Carsten Nagel fylder 70 år

Carsten Nagel er blevet kaldt hele Danmarks bøsseforfatter. Allerede som 20-årig debuterede han og slog igennem i 1976 med bogen Som mand(d) behager.
Det var dengang ikke hverdagskost, at der udkom en bog om at være bøsse – og ovenikøbet en lykkelig en af slagsen.
Carsten Nagel endte også på avisernes spisesedler, og massevis af interview fulgte efter. Han har siden udgivet en række bøger, ikke kun om at være bøsse. Et gennemgående tema i Carsten Nagels i bøger er nemlig frihed. Han forklarer det selv sådan her:
”Der er friheden til at være sig selv på tværs af norm og form, seksualitet, køn, klasse og konventioner. Sådan har jeg skrevet, og sådan har jeg forsøgt at leve. Og det uanset om mine bøger handlede om kønsroller, kærlighed, krig og flygtningeliv, eller der var tale om en underholdende krimi. Når jeg i de her dage skal sige det kort, plejer jeg at sige, at jeg står for alt det, som Trump er imod,” lyder det fra Carsten Nagel, som fylder 70 år den 8 april.
Han nyder sin tilværelse og er stadig aktivt skrivende. Senest har han medvirket i bogen Regnbueland – Om Livet som LGBT’er i Danmark.
Desuden findes alle Carsten Nagel bøger på eReolen, heriblandt Mandens sidste nat, Passionsfrugter & al slags vejr, Knock-out og Zehras flugt.
Hør også podcasten: Carsten Nagel – blev kaldt Danmarks bøsse nummer 1
