun ikke er et lige så kendt navn i USA, som de andre kunstnere ved showet, end det er baseret på hendes kønsidentitet. Det er dog alligevel endnu en ydmygelse i et system, der gør livet svært for transpersoner, siger Anohni.