ANMELDELSER

Don Carlos – store følelser og vildt drama

Don Carlos og Rodrigo.           Foto: Miklos Szabo

Opera: Verdi skildrer i Don Carlos de store følelser og digter vildt på dramaer ud fra historiske forlæg – men det er IKKE historieundervisning. Der skal være kunstnerisk frihed.

Don Carlos er nummer 23 ud af 28 operaer, som Giuseppe Verdi (1813-1901) komponerede.  Verdi nærstuderer og blotter de tætte bånd, som familie, venskab og kærlighedsforhold kan indeholde. Han iscenesætter med fængende musik og sang de dramaer, der afbilder magtstrukturer, opture og nedture, kærlighed og had, skuffelser og bedrag,– herunder selvbedrag. Hold hovedet koldt for at følge med.

Scenen er sat

Den unge franske prinsesse Elisabet, fremragende sunget af Gisela Stille, er forelsket i Don Carlos, Matthew White, søn af Kong Philip, Stephen Milling. Men ak, af magtpolitiske årsager og af hensyn til freden, gifter Kong Philip sig med den smukke unge franske prinsesse. Trekantdramaet er født. Intet er historisk korrekt, men drama skal der til.

Og drama mellem Konge og Kirke kommer der også. Verdi udfolder sin egen lille magtkritik hér. I Verdis samtid var den katolske kirke voldsomt dominerende. Og Verdi sagde om sig selv, ’Jeg er en lille smule ateist’. Men direkte kunne det ikke siges; dengang. Et oprør blev det ikke til. Når de magthavende strides, så er det, at kunsten må træde til og udøve magtkritik. Det samme kan man sige om vores egen samtid –  men ikke mere om det.

Inkvisitionen hærger i historien

Hvordan rydder man sine fjender eller bare ’ikke-samme meningsfæller’ af vejen. Det gør man med falske anklager – og sådan kan magten bibeholdes, tror Storinkvisitoren. Og her ser man på scenen uenighed mellem de to magter, Kongen og Kirken. Interessant. Men intermezzoet bliver kort, og vi er straks tilbage ved de store følelser.

Forviklingerne omfatter også hemmelige breve om stævnemøder med stedfortrædende. De evige tre, men her er der blot lidt flere. Eboli elsker Don Carlos, som elsker Elisabeth, som elsker Don Carlos, hvis far elsker Elizabeth, men han fik kun hendes krop til ægteskab, ikke hendes sjæl – og så er det alligevel ikke lykkeligt, som Kong Philip har en længere arie om. Det er et dramatisk mesterværk i en fantaserende moderne iscenesættelse med udstrakt brug af digitale medier. Vi kommer også rundt om billedkunst på de digitale malerier af Velázquez, Goya og Picasso. Spanien er med hele vejen.

Der er mange lag at nyde i denne opsætning af Don Carlos. Helt bestemt et besøg værd.

Info:

Musik Giuseppe Verdi / Librettist Antonio Ghislanzoni og Camille du Locle / Dirigent Jordan de Souza / Iscenesættelse Davide Livermore / Korsyngemester Steven Moore / Scenograf Gio Forma / Kostumedesigner  Mariana Fracasso / Lysdesigner Antonio Castro / Videodesigner D Wok / Det Kongelige Kapel og Operakor i samarbejde med Den Norske Opera og Den Finske Nationalopera / Koncertmester Mikkel Futtrup og Emma Steele / Korsyngemester Steven Moore / Don Carlos synges på italiensk med danske og engelske overtekster.

Sidste opførelse 19. oktober 2024.