SAMFUND

Fluid Festivalen sætter kvinderne på scenen

Den tre-dages gratis Fluid Festivalen hylder atter kvinder, non-binære og andre female-identified.   Foto: Tine Harden

Fluid Festival hylder for fjerde år i træk kvinder, non-binære og andre female-identified. Som den eneste festival i verden kan den gratis tredages festival præsentere  et koncert line-up med 100 % kvinder og non-binære i lead og en talkscene med 100 % kvinder og non-binære bag mikrofonen.

Årets Fluid Festival finder i år sted i dagene 15. – 17.  august på Vor Frue Plads, lige ved siden af Københavns Domkirke. Festivalen sætter også i år fokus på kønsbalancen i dansk kulturliv. Således havde Roskilde Festivalen i år 50 procent kvinder. Northside havde 14 procent. Copenhagen Pride havde sidste år 20 procent kvinder på scenen. Flere festivaler hævder, at der ikke findes tilstrækkeligt med kvindeligt talent.

Fluid Festivalen er en del af markeringerne under Pride-ugen i København, hvor Festivalen byder ind som selvstændig organisation, der hylder kvinder og non-binære og hele året arbejder for en bedre kønsbalance i kunst og kulturlivet.

”Fluid Festival har udelukkende kvindeligt identificerede headliners på scenen, fordi vi vil. Vi tror på, at ved at sætte 100 % fokus på kvindeligt identificerede kunstnere alle festivalens dage, kan det rykke noget. Vi tror på, at det er det, der skal til, hvis man for alvor vil kaste lys på problemerne og skabe ændringer,” siger festivalens medskaber og ansvarlig for musikprogrammet Janne Juul. Hun bliver bakket op af Festivalens anden medskaber Eva Bøggild:

Rystende skæve kønsbalance

”Den rystende skæve kønsbalance i dansk musikliv har været kendt, påvist og diskuteret i årtier. For nylig viste en meget omtalt DR-dokumentar, at musikfestivalerne aldrig har prioriteret kvindelige artister i samme grad som de mandlige. Og at mange stadig ikke gør det. Undskyldningen er ofte, at der ikke er nok kvindelige talenter at tage af og at man derfor ikke kan skabe en bedre kønsbalance på festivalscenerne uden at gå på kompromis med kvaliteten,” siger Eva Bøggild.

Hvis man har ønsket og viljen til det, kan der skabes en bedre kønsbalance i dansk kulturliv uden at gå på kompromis med kvaliteten – tværtimod. Det er ikke svært at finde kvindelige headliners, mener man hos Fluid Festivalen.

“Fluid gør det, fordi vi vil. Det lader sig gøre nu for fjerde år i træk i midten af København”, siger Eva Bøggild.

Fluid Festival har netop sat de første fem navne på plakaten – Lydmor, Freja Kirk, Øyunn, Rikke Bronx og Mai Schaarup.

Mest af alt er Fluid Festival en fejring

Fluid Festival of Copenhagen byder hvert år  velkommen til +20.000 gæster, der tager del i den fælles hyldest af kvinder, non-binære og gender-queers.

Ud over de mange koncerter byder festivalen også på debatter og talks.

“Ubalancen i kunst og kulturlivet er desværre også gældende i Pride-bevægelsen og øvrige mangfoldighedsmarkeringer – og ikke kun i festivalsæsonen. Vi fortæller gerne om modstand og kamp – men mest af alt handler Fluid Festival om fejring”, siger Eva Bøggild.

Du kan på festivalens hjemmeside følge med i de sidste nye opdateringer i årets festivalprogram.

Copenhagen Pride har fået ny adresse