Er du Mr Gay Denmark 2018?
Den danske del af den internationale Mr Gay-konkurrence genopstår med nyt fokus. Nu gælder det ikke om at se godt ud, men om at være en god ambassadør for det danske LGBT-miljø.
Er du en rollemodel, som kan være en værdig repræsentant og ambassadør for det danske LGBT-miljø? Så burde du måske overveje at stille op til Mr Gay Denmark 2018.
Hvem kan blive Mr Gay Denmark?
Alle ikke-heteroseksuelle mænd, der ser sig selv som hørende til under LGBT-regnbuen, er fyldt 18 år og bosiddende i Danmark, kan deltage i Mr Gay Denmark. Det gælder også transmænd, der definerer deres kønsidentitet som mand – uanset hvor de er i deres transition. Alle uanset etnicitet, religion og fysisk udtryk kan deltage.
De ti finalister vil opleve Mr Gay Denmark-konkurrencen som en oplysende og uddannende proces at deltage i. Der vil i konkurrencen blandt andet være en skriftlig LGBT-test om menneskerettigheder, LGBT-historie og aktuelle LGBT-nyheder, der præger medierne.
Finalen bliver afholdt lørdag den 26. maj 2018.
Vinderen skal være parat til at være offentlig ambassadør for det danske LGBT-miljø, med alt hvad det indebærer af offentlig fremtræden ved arrangementer og i medier.
Vinderen deltager i Mr Gay Europe
Vinderen af Mr Gay Denmark 2018 bliver sendt videre til Mr Gay Europe, som i 2018 bliver afholdt i Polen – et land præget af stor homofobi og manglende rettigheder for LGBT-personer.
”At Mr Gay Europe 2018 afholdes i Polen, er en stor mulighed for den kommende Mr Gay Denmark til at overbringe budskabet fra det danske LGBT-miljø til vores ligesindede venner i Polen: ’I er ikke alene, og vi støtter jer i jeres kamp for rettigheder og retten til at leve, som dem I er’,” siger formand for Rainbow Business Denmark, Carsten Volden.
Rainbow Business Denmark ejer via Out & About rettighederne til Mr Gay Denmark og afholdelse af konkurrencen i Danmark.
Det nye koncept for Mr Gay Denmark er udviklet af de to tidligere vindere af Mr Gay Denmark Danni Sigen (2016), Christian-Sebastian Lauritsen (2013) samt DJ Mikael Costa.