Tvangskastration af homoseksuelle (1929)

Den danske tradition for vidtgående indgreb som kastration går tilbage til mellemkrigstiden: I maj 1929 blev Danmark det første land i verden, der vedtog en forsøgslov om sterilisation og kastration.

Loven om sterilisation gik især ud på at forhindre bestemte personer såsom åndssvage, alkoholikere, vagabonder, epileptikere, sindssyge med flere i at få børn.

Loven om kastration havde derimod både et præventivt og et terapeutisk sigte. Kastration skulle især bruges til at afskære seksualforbrydere fra at foretage nye kriminelle handlinger. Kastrationen skulle også ”behandle” ”abnormt seksuelle” og kunne således anvendes over for onani, homoseksualitet, transvestitisme og andre ”seksuelle perversioner” som for eksempel pædofile.

Blandt politikerne på Christiansborg blev forsøgsloven set som en succes, og en revideret lov om sterilisation blev vedtaget med stort flertal i 1934. I forhold til forsøgsloven, der kun tillod frivillig sterilisation, blev det nu muligt at tvangssterilisere åndssvage.

I maj 1935 fulgte en ny skærpet lov om sterilisation og kastration af personer, der ikke var åndssvage. Herefter kunne kastrationerne fortsætte med fornyet styrke helt frem til 1969, hvor loven blev afskaffet.

I 1950’erne og 1960’erne blev op mod 1.000 bøsser tvangskastreret. I den retshistoriske litteratur blev det dog omtalt som ”frivillig” kastration.

Hvis man blev taget for ”forførelse”, fik man en tidsubestemt straf på forvaring, hvilket foregik i Herstedvester. Efter to års forvaring blev man så spurgt, om man var villig til kastration. Hvis man sagde nej, så måtte man forblive i forvaring. Og hvis man var dømt til tidsubestemt forvaring, blev ens sager taget op hvert andet år.

Derfor var den eneste måde at komme ud af den ubestemte forvaring at sige ja til tilbuddet om ”frivillig” kastration. For sagde man nej, så kom man aldrig ud.

Selv om kastrationen var en afskyelig handling, som mange bøsser måtte gennemgå, så fik den en humoristisk omtale blandt bøsserne selv. En professor, der foretog indgrebet, blev kaldt for ”Stenfiskeren”. Der, hvor man kom hen efter indgrebet, blev kaldt for ”Kastratenborg”, og den åbne afdeling, hvor man senere kom hen, blev kaldt for ”Stenløse”.

 

Den grimme lov

I begyndelsen af 1960’erne fik vi så det, der blev kaldt ”Den grimme Lov”. Loven gik ud på, at hvis en person mod betaling eller anden ydelse overtalte en person af samme køn under 21 år til sex, så kunne man idømmes en streng fængselsstraf.

Den daværende justitsminister K. Aksel Nielsen var imod ”Den grimme Lov”, men han var nødt til at indordne sig under den gældende lovgivning, som et flertal i Folketinget havde vedtaget. Han gjorde dog, hvad han kunne for at få loven ophævet. Det lykkedes ham med et knebent flertal, så loven blev ophævet i 1965.

Der var også den såkaldte onanipatrulje i politiet, hvor man havde agenter til at overtale nogle til at foretage sig noget usædeligt, hvorpå man kunne få dem dømt. For eksempel lagde de unge politikadetter an på de homoseksuelle mænd og gik med dem ned på offentlige toiletter, hvor de så blev anholdt, når de viste tegn på seksuel aktivitet.

Forbuddet mod onani på offentlige steder blev opfattet som en decideret forfølgelseskampagne mod homoseksuelle. Det var også det, som det lykkedes K. Aksel Nielsen at overtale et flertal i Folketinget om – at der var tale om en beskidt forfølgelse.

 

En personlig beretning

Victor Christiansen var en af dem, der i 1950erne blev tvunget til ”frivillig kastration” for at slippe fri af anbringelse i psykopatforvaring.

To måneder efter indgrebet var Victor igen på fri fod, helbredt og befriet for alle sine bekymringer – troede han da. Men hans hang til erotisk samvær med unge drenge af eget køn var ikke blevet mindre. Tværtimod.

Jeg mødte Victor i slutningen af 70’erne, og han var her stadig en bitter og ulykkelig mand, dybt præget af det overgreb, han var blevet udsat for mere end 25 år tidligere.

 

Victors egen beretning herunder blev bragt i tidsskriftet Vennen i 1955.

JEG ANKLAGER!

København er smilets by – en strofe, man har hørt så ofte – men bag smilet gemmer der sig mange tragedier. For sommerturisten er alt idyl, men søger man ind i byens mylder, åbner der sig pludseligt et helt andet billede for ens syn. Selv har jeg nu i 2 år gjort mine betragtninger, både som passiv og som aktiv deltager.

Inde på Vesterbro med alle dens baggårde får man en meget kraftig anskuelsesundervisning i, hvad baggårdsmentaliteten egentlig er for noget. Som homofil* har jeg her set og hørt ting, der ofte har fyldt mig med gru og medfølelse overfor den ungdom, som her vokser op i ly af Vesterbros baggårde. Den ungdom, som her vokser op, er kynisk og beregnende, i hvert fald udad til.

Alle landets ungdomshjem og fængsler henter her stadig friske forsyninger af sjæle til at holde disse institutioner i sving. Der tales og skrives meget om at gøre noget positivt for denne ungdom, som her vokser op i et overbefolket samfund, og hver dag hober rapporterne sig op i politiets arkiver. Har man ikke evnen til at gøre det bedste, må man ty til andre midler via ungdomshjem og fængsler. – Og med disse betragtninger in mente begynder jeg at se på min egen livsskæbne, som den har formet sig indtil i dag.

Jeg blev født 1920 i København, men mine barne- og ungdomsår tilbragte jeg i en lille idyllisk og bornert havneby. Jeg blev født udenfor ægteskab, noget der dengang ansås for at være en af de grusomste forbrydelser på denne jord, hvilket jeg som barn mange gange fik både at høre og føle fra alle disse så retfærdige og lovlydige borgere. Som enebarn var jeg ofte tvunget til at lege med mig selv, ikke mindst fordi jeg var et såkaldt uægte barn. Hurtigt lærte jeg de voksnes grusomhed at kende, men først senere blev jeg rigtig i stand til at definere denne følelseskolde indstilling overfor et lille barn.

Ofte sad jeg i stuen derhjemme i vort lille hyggelige hus, og mens bølgerne rullede udenfor, drømte jeg mig ud på lange og begivenhedsrige rejser sammen med mm bedste og eneste ven, Helge. Helge var en opdigtet person, men for mig var han virkelighed, og altid forenedes vi efter lange og hårde strabadser.

Min barndom var lys og lykkelig, selvom jeg ret tit følte savnet af en far. Hvor ofte har de voksne ikke hånet mig, fordi jeg var en horeunge, som det så nydeligt blev benævnet. Da jeg var tolv år, begyndte mine erotiske følelser at blive vakt, og jeg var sammen med flere af mine jævnaldrende kammerater. En ny og underfuld verden åbnede sig for mig. Selvfølgelig skjulte vi vore handlinger for de voksne, men nogen skyldfølelse kendte jeg ikke til – endnu.

Som 13-årig blev jeg første gang hentet af kriminalpolitiet. Det står endnu for mig, som om det var i går. Jeg gik nede ved stranden og baksede med en båd, da en venlig herre kom og spurgte efter mig, og uden der blev sagt et ord til min mor, blev jeg afhentet til et flere timers forhør, hvor alle detailler i mit unge liv blev gennemgået og slæbt gennem sølet. Jeg følte det, som hele verden styrtede sammen om mig. – Den dag blev min skyldfølelse vakt!

Da jeg kom hjem, klarede jeg mit lange fravær med en nødløgn, da det var mig umuligt at sige sandheden.

Først mange dage efter fik min mor ad omveje klarhed over min forbryderiske virksomhed. Hvad der derpå forestod, skal jeg gå let hen over. Senere lærte mor, at den slags ikke ordnes med slående argumenter. Da denne sag siden gik til ende, kom jeg under børneværnet og fik beskikket en værge, der besøger mig en gang, og som gammel ven af huset mærkede jeg ikke meget til hans autoritet.

Jeg kom nu i lære som elektriker, og alt tegnede lyst og lykkeligt. Men sorte skyer trak sammen om mit syndige hoved. Det varede ikke længe, før jeg opdagede at børneværn og værger ingen indflydelse havde på mine erotiske følelser, og hurtigt fandt jeg sammen med nye venner og nød udløsningen i fulde drag.

Men skyldfølelsen havde jeg fået som følgesvend, og gang på gang undertvang jeg mine følelser gennem arbejde. Men i længden undertrykker man ikke sine følelser, og snart var forhør, børneværn m. v. glemt, og jeg levede mit liv, som jeg nu en gang var født dertil.

Selvfølgelig gik det igen galt, for velmenende og forargede borgere sørgede for det fornødne. Som 14-årig blev jeg igen slæbt for retten, men denne gang var det rigtignok meget værre. Selve retssagen stod på over eet år, og hvad jeg denne gang blev slæbt igennem af forhør trodser enhver beskrivelse.

Dag efter dag sad jeg i timevis til forhør, mens to mand stærke hamrede løs på mig med deres spørgsmål. Deres videbegærlighed svælgede i enkeltheder, så jeg selv i dag grues ved tanken om deres perverse pågåenhed.

Omsider enedes man om, at jeg skulle sendes på lærlingehjem og så lære færdig der, hvilket mor skrev under på.

Men derpå ændrede man pludselig beslutning og uden yderligere kommentarer sendtes jeg på et af landets værste ungdomshjem.

Mor tog – trods protest fra børneværnets side – med på rejsen til ungdomshjemmet for selv at besigtige denne anstalt. Jeg glemmer aldrig det øjeblik, da mor tog afsked med mig og rullede ud af gården, mens jeg stod tilbage med en eneste tanke: ”2 år skal du henslæbe herude midt på den jydske hede. 2 år – 2 år – 2 år”’. Det hamrede i mit hovede, som skulle det sprænges.

Mit første møde med mine fremtidige kammerater var ikke særligt inspirerende specielt ikke i det øjeblik, da de hørte, hvad jeg var røget ind for.

Nå, men den side sagen fortog sig dog ret hurtigt, og inden længe var der flere kammerater, der gjorde tilnærmelser mod mig.

På et ungdomshjem er man jo ikke ligefrem forvænt med pigebesøg, og i pubertetsalderen er der jo ikke noget langt spring fra den ene side til den anden.

Ret hurtigt faldt jeg ind i selve arbejdsrytmen, men selve hjemmets specielle atmosfære faldt jeg aldrig ind i, og gang på gang havde jeg sammenstød med forstanderen der elskede, at drengene krøb for ham, med det resultat, at de, der fedtede mest for de største privilegier.

Brutalitet og sadisme hørte til dagens orden. To af lærerne var overhovedet ikke egnet til at beklæde deres poster. Den ene af dem elskede at knalde eleverne en “uppercut”, som han selv med stolthed i brystet benævnte det.

Jeg lærte dog ret hurtigt at sætte hårdt mod hårdt, og efter en begivenhed oppe i forhaven, var der ingen af lærerne, der vovede at optræde voldeligt overfor mig mere.

En af kammeraterne, Frank, og jeg stod oppe i forhaven og skuffede mellem frugttræerne. Under dette arbejde sendte Frank en jordknold efter mig, noget jeg selvfølgelig besvarede på samme vis. Pludselig havde jeg den vagthavende lærer over mig. Han greb mit skuffejern og slog løs på mine bare ben med jernet, så de blev slået til blods, og på ryggen fik jeg ligeledes en flænge.

Samme aften satte jeg mig tiI at skrive et langt harmdirrende brev hjem til min mor uden at fortie noget af hændelsen, forseglede og afleverede det til forstanderen på dagligstuen.

Næste dag, søndag, blev jeg kaldt over til konference. Til stede var forstanderen, førstelæreren samt ovenfor omtalte lærer.

Mit famøse brev blev fremlagt. Der blev sagt mangt og meget, men jeg holdt hårdnakket på, at mit brev skulle afsendes, og så blev de tre herrer forhandlingsvenlige. Angsten lurede i deres øjne.

Slutresultatet på det hele blev, at læreren måtte give mig en uforbeholden undskyldning samt forsikre om, at det aldrig ville gentage sig.

Siden den dag lod de mig være i fred, og ligeledes dem jeg arbejdede sammen med. Ellers hørte prygl og alle hårde former for brutalitet til dagens orden.

Tyveri blandt eleverne var også ganske almindeligt, men at personalet tilmed stjal fra eleverne, lyder utroligt, men også det fandt sted, hvilket jeg selv oplevede.

En ny imprægneret frakke samt et par sorte laksko forsvandt som dug for solen fra et depot, hvortil kun forstanderen havde nøglen.

Det hændte også af og til, at en af eleverne stak af – sprang – som det kaldtes. Den behandling, som en sådan dreng fik efter sin tilbagevenden til anstalten, trodser enhver beskrivelse.

For det første blev han gennempryglet. Dernæst blev han klippet skaldet, og hans livrem frataget ham, Og til sidst blev han hensat i en veritabel celle, blot ti gange værre end nogen straffecelle.

Her sad han så i mange dage i et uigennemtrængeligt mørke, uden beskæftigelse af nogen art. Kosten var vand og brød.

Barbere sig måtte han ikke, sin nødtørft forrettede han derinde etc. etc. Når han endelig slap ud, lignede han simpelthen en vildmand. – Det var pædagogik i 1937. Mangt og meget kunne berettes om de uheldige forhold på disse hjem, men dette være nok.

Den 1. april 1938 udløb fristen for mit ophold på ungdomshjemmet. 2 år i helvede og hvilke resultater var der kommet ud af det?

Absolut intet for mit vedkommende. Jeg havde blot fået indblik i en ond og hård verden, hvor kun eet kunne holde eleverne fra at vende tilbage mere, nemlig angsten for og hadet til dette hjem med dets brutalitet og forlorne religiøsitet.

Lettet om hjertet rejste jeg fra dette hjem uden nogen form for savn tilbage til min gamle læreplads for at fuldende min læretid.

Min hjemkomst fra ungdomshjemmet løb meget roligt af. Enkelte nysgerrige spørgsmål blev jeg selvfølgelig stillet overfor, men ellers kom jeg meget smertefrit gennem denne tid. Snart var det hele glemt.

Dog, det eneste sted, hvor min omgang med “mindreårige” stadig blev husket, var på min læreplads, hvilket jeg fik at føle under hele min læretid, en ting, som i allerhøjeste grad prægede min videre udvikling som elektriker og som menneske. Men jeg kom trods alt gennem denne læretid og fik mit svendebrev.

Efter min hjemkomst deltog jeg meget ivrigt i foreningsarbejde, fagligt som politisk, og jeg havde mange dejlige timer indenfor disse foreninger. Her lærte jeg flere jævnaldrende piger at kende.

Indimellem havde jeg enkelte erotiske eventyr med nogle af mine kammerater, da jeg dengang var biseksuel. Men det var ligesom en overgang gledet i baggrunden.

Kort tid efter, jeg var blevet svend, blev jeg uvenner med min mester, og jeg måtte forlade mit lærested. Min mester kunne stadig ikke glemme min fortid.

Jeg søgte derfor nu til Esbjerg, hvor jeg stod i forbindelse med en pige, som jeg havde kendt i nogle år. Jeg fik arbejde i Esbjerg, og jeg kom meget sammen med pigen, som jeg havde truffet i denne by under en sommerferie i 1939.

Alt tegnede lyst og lykkeligt for både hende og mig trods den evige hærgen af de tyske besættelsestropper.

Det var i året 1943. Men hen på sommeren opdagede jeg, at min forlovede var begyndt at gå med tyske marinesoldater, og det var, som det hele styrtede i grus for mig. Jeg slog selvfølgelig op med pigen, og kort tid efter søgte jeg sammen med en hel del unge venner, som af og til havde besøgt mig.

Fra den dag søgte jeg mere og mere sammen med mit eget køn, uden derfor helt at have mistet interessen for det andet køn, men jeg var blevet alvorligt såret og krænket ved den, for mig, ret betydningsfulde episode i Esbjerg.

Den 29. august 1943, samme dag, som den militære undtagelsestilstand indtrådte over hele landet, rejste jeg, efter behørig tilladelse fra den tyske overkommandantur i Esbjerg, til Frederikshavn. Jeg lagde byen med de mange og bitre minder bag mig.

Cirka 14 dage senere arresteredes jeg igen, også denne gang anklaget for omgang med mindreårige af mit eget køn. Endnu engang gentog den gamle scene sig med lange forhør, hvor alt blev gennemgået minutiøst og uden nogen form for skånsel. Intet var disse sensationshungrende politifolk helligt.

Hvad pokker brød de sig om følelser og medfødte anlæg? En “sædelighedsforbryder” havde overtrådt lovens paragraffer og måtte bøde derfor, og helst så dyrt som muligt. Denne gang var det virkelig alvor.

Man ville have mig sendt på psykopatforvaringsanstalten i Herstedvester, således at jeg der kunne blive “uskadeliggjort” for tid og evighed. Kun ved min sagførers ihærdige forsvar og på grund af min forholdsvis unge alder – 23 år – gav man mig endnu en chance, og jeg dømtes til 7 måneders fængsel. Denne tid afsonede jeg i Nyborg statsfængsel.

Efter denne forholdsvis korte tid åbnedes fængslets porte for mig igen, og jeg trådte atter ud til den frihed, som jeg holdt så meget af og dog så ofte satte på spil. Nu måtte jeg da være kureret efter denne sidste dom.

Ja, sådan ræsonnerer tåber og uvidende mennesker. Jeg trådte ud fra fængslet ligeså inficeret, som før jeg blev bragt derind, blot en smule mere bitter på det samfund, som mente at kunne kurere medfødte anlæg med fængselsstraf. Den tid, som nu fulgte, var ikke altid rosenrød, og det var ikke lutter venner, jeg efter denne affære traf på min vej.

Men ganske langsomt arbejdede jeg mig tilbage til det samfund, som jeg nu engang var sat til at leve i. Overgangen var meget svær, men det er gennem modgang, at man skal vise sit eget værd, og i den retning tror jeg nok, at jeg bestod min prøve.

Tiden står slet ikke til at standse, og godt 4 år senere stod jeg for retten igen, anklaget for de samme forseelser som de foregående gange, og sceneriet gentog sig endnu engang. I samme nu, som arrestationen blev foretaget, vidste’ jeg, hvad det gjaldt.

Rolig og fattet, omend noget vemodig, gik jeg med åbne øjne min skæbne i møde. Efter mange og lange afhøringer faldt min dom: Anbringelse på psykopatforvaringsanstalten i Herstedvester, hvor kun en evt. kastration ville kunne redde mig ud indenfor en overskuelig fremtid.

Efter samråd med min sagfører besluttede han og jeg at appellere, uden at nogen af dog troede på en ændring af dommen ad denne vej. I mellemtiden gjorde jeg min stilling op. Jeg vidste, at en sådan operation ville bringe en omvæltning i mit liv på mange områder, men når nu denne operation kunne hjælpe mig ud af alle mine trængsler og frigøre mig for alle mine erotiske tilbøjeligheder samt skaffe mig ro i sindet?

Således var det allerede fra mange sider blevet mig forklaret, ja, så kunne jeg jo kun bifalde det, fremfor med års mellemrum at blive slæbt for retten, til forhør, dom og afsoning for ting, som jeg selv fandt absolut naturlige.

Jeg havde affundet mig med min skæbne, inden den endelige dom blev afsagt. Omsider kom jeg for landsretten, hvor min sag skulde for en domsmandsret.

Kold og rolig, som jeg var, fik jeg lejlighed til med interesse og foragt, at overvære en af vort tids største teaterforestillinger, hvor hovedpersonen var en lille ubetydelig menneskesjæl.

Her fik jeg for første gang rigtigt indblik i, hvor modbydelig en “forbryder” jeg egentlig var, og jeg undredes såre. Der var snart ikke den last, uden at jeg var behæftet med den.

Jo, anklageren spillede skam sin rolle godt. Min sagfører gjorde, hvad han kunde, men når en sag er afgjort på forhånd, da er det ikke nemt at kæmpe imod. Den værdige samling domsmænd forlod sammen med dommere og andre implicerede skuepladsen for i ro og mag at sjakre om min videre livsskæbne.

Dommen lød på stadfæstelse af underretsdommen: Anbringelse i psykopatforvaring samt udsigt til en snarlig kastration, og dermed en endelig frigivelse og udfrielse af mine trængsler.

I påsken 1949 overførtes jeg til Herstedvester, for at dommen kunne fuldbyrdes. Jeg blev straks sat i arbejde på snedkerværkstedet. Nu begyndte så min vandring mellem læger, psykiatere og forsorgssekretærer, og overalt blev det mig forklaret, hvor dejligt jeg ville få det efter en kastration, og tilslut så jeg med forventning hen til den dag, hvor jeg blev inviteret til at skrive under på en “frivillig” kastration.

To måneder efter min ankomst blev jeg kaldt over til min psykiater, og jeg mærkede straks, at der lå noget i luften – timen var kommet!

Efter mange, lange og smukke talemåder nåede han endelig sagens kerne: Den frivillige kastration.

Efter for jeg ved ikke hvilken gang, blev det mig forklaret, hvilken befrielse det ville være for mig at få gennemført denne kastration. Jeg kunne selvfølgelig nægte at gå med til en sådan, men da måtte jeg mindst regne med 16-18 års ophold i Herstedvester!

Det var unægteligt, som noget af det “frivillige” fortonede sig og blev borte, og jeg fik en underlig flov smag i munden. Men når det nu kunne fri mig ud af alle mine trængsler, ja, så var der jo, ikke noget at betænke sig på. Jeg skrev under på trylleformularen. Og så kom der skred i tingene.

I løbet af kort tid blev jeg indlagt sammen med 3 lidelsesfæller, og stadig med åbne øjne lod jeg mig føre til skafottet. Operationen tog et kvarter, og to måneder senere var jeg igen på fri fod, helbredt og befriet for alle bekymringer – troede jeg da!

Men tiden gik, og min hang til erotisk samvær med mit eget køn var ikke blevet mindre – tværtimod. Eftersom tiden gik, opdagede jeg, at min trang til at omgås unge drenge voksede, mens min interesse for kvinder svandt bort, og en dag måtte jeg overfor mig selv, og senere overfor min mor, indrømme, at jeg nu var 100 pct. homofil*.

Det var, hvad jeg fik ud af disse sjælesørgeres gode råd.

Derfor advarer jeg nu enhver ligestillet mod nogensinde at tro på disse “kloge” psykiateres ord, thi som det gik mig, er det jo gået andre menneskeskæbner, som har måttet vandre den samme tunge vej. Hvis ulykken sker, betænk da nøje, hvad et sådant skridt evt. vil kunne betyde for dig.

Jeg anklager det samfund, der dømmer børn for erotiske forbindelser med børn. Jeg anklager det samfund, der tillader så utålelige og brutale tilstande, som også i dag hersker på vore ungdomshjem m. v.

Jeg anklager det samfund og de læger, som – på trods af bedre viden – lader tusinder af mennesker blive omskabt til det stik modsatte af hensigten, og jeg anklager det samfund, som endnu ikke har fundet den eneste vej ud af dette morads, nemlig gennem en nedsættelse af den kriminelle lavalder.

EFTERSKRIFT. Hvad jeg her har skrevet, er ingenlunde overdrivelse. Det er kun en ubetydelig del af de ting, som jeg har set og oplevet, og jeg indestår for rigtigheden af hvert ord i denne beretning.

12. april 1955.

Victor Christiansen.

 

*Ordet Homofil blev opfundet i starten af 1950 og skulle afløse ordet homoseksuel, da nogle mente at ordet homoseksuel altid ledte tanken hen på det seksuelle, og vi havde jo også andre interesser. Men det slog kun igennem i visse kredse.

 

Læs også: Afdeling ”Nyrop” – Før den grimme lov (1956)

Se også: De udsattes danmarkshistorie

Se også: Danmark gennemfører tvangsmæssige kastrationer