Dårlig trivsel blandt LGBT+ personer handler om mere end homofobi hos religiøse miljøer

Dette er et debatindlæg: Teksten giver alene udtryk for skribentens egen holdning. Out & About ønsker at bidrage til en bred debat og modtager gerne debatindlæg, som formuleres inden for straffelovens og presseetikkens rammer.

Velfærdssamfundet har et særligt ansvar, hvis der skal rettes op på den dårlige trivsel blandt LGBT+ befolkningen. Pride-flag, luftige paroler og kritik af religiøse miljøer er ikke nok.

Af Johnni Maarup Andersen, netværksleder, Socialdemokratiets Regnbuenetværk

I løbet af sommeren fejrer tusindvis af danskere Pride landet over. Jeg kan umuligt nævne dem alle, men budskabet er klart: Pride ikke længere kun noget københavnsk.

Det er folkeligt og landsdækkende, og handler om noget helt grundlæggende: At vi, der bryder med normerne for seksualitet, køn og krop, skal kunne leve åbent og trives i det samfund, vi er en del af. Præcis som alle andre – og især i et velfærdssamfund som det danske, hvor lighed ikke blot er ord. Men et redskab til at sikre trivsel for alle.

Det lyder ligetil og bør ikke være kontroversielt.

Og dog, for når Pride-flagene er pakket væk, og medierne er smuttet videre til det næste, står vi tilbage med en dyster virkelighed. Bag skåltalerne om mangfoldighed og tolerance gemmer sig en hverdag, hvor alt for mange LGBT+ personer kæmper med mistrivsel og udsathed.

Der er dem, der vil mene, at jeg overdriver. Men vi kan og bør med rette kalde det for en trivselskrise. En krise der kræver mere end kun at blive kogt ned til, hvor stor homofobien er hos religiøse mindretal, som mange politikere har gjort efter VIVES undersøgelse om homofobi i Danmark. Men som behøver reel politisk ansvar og handling. Og ikke drevet af mavefornemmelser og fordomme, som det borgerlige Danmark ynder at gentage. Men af dokumenteret viden om dem, det handler om.

Vores LGBT+ unge svigtes

Sidste år dokumenterede VIVE en realitet, der skal tages alvorligt: LGBT+ unge mellem 15 og 25 år bliver systematisk svigtet. De kæmper dobbelt så meget med angst og depression som deres jævnaldrende. I grundskolen følte hver sjette sig sjældent eller aldrig trygge – dobbelt så mange som deres klassekammerater. Samtidig turde mellem 30 og 40 procent ikke engang at tale med deres lærer om seksualitet eller kønsidentitet. Og næsten halvdelen havde skadet sig selv, hvilket var fire gange så mange som deres jævnaldrende.

Når dobbelt så mange studerende med LGBT+ baggrund dropper ud af deres ungdomsuddannelse, ofte pga. psykiske og sociale problemer, skyldes det ikke manglende evner, men et uddannelsessystem, der ikke formår at rumme dem. Alene i Odense Kommune viste hele 71 procent tegn på psykisk mistrivsel.

Hvis unge bryder med normerne for køn og seksualitet, bliver deres skole- og uddannelses- sted ikke kun et sted for læring. Det bliver også en daglig kampplads mod blikke, skældsord, mobning og flertallets forventninger, der ikke gør det omkostningsfrit at være sig selv.

Lighed i sundhed skal være for alle

“Lighed i sundhed” – og dermed i vores trivsel – kan lyde som en slidt kliché. Men det er en grundværdi i vores universelle sundhedsvæsen.

Desværre udfordres det, når patienter ikke mødes med den rette viden, respekt og forståelse for, hvem de er og hvordan deres seksualitet eller kønsidentitet spiller ind sundhedsmæssigt. Og selvom der bor LGBT+ personer i hele landet, som er afhængige af det nære sundhedsvæsen, er det kun Region Hovedstaden og Region Syddanmark, der for alvor har fundet det relevant at arbejde med, hvordan man sikrer et rummeligt sundhedstilbud.

Som mange andre bøsser værdsætter jeg AIDS-Fondets test- og rådgivningsklinikker, Checkpoint, hvor man gratis kan blive testet for og få rådgivning om sexsygdomme. Men at det er nødvendigt, skyldes en trist realitet: En stor del af LGBT+ personer oplever, at der her tales skamfrit om sex. I modsætning med mødet hos deres praktiserende læge.

Eller tag det faktum, at mænd, der har sex med mænd, er i øget risiko for at få analkræft, og hvor det for nogle kan opstå tidligere end hos heteroseksuelle. Særligt for dem, der lever med HPV eller HIV. Dog mangler der en national plan for screening eller et forebyggelsesprogram.

Er velfærden kun for heteroer?

Det er på tide, at vi stiller politikerne et grundlæggende spørgsmål:

Hvis velfærd handler om at skabe et samfund, hvor folk trives, og alle borgere får mulighed for at leve et godt liv: Kan man så med god samvittighed sige, at det velfærdssamfund – vi alle er med til at opretholde – lever op til sit ansvar over for LGBT+ personer?

Lad os tage sagen fra Aarhus om skattebetalt stemmetræning til transpersoner. Det er et glimrende eksempel på en blind vinkel, hvor fællesskabet burde træde til.

Nogle vil mene, det er overflødigt, at det offentlige skal dække den udgift, og det var det rigtige at sløjfe den mulighed, som man gjorde i Aarhus.

Men hvis stemmetræning – betalt af velfærdssamfundet – hjælper transpersoner til at gennemføre en uddannelse, komme i job og blive en del af fællesskabet på en arbejdsplads: Vinder vi så ikke i den lange ende?

I 2020 var beskæftigelsen blandt transpersoner i alderen 25 til 54 år alarmerende lav. Kun 53 procent var i arbejde, og for transkvinder var tallet helt nede på 43 procent. Til sammenligning var næsten 90 procent af de ciskønnede i beskæftigelse.

Derfor skuffer det, at SVM-regeringen har skubbet ansvaret for stemmetræningen over på kommunerne. Velvidende, at det skaber ulighed alt efter, hvilket postnummer man har som transperson. Og det endda for en gruppe borgere, der i forvejen er blandt de mest udsatte.

Det handler om trivsel – ikke om man er woke

Dette er ikke et spørgsmål om wokeisme. Om man er woke eller ej. Eller om en polariserende kulturkamp, der kæmpes fra skyttegrave på de sociale medier.

Dem, der styrer og som har ødelagt den diskussion er tastaturkrigere og dansk politiks yderfløje, der holder den kørende for egen vindings skyld. For at score billige point hos deres kernevælgere. Ved at forsimple det til en kamp mellem “almindelige mennesker” og karikerede minoriteter, tager man ikke ansvar for at skabe trivsel for alle borgere. Dansk Folkeparti, der har gjort det i årevis, er ligeglade med de strukturelle udfordringer og den ulighed, der præger os som LGBT+ personer. De ser stort på ensomheden blandt ældre med LGBT+ baggrund.

Nej, det her handler om noget så universelt som trivsel. Eller i dette tilfælde: mistrivsel.

Velfærden har et særligt ansvar

Jeg er med på, at vi skal sige fra over for homofobi, uanset hvem det kommer fra. Der er ingen undskyldning for intolerance – hverken fra muslimer eller kristne. Men som en, der har været udsat for homofobi provokerer det mig, når magthaverne forsimpler debatten om, hvordan vi skaber bedre vilkår for LGBT+ personer, til udelukkende at handle om homofobi. Det er dovent og ideforladt, og vi skal som LGBT+ personer stille krav og forventes mere.

Vi skal være kritiske og se dette fra et bredere og større perspektiv: Når velfærdssamfundet og dets institutioner sætter rammerne for vores tilværelse, er man nødt til at sikre, at de skaber de bedst mulige vilkår – også for LGBT+ befolkningen.