SAMFUND

Checkpoint testklinikker reddet igen igen

AIDS-Fondets Checkpoint-klinikker bliver reddet i en ny aftale mellem regeringen og Folketingets partier.
Foto: Aids-Fondet

En ny aftale mellem regeringen og Folketingets partier redder atter engang AIDS-Fondets Checkpoint-klinikker. Fondet mangler dog stadig 2,2 mio. kr. for at dække det nuværende behov for test og rådgivning.

Der er godt nyt til de mange unge og LGBT+ personer, som står i kø for at få rådgivning og blive testet i AIDS-Fondets Checkpoint-klinikker.

Regeringen er sammen med Folketingets partier nemlig blevet enige om at afsætte 4,8 mio. kroner til test og rådgivning i Checkpoint i år og 2 mio. kroner næste år.

Den nye aftale vækker naturligvis glæde i AIDS-Fondet.

“Det betyder virkelig noget for den seksuelle sundhed for unge og LGBT+ personer, at der er et tilbud som Checkpoint. Vi er utroligt glade for, at Folketingets partier har prioriteret netop Checkpoint”, siger Aids-Fondets direktør Lars Christian Østergreen.

AIDS-Fondet mangler dog stadig 2,2 mio. kroner for at kunne imødekomme det nuværende behov for test og rådgivning. Derfor lyder AIDS-Fondet opfordring til oppositionen på at løfte Checkpoint ind i forhandlingerne om Finansloven, så det sidste hul kan blive lukket.

“Checkpoint er et vigtigt supplement til vores offentlige sundhedsvæsen. Vi henvender os til særligt udsatte målgrupper som LGBT+ personer og unge i alderen 15-29 år, der ikke ønsker at opsøge det etablerede sundhedssystem”, tilføjer Lars Christian Østergreen.

Usikker økonomi

Som mange andre organisationer kom også AIDS-Fondet i klemme, da de såkaldte satspuljer udløb ved udgangen af 2022.

Driften af Checkpoint blev i år sikret gennem private donationer og en etårig bevilling i forbindelse med forhandlingerne om SSA-reserven. Bevillingen på næste års finanslov er dog også etårig.

Derfor mener AIDS-Fondet, at der er behov for at se på en permanent løsning, som sikrer Checkpoints fremtid som supplement til de testtilbud, som det offentlige og andre organisationer tilbyder.

“Det er lykkedes os at skabe et tilbud, som er populært blandt unge og LGBT+ personer, fordi målgruppen føler sig set og hørt. Samtidig tester en stor del af dem positive, og det betyder, at vi har fat i en målgruppe, som er i risiko for sexsygdomme”, siger Lars Christian Østergreen.

Derfor er målet for AIDS-Fondet at finde politisk opbakning blandt Folketingets partier. Der er nemlig brug for en meget mere ambitiøs og styrket indsats mod sexsygdommer, mener Lars Østergreeen.

 

Fakta

I dag finder der Checkpoint-klinikker i København, Aarhus, Aalborg, Odense og på Frederiksberg.

I 2022 fik 12.000 unge og LGBT+ personer test eller rådgivning i Checkpoints klinikker.

Flere og flere bliver ramt af sexsygdomme, og det er særligt unge i aldersgruppen 15 til 24 år samt LGBT+ personer, som fylder i statistikken.

Den hyppigste sexsygdom er klamydia, hvor der i 2022 blev fundet 41.634 nye tilfælde. Det er 14% flere end året før.

86% af samtlige klamydiatilfælde var i aldersgruppen 15 til 29 år.

I år er der desuden også konstateret en markant stigning i tilfælde med gonorré blandt unge i København og i Nordjylland.

Læs også: Overgangsalder for mænd