Ét år på Slottet

Danmarks ældste drag queen Tusnelda Tusindfryd underholdte ved Slottets et års fødselsdag.
Foto: Thomas R. Kristensen

LGBTQ-profilplejehjemmet Slottet fejrede et-års-jubilæum med Tusnelda Tusindfryd.

I 2015 fik Danmark sit første plejehjem med en LGBTQ-profil: Plejehjemmet Slottet, som ligger i De Gamles By på Nørrebro i København.

Et-års-jubilæet blev fejret på Slottet den 17. august, hvor Tusnelda Tusindfryd kom og sang for plejehjemmets beboere og gæster.

Tusnelda Tusindfryd er en af Danmarks ældste dragqueens og har efter eget udsagn netop rundet de 80 år. Mens hun sang, blev hun akkompagneret af Ole Knudsen, også kendt som Lille Knudsen på Café Intime.

Slottets forstander, Henriette Højsteen, takkede både Tusnelda Tusindfryd og gæsterne for at komme og være med til at fejre et-års-dagen.

”Vi vil gerne markere, at Slottet tager imod alle ældre uanset, hvilket kærlighedsliv de har levet. Man skal ikke være LGBTQ for at bo her, men man skal i hvert fald heller ikke hoppe ind i skabet igen, hvis man har en anden seksuel orientering eller kønsidentitet,” sagde Henriette Højsteen i sin velkomsttale.

Som på alle andre plejehjem i Danmark, kræver det visitation for at bo på Slottet. Man skal være plejetrængende for at komme på plejehjem. Og det er ved netop visitationssamtalen, at man skal fortælle, hvis man ønsker at få en plejehjemsplads på Slottet.

”I praksis gør visitatorerne deres yderste for, at folk kommer derhen, hvor de gerne vil, uanset hvorfor man vælger et bestemt sted,” siger Henriette Højsteen.

Slottets forstander, Henriette Højsteen, holdt tale.
Foto: Thomas R. Kristensen

 

Læs også: Kig forbi: Slottet