SAMFUND

Vi skal stå mere sammen i LGBTQ+ miljøet

Foto: Niels Christian Aahøj Bech

Niels Christian Aahøj Bech, forperson for LGBTQ+ Sønderborg oplever, at når foreningen bliver omtalt i medierne, at så vælter det ind med utrolig mange – ikke bare negative, men deciderede hadefulde beskeder.

”Når medierne bringer noget om os i LGBTQ+ Sønderborg, så er 80 procent af kommentarerne hadefulde. Ofte er det de samme personer, der gør det. Det kan fx være kommentarer om, hvorfor vi udstiller vores seksualitet i offentligheden. Vi har fået hadefulde beskeder i flere år. Nogle af kommentarer er så hadefulde, at de er tæt på at være strafbare. Så jeg oplever, at tonen imod vi LGBTQ+ personer bliver hårdere”, fortæller Niels Christian Aahøj Bech fra LGBTQ+ Sønderborg til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.

Kommentarerne påvirker os meget

De meget negative kommentarer og ytringer påvirker selvfølgelig både forpersonen for LGBTQ+ Sønderborg og de øvrige medlemmer.

”De hadefulde kommentarer påvirker rigtig meget, både mig selv og de andre i foreningen. Det kan fx være, at nogen overvejer, om de tør møde op til et af vores arrangementer, eller om de tør være sig selv i hverdagen. Vi oplever, at mange kommer som sig selv i foreningen, men de opleve ikke, at de kan være det på deres arbejde eller i deres øvrige tilværelse”, forklarer Niels Christian Aahøj Bech.

Brug for fællesskaber

Han mener, at presset udefra gør, at LGBTQ+ miljøet er nødt til at stå mere sammen.

”Vi har både behov for fællesskab lokalt, men også på landsplan. Alle vi organisationer i LGBTQ+ miljøet skal blive bedre til at samarbejde, og vi skal sørge for at vise respekt for alle de grupper, der hører ind under regnbueparaplyen”, understreger han.

Svært at få sponsorer til pride

LGBTQ+ Sønderborg har oplevet god opbakning fra den lokale handelsstandsforening, men man har haft svært ved at skaffe sponsorer og støtte fra virksomhederne lokalt i Sønderjylland. Det har blandt andet været påvirket af, at USA’s præsident Donald Trump har sagt, at hvis virksomheder arbejder med diversitet og mangfoldighed fx i forhold til LGBTQ+ personer, at så kan de ikke få nogle ordrer fra den amerikanske stat.

”Vi har fået at vide af virksomheder, at de ikke vil støtte os, fordi de frygter, at de kan få konsekvenser for dem netop, fordi handler med USA. . Så Donald Trump udmeldinger påvirker os rigtig meget”, forklarer Niels Christian Aahøj Bech.

Fællesskaber koster penge

Ligestillingsminister Ane Halsboe-Jørgensen har slået til lyd for, at der skal mere fokus på forholdene for LGBTQ+ personer i provinsen.

”Det er utroligt vigtigt og er en udmelding, som jeg har savnet fra tidligere ligestillingsministre. Mange LGBTQ+ personer flytter fra provinsen, fordi de føler at de ikke kan være sig selv og få af dem kommer tilbage. Så vi skal gøre meget mere for, at vi får et mere ligeligt samfund og skabe bedre vilkår for vi LGBTQ+ personer. Det at skabe lokale fællesskaber koster penge. Udover støtte fra staten, har vi også brug for mere støtte fra virksomhederne, og at de gør mere reklame for vores prider”, lyder det fra Niels Christian Aahøj Bech, forperson for LGBTQ+ Sønderborg.

Se også: Sønderborg Pride 26 – en hyldest til kærlighed og frihed for alle. Se billederne.