Dansk HOMO-Historie

Eurogames (2003)

Det officielle program for Eurogames 2003 og to frække roere ved Bagsværd sø.
Foto: Eurogames 2003

I 2003 lykkedes det for Pan Idræt at blive vært for Eurogames, med deltagelse af over 2.500 bøsser og lesbiske fra hele Europa. Københavns Kommune både støttede arrangementet økonomisk og stillede gratis idrætsfaciliteter til rådighed.

Den lokale afdeling af den store idrætshovedorganisation, DGI, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger i København blev inddraget og det dengang nybyggede DGI­Byen blev en naturlig ramme for begivenheden. DGI Storkøbenhavn hjalp også til med det administrative arbejde og med regnskabet. Men ellers blev alt andet arbejde omkring Eurogames udført af frivillige, her især fra Pan Idræt, men også frivillige fra andre dele af homo-miljøet hjalp til.

DGI-Byen blev stedet, hvor man havde mulighed for at møde de udøvende atleter fra hele Europa, når de ikke var i kamp. Foyeren i DGI-Byen var under Eurogames 2003 omdannet til mødestedet ”Village”, hvor der blev underholdning med blandt andet Hjørnets Strigler, balletparodien Pas de Quattre og Drag-showet Tusnelda Tusindfryd. Ind imellem underholdningen sørgede en DJ for den rette lounge stemning.

Åbning af Eurogames 2003

Åbningen af Eurogames blev fejret med et stort show torsdag den 29. maj. Åbningsshowet var en skøn blanding af taler, sang, dans og gay aerobic. Men mest opsigtsvækkende var formentlig Dunsts sportsindslag.

Dunsts sportsindslag, som var med til at give de udenlandske gæster et fint indtryk af den nogle gange lidt specielle danske humor.
Foto: Jakob Hedegaard

Eurogames modtages på Rådhuset

Kulturborgmester Martin Geertsen stod for den officielle velkomst af Eurogames ved en reception på Københavns Rådhus fredag den 30. maj. Efter talerne blev gæsterne budt på buffet herunder de traditionelle rådhuspandekager. Det var første gang i Københavns Kommunes historie, at en homo-begivenhed blev officielt modtaget på rådhuset.

Gæsterne blev budt på buffet og de traditionelle rådhuspandekager, i midten til højre ses en ung Claus Bondam med to Eurogames deltagere.
Foto: Jakob Hedegaard

København i sportens tegn

De indledende konkurrencer blev afviklet om fredagen, og finalerne om lørdagen. De indledende runder blev afviklet i haller rundt om i København. Mens lørdagens finaler var samlet i DGI-Byen.

De forskellige sportsgrene blev afviklet i DGI-byen, Grøndalscentret, Valby Idrætspark, Gammel Valbyhal, Bagsværd Sø, Øbrohallen, Valbyhal 2 & 3, Sundbyhallerne, Bavnehøjhallen, Copenhagen Bitch Club og Fælledparken.
Foto: Jakob Hedegaard

X-Party Eurogames 2003

Eurogames 2003 kulminerede lørdag den 31. maj med en kæmpemæssig nattefest i DGI-byen. De omkring 3.000 danske og udenlandske homoer festede hele natten, på de fire store dansegulve, hvor der kunne vælges mellem pop/disko, house/trance, ball room og så DJ Alexis, som sørgede for gode rytmer til dansegulvet i selve svømmehallen.

Udover de mange dansemuligheder var der også andre happenings. På herretoiletterne sørgede to prominente Toilet Queens for ro og orden, mens et par utraditionelle sygeplejersker stod klar til at hjælpe tilskadekomne gæster.

At dømme efter de mange smil, må festen betragtes som en gigantisk succes. Festarrangørerne formåede virkelig at vise, at københavnske homoer forstår at stable en ordentlig fest på benene.

Tissekoner, dansegulv i svømmehallen og ”hotte” gæster, fyldte DGI-byen.
Foto: Jakob Hedegaard

Økonomien

Den økonomiske ansvarlighed, der blev udvist i Pan Idræt, betød at man kom ud med et overskud på 300.000 kr. fra Eurogames 2003.

Det var første gang, at et stort homo-arrangement i København gav overskud. Så Eurogames blev på mange måder skelsættende og satte nye standarder for, hvad det københavnske homo-miljø kunne præstere og organisere.

Dette betød også at flere politikere, blandt andet “homo-politikerne” Klaus Bondam og Jakob Hougaard, kunne se, hvilket potentiale et sådant stævne havde, når det blev båret oppe af stort set frivillige.

De var så positive over for Eurogames at de sagde, at hvis Pan Idræt en anden gang ønskede at være vært for en endnu større idrætsbegivenhed, så skulle de bare sige til.

Jacob Hougaard, Claus Bondam og da værende Kulturborgmester Martin Geertsen.
Foto: Jakob Hedegaard

Dette banede vejen for at København blev vært for VM i homo-fodbold i 2005 og World Outgames i 2009.

Selv om der ikke kom de forventede 8.000 deltagere til World Outgames 2009 så blev det en kæmpe succes. Det blev en uge, hvor mere end 5.500 deltagere fra 98 forskellige lande deltog i sportskonkurrencer, kulturevents og en konference om menneskerettigheder.

Kilder: Det er kærligt ment, Bjarne Lundis og Out&About

 

Læs også: Priden og Pan Idræt vil skaffe mega-event til København

Se også: Pan Idræt