Er det OK at fravælge homoseksuelle værtsfamilier?
Normalt må udvekslingsstuderende ikke selv vælge deres værtsfamilie. Men en særlig regel giver dem dog ret til at fravælge homoseksuelle værtsfamilier og enlige uden børn.
En læser har kontaktet Out & About, efter at hun havde deltaget i et informationsmøde hos udvekslingsorganisationen American Field Service (AFS).
Læseren deltog, fordi hendes yngste datter efter 9. klasse gerne vil et år til udlandet som udvekslingsstudent.
Udvekslingsorganisationer bestemmer
Sådan et udvekslingsophold kommer i stand ved, at den unge skriver en ansøgning til udvekslingsorganisationerne og fortæller lidt om sig selv, sit liv, sine interesser og fritidsaktiviteter.
Det samme gælder for de potentielle værtsfamilier i udlandet, som også skriver en ansøgning, hvor de fortæller om deres liv, interesser og fritidsaktiviteter.
Derefter parrer udvekslingsorganisationen de unge og værtsfamilierne, sådan som organisationen finder flest mulige matches.
Den unge udvekslingsstudent er forpligtet til at tage imod den værtsfamilie, som han eller hun får tildelt. Man kan altså ikke shoppe familie.
Dog findes der to undtagelser, hvor den unge får lov at sige nej og bede om en anden værtsfamilie:
- Hvis der er tale om en enlig person uden hjemmeboende børn.
- Hvis der er tale om et homoseksuelt par.
Homo-shaming
En homoseksuel værtsfamilie kan man altså sige nej til, selv om man ellers ikke kan bestemme, hvilken værtsfamilie man skal bo hos.
Det blev vor læser, der selv er lesbisk, oprørt over at høre:
”Jeg opfatter det som en form for homo-shaming og finder det utroligt, at den slags virkelig finder sted her i Danmark. Som teenager med drømme om et udlandsophold må man da uvægerligt spekulere over, hvad der mon er i vejen med homoseksuelle, når man nu som absolut undtagelse får lov at takke nej til en homoseksuel værtsfamilie, siger læseren til Out & About.
Out & About undersøger
Men hvad ligger der egentligt til grund for denne politik over for homoseksuelle værtsfamilier? Hvor stammer den fra? Er politikken dikteret fra hovedorganisationen, eller er man under pres fra andre aktører? Hvordan argumenterer de for denne særlige regel? Gælder den over hele verden og har andre udvekslingsorganisationer de samme særregler, når det gælder homoseksuelle værtsfamilier?
Det har Out & About besluttet at undersøge nærmere. Men det er ikke noget, udvekslingsorganisationerne skriver meget om på deres hjemmesider. Derfor har vi spurgt tre af de største udvekslingsorganisationer om deres holdninger til dette, og om hvilke særregler de har.
Det tre vi har kontaktet er: American Field Service/AFS, Youth for Understanding (YFU) og EF Danmark.
American Field Service (AFS)
American Field Service (AFS) svarer, at vi rammer et emne som ligger dem meget på sinde, og som de meget gerne vil i dialog omkring. De skriver:
”Vi er en forening som arbejder for interkulturel forståelse. Det gør vi primært gennem udveksling af unge rundt om i verden. Fra Danmark sender vi unge ud i verden på forskellige typer programmer og vi modtager ligeledes unge til Danmark på forskellige programmer.
Det er korrekt at vi internationalt har en procedure omkring placering af unge hos familier, der består af enlige forældre uden hjemmeboende børn og hos familier, hvor forældrene i hjemmet er af samme køn.
Proceduren er, at den unge forud for placering i en værtsfamilie kan tilkendegive, at den unge ikke ønsker en placering i en af de to ovennævnte typer af familier. Det skyldes hensynet til både den unge og til hensynet til værtsfamilien.
For danske unge er det ikke et problem og vi oplever ikke, at danske unge vælger en placering fra. Tværtimod har vi en oplevelse af, at danske unge er meget åbne overfor at bo i en værtsfamilie, der måske ikke ligner den familie de bor i i Danmark.
Udfordringen for os er netop at det er en international procedure. Vi er en del af en international organisation og må derfor efterleve de procedurer der er sat internationalt. Vi forsøger at ændre proceduren, således at må ikke som udvekslingsstudent kan fravælge en placering. Sammen med blandt andre Norge og Belgien vil vi fremsætte forslag om at ændre proceduren. Vi møder dog stor modstand fra lande særligt i Sydamerika og i Sydeuropa. Her er det utænkeligt, at man kan bo i en værtsfamilie med to forældre der har samme køn. Så det er en svær udfordring. Det vi har gjort, mens vi håber på at kunne ændre proceduren, er at aftale med enkelte lande som for eksempel Norge og Belgien, at vi laver vores egen procedure når vi udveksler unge mellem de lande. En procedure hvor man ikke kan fravælge en placering uanset årsag.
Når vi i Danmark opfordrer alle familiekonstellationer til blive værtsfamilier er det netop fordi vi gerne vil inkludere alle former for familier. Vi har hvert år et par regnbuefamilier blandt vores værtsfamilier. Det er vi rigtig glade for og vi håber at flere familier – også regnbuefamilier og andre typer af familier har lyst til at være værtsfamilie for et ungt menneske fra en anden del af verden.
I forhold til fravalg/tilvalg vil vi også gerne nævne, at vi har talt med flere regnbuefamilier som tilkendegiver, at de faktisk gerne vil have, at den unge er blevet spurgt inden. Derved er den unge positivt indstillet når den unge ankommer og det er med til at afstemme forventninger.”
Youth for Understanding (YFU)
Youth for Understanding (YFU) svarer, at det er et emne de overvejer at tage op i organisationen. De skriver:
”Hos YFU skal den udvekslingsstuderende og dennes familie have mulighed for at godkende en værtsfamilie, hvis der er tale om en enlig uden børn eller et homoseksuelt par der er værtsfamilie.
Men man gør meget ud af at i forvejen oplyse den udvekslingsstuderende og dennes familie om at der findes mange familiekonstellationer herunder enlige uden børn og homoseksuelle par der kan være værtsfamilie og spørger indtil om man har noget problemer med det og så spørger man igen hvis matchet er viser sig at være en af de to familiekonstellationer.
Udfordringen omkring homoseksualitet er at YFU er verdensomspændende og også inkluderer lande hvor homoseksualitet ikke er lovligt, derfor er der lavet en generel procedure som alle skal følge.
Hvis den udvekslingsstuderende selv er homoseksuel og ønsker en homoseksuel værtsfamilie, for f.eks. ikke at møde fordomme, så er dette kun muligt hvis man selv finder en homoseksuel værtsfamilie, som dog så skal igennem den sædvanlige godkendelsesprocedure. Der må ikke være nogen form for familierelationer mellem værtsfamilien og den udvekslingsstuderende.
Omkring værtsfamilier hvor den ene eller begge er transkønnede, så har man endnu ikke været ude i den problematik, derfor er det ikke noget man har diskuteret i organisationen, men det vil sandsynligvis være samme procedure som for homoseksuelle værtsfamilier.”
EF Danmark
EF Danmark har ikke svaret på vor henvendelse. Ifølge vores kilder, har de dog en lignende politik over for homoseksuelle værtsfamilier og enlige uden børn.