KULTUR

Aarhus: En leder er fundet!

Peder Udengaard, sekretariatsleder i LGBT+ Huset i Aarhus.
Foto: Privat

Med stor glæde og imaginære fanfare og trommehvirvel har LGBT+HUSET i Aarhus meddelt, at de har fået ny leder. Huset har til formål at være et synligt, fælles sted for LGBT+ personer og foreninger i Aarhus.

Følger man LGBT+HUSET i Aarhus på Facebook, har man set, at der for alvor er kommet gang i stedet. Flere foreninger har taget stedet til sig, holder møder, samles og har aktiviteter der. Der er blevet indrettet af kreative folk, og der er blevet hygget med strikkecafé og spilleaftner. Det hele lige ind til, at coronaen også her gjorde sit indtog og lukkede stedet ned.

Imens der ventes på at åbne igen, sker der dog nyt. Huset har nu fået sin første ansatte, nemlig Peder Udengaard som sekretariatsleder. Han er tiltrådt 1. april, og med corona-nedlukningen har han haft god tid til at komme roligt ind i jobbet.

En erfaren herre

I et facebook-opslag udtaler Peder Udengaard:

”Jeg har med stor interesse fulgt bestræbelserne for at skabe et LGBT+ hus i Aarhus de sidste mange år. Det har altid været et omdrejningspunkt for mig, at være med til at skabe gode og positive fællesskaber for alle borgere. LGBT+HUSET emmer af potentiale og muligheder for netop det. Og der er ingen tvivl om, at der er et stort behov for det i Aarhus. Derfor er det en arbejdsmæssig drøm, at være med til at løfte denne opgave og forbedre vilkår for LGBT+ borgere i Aarhus. Jeg glæder mig super meget til at komme ordenligt i gang med arbejdet og til at møde alle de frivillige og brugere i huset.”

Peder Udengaard kommer fra en stilling som administrationschef ved det nu konkursramte Fredericia Teater, og før det var han i lignende stilling hos Teater Katapult i Aarhus. Før han blev ansat i Teater Katapult, har han i en længere årrække været ansat i Aarhus Jazz Orchestra (det tidligere Klüvers Big Band) som henholdsvis administrationsleder og orkesterchef. Han er desuden også medlem af Aarhus Byråd og har været det siden 2010.

Et skridt i den rigtige retning

Med ansættelsen af en administrationschef står huset nu endnu stærkere i sin udvikling.

Siden år 2016 har lokale initiativrige frivillige ihærdigt kæmpet for at få LGBT+HUSET op at stå.

Efter utallige møder, kringelkroge og skriverier lykkes det. For den 10. august 2019 kunne huset åbne og byde indenfor. September samme år afsatte Aarhus Byråd midler til etablering og drift af LGBT+HUSET frem til år 2023 – 500.000 kroner årligt. Det gjorde det muligt at foretage den ny ansættelse.

LGBT+ Danmark flytter ind

Peder Udengaard kommer ikke til at sidde helt alene, for LGBT+ Danmark har nemlig ansat en ny frivilligkoordinator, der kommer til at få arbejdsplads og daglig gang i LGBT+HUSET i Aarhus.

Han hedder Tobias og har fået til opgave at stå for frivilligkoordineringen i LGBT+ Danmark i Jylland og på Fyn.

Der er med andre ord godt gang i huset, og med den langsomme åbning af Danmark igen må vi håbe, at der ikke varer længe, før huset igen kan byde på en kop kaffe og en snak. Det hele kun en spytklat væk fra Aarhus’ så berømte regnbue.

 

Læs også: LGBT+ Huset i Aarhus åbnet