Bombetrussel mod kendt københavnsk homobar
Homobaren Jailhouse måtte søndag aften rømmes, efter man havde modtaget en bombetrussel over telefonen.
Den kendte københavnske homobar Jailhouse i Studiestrædet i det centrale København blev søndag aften udsat for en bombetrussel.
”Vi blev søndag aften ved 18.30 tiden ringet op af en mand, der truede med, at komme og bombe os, fordi vi var homoer”, fortæller barchef Niels Holm til Out & About.
Personalet kontaktede herefter straks politiet. Hos Københavns Politi tog man ingen chancer og ganske kort tid efter var baren rømmet for gæster og personale. Selve Studiestrædet blev også afspærret fra Teglgårdsstræde- krydset og ned til Vor Frue Kirke. Københavns Politi har siden skuddramaet uden for homo-natklubben London Bar i Oslo den 25. juni, haft et ekstra øje på LGBT+ barerne i København.
Herefter rykkede politiet ind med bombehunde, der fik finkæmmet baren.
Efter tre timers gennemsøgning viste det sig heldigvis, at truslen ikke havde noget på sig. Personalet valgte herefter selv, at man gerne ville åbne igen. ”De ville ikke lade sig kue”, fortæller barchef Niels Holm.
Også de gæster, der oplevede at måtte rømme baren ville ikke lade sig kue.
“Jeg tror vi alle var en smule rystede. Men miljøet viste sig fra sin bedste side med omsorg og kram”, fortæller Henrik Arildsen, der selv ufrivilligt måtte en tur ud på gaden.
Ingen kom heldigvis noget til.
Følg Jailhouse her.
Læs også: Rester af fortvivlelse