SAMFUND

Aalborg Pride rækker hånden ud – Håber på ekstra økonomisk opbakning

Arkivfoto.

Økonomien er stram hos Aalborg Pride. Sidste års regnfulde Pridedag har i den grad tæret på reserven. Skift i virksomhedernes strategi med udgangspunkt i de nye geopolitiske vinde, gør det svært at skaffe sponsorer.  Nu beder Foreningen om hjælp.

I år har Aalborg Pride ti års jubilæum. Et jubilæum, der skal fejres med den helt store fest lørdag den 12. juli. Men, og der er et stort men. For Aalborg Pride er i den grad presset på økonomien. Det kræver ekstra kræfter at få enderne til at mødes. Det er blevet sværere at få virksomheder til at bidrage, og derfor har Priden på det seneste rakt ud til dens følgere på sociale medier for at bede om støtte og hjælp.

”Vi oplever et stort frafald af sponsorer, særligt de store virksomheder. Vi har overhovedet ikke forventet den udvikling. Slet ikke taget i betragtning af, at vi fejrer 10-års jubilæum og at vi med stor lokal opbakning år efter år er vokset”, fortæller Nadia Foldø Mohammadi, forperson for Aalborg Pride .

”Vi arbejder ikke med særlig store sponsorater. Men det har en stor indflydelse for Priden, når de ikke længere vil være sponsorer. Pengene går jo til en fantastisk dag i Karolinelund, hvor vi forsøger at sætte spot på artister fra miljøet og/eller Nordjylland. Afholder relevante debatter og fremviser stande, der på én eller anden måde har tilknytning eller interesse i at støtte LGBT+ miljøet.”

Der er geopolitiske kræfter i spil

”Det er også blevet meget sværere at få de større virksomheders støtte. Mange har skiftet fokus og støtter nu andre sager. I bestyrelsen har vi indtryk af, at der er geopolitiske kræfter på spil. Kræfter, der gør at virksomhederne ikke tør støtte økonomisk til sager, der omhandler mangfoldighed, diversitet, ligestilling og LGBT+. Derfor er vores appel til Nordjyderne, at det er vigtigt, vi står sammen nu og viser, at vi ikke vil give efter for værdier, der ikke hører hjemme i Danmark”, fortæller Aalborg Prides forperson.

Reserven er brugt

Var du afsted til sidste års Aalborg Pride, så ved du, at det var en våd fornøjelse. Vejrguderne var ikke med den Nordjyske Pride. Regnen væltede ned stort set fra start til slut. Og selvom der var en forhåndsvis stor flok af standhaftige deltagere, der blev og festede med, kunne det mærkes økonomisk. Folk køber bare flere øl i solskin og hænger mere ud. Det våde vejr betød, at der blev brugt af reserven.

” Sidste år blev vi ramt af en historisk mængde regn. Men selv dér opnåede vi en stor parade og mange deltagere i parken. Alle deltog de i det meste af dagen trods regnen. Men regnen betød også, at vi måtte bruge vores buffer til en “rainy day” sidste år.”

En regnvåd Aalborg Pride

En kamp mod tiden

Deadlinen hedder den 12. juli. Her skal Aalborg have sin pride. Der løbes stærkt hos alle de frivillige kræfter i bestyrelsen og øvrige i foreningen bag Aalborg Pride.

De bruger så meget af deres fritid som muligt på at få det til at lykkes. De gør deres bedste, knokler målrettet, trods det store pres. Undervejs retter man til efter omstændighederne.

” Vi tilpasser os løbende og har et skarpt fokus den næste måned, for at alt lykkes. Men vi vil ikke lyve og sige, at vi ikke løber meget stærkt for tiden. Arbejdet er stadig udelukkende drevet af frivillige kræfter. Så vi bruger vores fritid på at skaffe finansiering til, at vi kan afholde en fantastisk pride, der markerer ti år for mangfoldighed.”

Rækker hånden ud: Del, del, del

På de sociale medier har man i den seneste tid kunne se opslag med klare opfordringer til at støtte op. Hver en krone, og hver en støtte, store som små er en hjælp.

Under sloganet: ’Alles Pride = Alles ansvar’ opfordres folk til at hjælpe med at sprede budskabet om at Prideen har brug for hjælp. Del det med dit netværk. De beder alle om aktivt at hjælpe med at skaffe midler helt konkret til årets sceneprogram for eksempel. Håbet er at nå ud til mange nok og dem der har midlerne. Det sker på de indre linjer, men synligheden er til ekstra gavn.

Det er vigtigt at det kommer bredt ud for at lykkes. Hvert et like og hver en deling tæller:

”Det er altafgørende, at folk støtter og deler. Siden vi er begyndt at række ud, oplever vi store reaktioner og handlinger på vores opslag. Dét er vi utroligt taknemmelige for – det bekræfter også vores overbevisning om, at der er et ønske om en Pride i Aalborg og at vi skal fortsætte vores arbejde.”

Bliv medlem og få fordele

Der prøves mange forskellige muligheder for at være med som sponsor. Der er erfaring med at lave specielle løsninger også på synlighed. Et af de nye tiltag er lancereringen af logo-annoncering på deres mange frivilliges t-shirts.

Endnu en mulighed som firma for at blive eksponeret for de mindst 10.000 mennesker, man forventer som besøge til arrangementet i Karolinelunden.

Som privat person kan du naturligvis også støtte op. Det kan ske ved et valgfrit beløb, men også som fast medlem af foreningen. Et loyalitets-medlemskab koster 100 kr. og udover medlemskab, giver det på dagen en drink/øl/sodavand og en hotdog/vegansk ret. Man bliver medlem ved indbetaling via MobilePay til 93910. Note: “Loyalitet”. Dette vises ved infoteltet på Pride- dagen, hvor de veksles til mad-/drinksbilletter.

Der bliver en Pride

Folkene bag Aalborg Pride er slet ikke i tvivl om, at Aalborg fortjener en Pride.  Det ti års jubilæum skal fejres.

”Vi har måtte sadle om og fokusere på lokal opbakning i stedet. Men vi er stadig 100% overbeviste om, at Aalborg Pride 2025 bliver en realitet – det skylder vi alle hinanden.”