Doris Pollas bisat – læs mindeordene

Dorris Pollas døde for nylig 101 år gammel. Doris var med fra starten, da det der senere udviklede sig til LGBT+ Danmark blev stiftet i 1948. Under bisættelsen den 18. juni læste hendes gode ven Ole Møller Markussen følgende mindeord, som vi her har  fået lov at bringe, op ved bisættelsen.

 

Mindeord ved bisættelse for Doris Lillebil Pollas – 16.maj 1924 – 5. juni 2025

For bare syv år siden dukkede Doris op på forsiden af Out and About. Her blev hun præsenteret som den sidste nulevende medstifter af Forbundet af 1948.

I 2018 var jeg i gang med at interviewe medlemmer af de danske LGBTIQA-organisationer for Dansk Folkemindesamling, så det lå lige for at interviewe et menneske, der havde været med fra starten.

Doris var på det tidspunkt 94 år gammel, og interviewet kom i stand via Alice fra Silkeborg, der havde ledsaget Doris til LGBT+ Danmarks 70års jubilæum på Københavns Rådhus, og både Alice og Doris’ veninde Kira fra Ludvigslyst og hunden Bølle var til stede for at sikre, at alting gik ordentlig for sig, da jeg ankom til Doris’ hjem i Svejbæk.

Og så blev der ellers fortalt anekdoter. Fra barndommen som drengepige i Ringkøbing med en far, der var stor i slaget og en mor, der kunne rumme alt og tre søstre – særligt storesøster Alice, der både var Doris’ pseudotvilling men også hendes diametrale modsætning.

Der var fart på Doris fra starten, og det blev der ved med at være, og hun øste ud af anekdoter fra et travlt arbejdsliv i landvæsenet og i restaurationsbranchen og ikke mindst et liv med engagementer i en række foreninger.

Den sidste aktivist fra Kredsen af 1948

Mange anekdoter

Ud over anekdoterne var der også fotografierne og udklippene. Allerede i 1930erne var Doris i avisen med billede. Her startede hun som teenager Ringkøbings første afdeling af De Blå Spejdere, og op gennem årene lå der en mængde udklip fra diverse lokale og landsdækkende blade med billeder af Doris som forkæmper for Dyrenes Beskyttelse og som indehaver af både hundepension og kattehotel. Men Doris havde lagt de fleste hverv bag sig, da hun trådte frem som homofil foregangskvinde i 2018.

Jeg var selvfølgelig ikke den eneste, der blev interesseret i Doris. Der var mange, der gerne ville møde hende og høre hendes fortællinger både til almindelig oplysning, til forskning og til ren fornøjelse, men Doris gjorde det til min opgave at sortere i henvendelserne. ”Det er ligesom Hollywood stjernerne, der har sådan en manager!” sagde hun, og så sendte hun folk videre til mig.

Det betød, at da pandemien ramte landet, kom jeg til at være i boble med Doris. Med mulighed for logi på Kiras covid-lukkede Traktørsted kunne jeg pendulere fra Sjælland til Svejbæk, og vi kunne fortsætte vores samtaler og kigge på flere billeder, og jeg blev en del af den kreds af mennesker, som Doris holdt fast omkring sig.

Det er en imponerende egenskab; At kunne samle mennesker, og den egenskab besad Doris livet ud. Hun lyttede til sit hjerte, sin fornuft og sin krop. Hun fulgte sin kærlighed til kvinder, til hunde og katte, til fest og til farver. Som det dyre-menneske hun var, kæmpede hun for biodiversitet og dyrevelfærd. Men hun var også i allerhøjeste grad et menneske-menneske, så hun kæmpede også for mangfoldigheden og mod isolationen og ensomheden blandt homofile.

Et forenings menneske

Og hun kæmpede aldrig alene. Hun var i sandhed et forenings menneske, og indsatsen i Forbundet af 1948 fik Doris endda æresbevisninger og påskønnelser for fra både foreningslivet og medierne og kongehuset.

Der findes rigtigt mange mennesker, der har brudt nye veje og været foregangspersoner, og de fleste træder tilbage, når de bliver gamle. Men når Doris’ liv nu står for os som en række lange og seje træk i flere gode retninger, så er det fordi hun valgte at træde i karakter på en måde, der gjorde hendes liv synligt og eksemplarisk.

Det er det, der gør Doris enestående: At hun trådte frem i så sen en alder, og at hun forstod sin egen rolle som vidne og som levende bevis på, at mangfoldighed ikke er noget nyt, men blot har udfoldet sig – eller ikke foldet sig ud – under forskellige vilkår gennem tiderne.

Og de seneste års synlighed var en kraftpræstation, men også til tider en kraftanstrengelse, og den må vi alle sammen takke hende for!

For livet er ikke nemt, når man bliver gammel, som storesøster Alice skrev i et fødselsdagskort. Da storesøster Alice gik bort for et halvt år siden, i julen, da mistede Doris også noget af gnisten, og det gik hurtigt ned ad bakke. Men selvfølgelig ikke hurtigt nok for Doris, når nu det ligesom var besluttet, at det var den vej, det gik.

Men hun nåede frem, og – ligesom mange andre – er jeg bare glad for, at Doris lukkede mig ind i den kreds af mennesker, der på forskellige måder fulgte med og løste opgaver omkring hende. Mad og indkøb, pleje, samtaler, management, rengøring, repræsentation, avishentning, tv-indstilling, billedophængning, græsslåning, fødselsdagsfejring og begravelsesforberedelser.

Kontrol over detaljerne

Doris havde kontrol over detaljerne til det sidste. Vi er en hel lille flok, der bare kommer til at savne hendes stemme og hendes insisterende ukuelighed i hverdagen.

Til slut vil jeg citere Doris. Da en yngre kvindelig journalist spurgte Doris, hvad hun ville give af gode råd til sig selv, hvis hun kunne møde sig selv som trettenårig, svarede Doris:

”Vær den du er! Gør det du vil! – og gør det med hjertet!”

Æret være Doris Lillebil Pollas’ minde.

Ole Møller Markussen