Et voldtægtsoffers fortælling – komedie og tragedie

At overvære et voldtægtsoffers fortælling lyder som noget, der står nederst på listen når man skal en tur i teateret for at hygge sig. “En dans på kanten af friheden” er alt andet end det.

Folketeatret i Nørregade er kendt for deres vittige folkekomedier og folkekære klassikere. Nu er der kommet en ny forestilling på plakaten, der ligeså burde være allemandseje. Øverst oppe på kvisten indtager Louise Bindseil rummet og fremfører i en monolog hendes fortælling. Hendes helt egen fortælling om at være voldtægtsoffer.

Sjov med voldtægt uden at lave voldtægtsjokes

Det er med en vis spænding at man som publikum går ind i en så personlig og øm fortælling, men al usikkerhed bliver hurtigt bragt til skamme. Med et flow, der er nærmest omvendt stand-up comedy er Louise sjov, morsom og ironisk i hver en opbygning – for kun at slå det hele på plads med en alvorlig punchline.

Dit, mit og vores ansvar

Og det er netop et punch hver gang. Et punch der får en til at reflektere i både strukturer og individuelt ansvar. Ikke ansvar for hvorvidt man bliver voldtaget eller ej men om hvad vi er med til at skabe af svære situationer for eksisterende og (desværre) kommende voldtægtsofre. Hele forestillingen handler befriende lidt om selve voldtægten, men fængslende meget om os alle sammen. For som Louise påpeger: er der en kategori for en som hende, der ikke har en partner, men heller ikke er single og søgende? Der stilles det ene gribende spørgsmål efter det andet og man er tryllebundet af Louises timing.

Det intime og fængende rum

Den glitrende kulisse understøtter følelsen af at være fanget i en strålende verden, der som voldtægtsoffer kan være svær at navigere i. Både lyd- og lysdesign sender publikum ind i et hav af stemninger. Der åbner sig et intimt rum og det er som om Louise når at få øjenkontakt med hele publikum i løbet af sin performance. Det er umuligt ikke at få en lille flig af følelses havet med sig derfra.

Et af mine dogmer for anmeldelse plejer at være, at hvis jeg både griner og græder, så er der nogen der har fat i noget. Louise, alene på scenen, formår at massere både lattermuskler og tårekanaler undervejs. Og alt det på under en time. “En dans på kanten af friheden” rammer både noget aktuelt og universelt, tager solidt fat på svære emner og formår at formidle det på en både underholdende og rørende måde. Det minder os om at vi desværre alle sammen kender en som hende.

Man kan skynde sig at se forestillingen på Folketeatret fredag d. 8 april, hvor der er få billetter eller lørdag d. 9. april.

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Endnu en stærk fortælling om krigen i Afghanistan føjer intet nyt under den varme sol.