SAMFUND

Dansk YouTube-stjerne springer ud

Youtuberen Morten Münster.
Foto: Morten Münster / YouTube

Endnu en Danmarks største youtubere med næsten 300.000 følgere springer i dag ud i en meget personlig video.

20-årige Morten Münster har næsten 300.000 følgere, som følger med i hans gøren og laden på YouTube. I dag overrasker han mange af dem i en dybt personlig video, hvor han fortæller, at han er homoseksuel.

Morten Münster sprang ud for familien og nære venner for et par år siden, og det var en positiv oplevelse fortæller han lørdag til BT.

”Min families reaktion var rigtig god. De blev faktisk meget lettede, da jeg fortalte det. Jeg havde nemlig ringet til dem grædende, og sagt, at nu kom jeg hjem og fortalte en stor nyhed. Så er det klart, de troede det værste. Da jeg så sagde det, var de sådan ‘Nå. Var det bare det?’”

Morten Münster kniber en tåre i videoen, da han undskylder over for de piger, som han har mødt.
Foto: Morten Münster / YouTube.

Blev et gladere menneske

Efter at være sprunget ud for venner og familie oplevede Morten Münster, at han blev et gladere menneske.

Nu er turen så kommet til de mange følgere på YouTube, som han egentlig havde besluttet ikke var noget de behøvede at vide, men når hans indslag ofte kommer ind på emner som kærlighed og sex, så har han genovervejet situationen:

”Jeg er træt af at skulle lyve hele tiden, og skulle lyde heteroagtig, når vi snakker om sex og kærester og den slags. Jeg er træt af at skulle springe ud over for folk hele tiden, så jeg håber, at det her bliver sidste gang”, fortæller han til BT.

Mangler at møde kærligheden

Morten Münster er single, og mangler endnu at møde den eneste ene.

”Jeg har været ude og udforske min seksualitet, hvilket altid har været en drøm. Men der har ikke været noget kærlighed endnu, jeg er ikke rendt ind i den eneste ene”, fortæller han til BT.

En hurtig gennemgang af de foreløbig 800 kommentarer til hans spring-ud-indslag viser masser af kærlighed og respekt. Du kan se Morten Münsters video herunder.