SAMFUND

Bryan Rice sang håbet frem ved præsentationen af årets julemærke

Bryan Rice sang med børnekor, da årets julemærke skulle afsløres.  Foto: Ulla Munch-Petersen

Der var ikke et øje tørt, da Bryan Rice sammen med børnekoret fra Julemærkehjemmet Liljeborg sang håbet frem, da årets julemærke skulle afsløres.

Traditionen tro blev årets julemærke præsenteret ved Københavns Rådhus. Tilstede ved arrangementet var Hendes Majestæt Dronning Mary, der er protektor for Julemærkefonden. Blandt de andre tilstedeværende var livsstilsekspert og bestyrelsesleder Anne Glad Wagner og næstformanden for Københavns Borgerrepræsentation, Andreas Keil (A).

Årets julemærke hedder ”Julehåb og ønskestjerner” og er udført af kunstneren Emilie Melgaard Jacobsen.

Hendes visioner bag årets er , at julemærket skal være et skulderklap til de voksne, der er en fast og sikker klippe, når børn og unge møder modgang i svære tider. Ligeledes er julemærket en hyldest til de seje og modige børn, der kæmper sig frem mod en lysere fremtid.

På mærket ses en ugle og en isbjørn, som repræsenterer de voksne, der skaber trygge og sikre rammer for børnene. Mens de små snefnug, der ridder på uglens og isbjørnens ryg symboliserer børnene på landets julemærkehjem. Børn, der har håb og drømme om at få det bedre.

Dronning Mary og Emilie Melgaard Jacobsen, som er kunstneren bag årets julemærke, som har fået titlen Julehåb og ønskestjerner.   Foto: Ulla Munch-Petersen

Det er en styrke at være anderledes

Ved arrangementet fremførte Bryan Rice sit store hit ”No Promises” sammen med børnekoret fra Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde.

Inden de begyndte at synge, fortalte Bryan Rice, hvordan han som barn var blevet mobbet på grund af sin stemme. Han fortalte om, hvordan han var gået fra at skamme sig over sin vokal til i dag at have sangen som sin levevej.

Han mindede børnene om, at det, der gør en anderledes ofte er ens største styrke. Denne fortælling var sammen med den fine sangpræstation med til at lade håbet vokse frem i både børnenes og de fremmødtes hjerter. Der var ikke et øje tørt i salen, efter den sidste tone var blevet sunget.

Bryan Rice har flere gange gennem sit offentlige virke sat fokus på børn og unges trivsel. Han deltog i 2008 i Undervisningsministeriets kampagne ”Sammen mod mobning” og fungerer i dag som ambassadør for projektet ”Musik i livet”. Et projekt, der har til hensigt at give gratis musikundervisning til børn fra udsatte familier.

Han er ligeledes en ivrig forkæmper for LGBT+ rettigheder og udgav i 2017 sangen ” Warriors”. En sang han har dedikeret til de mange ”kærlighedskrigere”, der dagligt må kæmpe for at være dem de er i de lande, hvor kærligheden og seksualiteten endnu ikke er gjort fri.

 

Om julemærket

Siden postmesteren Einer Holbøll i 1904 fik ideen til verdens første julemærke, er der årligt blevet lanceret et mærke, som har været til glæde og gavn for de mere end 80.000 børn, der gennem tiden har opholdt sig på et af Julemærkefondens fem julemærkehjem.

Årligt hjælper Julemærkefonden omkring 1000 børn med at komme ud af en hverdag med mistrivsel, mobning og ensomhed.

Gennem tiden har flere prominente kunstnere stået bag det årlige julemærke. For eksempel stod den verdenskendte keramiker og kunstmaler Bjørn Wiinblad bag julemærket i 1968, ligesom Hendes Majestæt Dronning Magrethe af tre omgange har været kunstneren bag julemærket i henholdsvis 1970, 2003 og 2015.