SAMFUND

Der skal være plads til alle

Tina Christensen.
Foto: Privat

Tina Christensen er næstformand i 3F og er ansvarlig i fagforbundet for ligestilling og herunder LGBT+ området.

”Da jeg voksede op i 1970’erne og 1980’erne, var der ikke nogen, der talte om LGBT+ personer hverken i skole, på diskoteket eller i det omgivende samfund. Når jeg i dag tænker tilbage, kan jeg se, at det stadig er et meget tabubelagt emne”, fortæller Tina Christensen, næstformand i Danmarks største fagforbund 3F til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.

Stadig et tabu

Selv om der er kommet en større åbenhed, så oplever hun jeg stadig, at det er tabubelagt på arbejdspladsen og generelt i samfundet at tale om LGBT+ personer.

”Og det er også så mere, end jeg bryder mig om. Der er stadig mange ting, som vi ikke taler om på arbejdspladsen. Det kan for eksempel være svært at tale om, at der er andre familieformer end mor og far. At der fx også er regnbuefamilier”, forklarer Tina Christensen.

Hun mener, at der mangler en fælles viden og grundlag om LGBT+ personer at tale ud fra. Tina Christensen peger på, at når vi skal ændre på en kultur, så er arbejdspladsen et godt sted at gøre det.

”For her er vi sammen og taler om, hvad det er, at vi hver især går og tumler med”, lyder det fra Tina Christensen.

Der skal være rummelighed

For hende er det ret enkelt, hvorfor man i 3F arbejder med LGBT+ personers trivsel.

”Vi baserer os som fagforbund på værdier, om at der skal være rummelighed og plads til alle på arbejdspladsen, og det gælder også LGBT+ personer. Vi hjælper vores medlemmer med at have en god hverdag og god arbejdsdag. Det gør vi på LGBT+ området blandt andet via FIU-ligestilling, hvor vi sammen med andre i fagbevægelsen prøver at sætte en ligestillingsdagsorden på det danske arbejdsmarked”, fortæller Tina Christensen.

Hverken tidligere eller nu har hun haft ret mange LGBT+ personer i hende omgangskreds.

”Jeg kunnet godt ønske mig, at jeg selv kendte flere LGBT+ personer, både da jeg var ung og i dag. Jeg prøver derfor at lære af det, jeg hører, og de LGBT+ personer, jeg møder. Det er vigtigt for mig, at vi får fortalt om LGBT+ personers hverdags- og arbejdsliv, for det er sådanne historier fra virkelige mennesker, der er med til at bryde tabuer ned og rykke holdningerne på arbejdspladsen og generelt i samfundet”, understreger Tina Christensen.

Se også: Da døden kom til Tappernøje