KULTUR

Copenhagen Pride smider paneldeltager ud i sidste øjeblik

Alle bøsser der søger i Danmarks logo.

 

Copenhagen Pride havde inviteret Anders Bendiksen fra facebookgruppen ”Alle bøsser der søger i Danmark” med i panelet, der i morgen tirsdag skal diskutere det meget relevante emne “Facebookgrupper: socialisering og ensomhed”. Noget, som vi her på Out & About også tidligere har skrevet om.

Men i dag mandag – dagen før dagen debatten skal foregå, har Anders Bendiksen til sin store overraskelse modtaget en mail fra Copenhagen Pride, hvor man skriver, at han ikke længere er ønsket i panelet.

Priden skriver blandt andet i sin mail til Anders Bendiksen:

”Der har været nogle hårde debatter i gruppen “Alle bøsser der søger i Danmark”. Blandt andet har nogle med minoritetsetnisk baggrund oplevet eksklusion i en grad, så de har følt sig nødsaget til at melde sig ud. Dertil kommer en række transfobiske kommentarer. Trods opfordringer fra andre i gruppen, valgte adminteamet ikke at gribe ind, og gruppen opleves derfor ikke længere tryg for transkønnede bøsser.

Den måde I driver jeres gruppe på, har bevirket, nogle af de mest udsatte i jeres målgruppe ikke kan være trygge i dette digitale rum. Det strider mod Pridens grundlæggende værdi om en høj grad af inklusion, og nultolerance overfor homofobi, transfobi, racisme, tykfobi, osv”.

Priden ser sig på den baggrund nødsaget til at trække invitationen til Anders Bendiksen til panelet tilbage.

Ked af sagen

Anders Bendiksen, som bestyrer facebook-gruppen ”Alle bøsser der søger i Danmark” er meget ked af sagen. Og han har derfor henvendt sig til Out & About. Han forklarer her:

”Vi, der administrer siden lægger vægt på, at alle er velkommen – selvfølgelig også transkønnede. For en måned siden havde vi en debat om transkønnede, og der greb vi hurtigt ind og stoppede den, og vi uddelte flere advarsler til folk. Debatten er også efterfølgende blev slettet. Vi ønsker nemlig ikke at lægge plads til, at nogle udtrykker had til transkønnede eller andre LGBT+ personer. Så jeg synes, at vi har gjort alt, hvad vi kan for at have en ordentlig og sober debat på vores side”, fortæller Anders Bendiksen.

Han undrer sig meget over, hvad der konkret er sagens indhold og undrer sig desuden over den meget sene henvendelse fra Copenhagen Pride.

”Copenhagen Pride har ikke sendt nogle beviser for deres påstande. Hvis de har haft kendskab til sagen i noget tid, hvorfor har de så ikke rettet henvendelse noget før”, spørger Anders Bendiksen.

Han understreger, at man holder meget øje med de debatter, der er på facebooksiden, og med, hvordan medlemmerne taler til hinanden.

”Vi er meget kede af, at her dagen før, at jeg skulle have deltaget i paneldebatten om facebookgrupper, socialisering og ensomhed”, så får jeg at vide, at jeg ikke kan få lov til at deltage”, siger Anders Bendiksen, som ellers havde set meget frem til debatten.

Facebookgruppen ”Alle bøsser der søger i Danmark” har på under to år opnået små 2.000 medlemmer.