Teatret Svalegangen inviterer til queer-musicalfest med “A friend of Dorothy”

Foto: Johan Klitgård.
Er du klar til en aften fyldt med store følelser, velkendte hits og vigtig kulturhistorie? Torsdag den 22. oktober 2026 slår Teatret Svalegangen dørene op for musical-fortællekoncerten “A friend of Dorothy”. En intim og hjertevarm oplevelse under teatrets populære “Off The Record”-koncept.
Musicalens verden har altid været mere end blot glimmer og høje toner. For mange har den fungeret som et tiltrængt frirum, et sted, hvor hverdagens parader kan sænkes, og hvor man kan lade sig forføre af musikken og magien. Men historisk set har genren også spillet en helt særlig rolle som et safe space for queer-personer og alle, der har følt sig uden for fællesskabet. Det er netop dette unikke bånd, som aftenen her sætter fokus på.
En musikalsk tidsrejse
Det er den talentfulde musicalperformer Jacob Damsgaard Ditlev, der denne torsdag aften indtager scenen. Han vil guide publikum igennem musicalens og queer-kulturens fælles historie.
Det bliver en rejse med plads til både de store fortællinger og de intime øjeblikke. Jacob Damsgaard Ditlev vil skabe et trygt og festligt rum fuld af glæde og musik. Publikum kan glæde sig til et genhør med nogle af de mest elskede og kendte musicalhits gennem tiden. Som en ekstra bonus byder aftenen måske også på et par helt nyskrevne numre.
En ny musical på vej
Jacob Damsgaard Ditlev er også dramatiker. Han debuterer inden længe med en helt ny musical: ”En magisk dreng” der får premiere på Baggård Teatret på Fyn. Så mon ikke, at der i Aarhus sniger sig en sang eller to med derfra.
Forestillingen dykker ned i svære emner som identitet, seksualitet og tro med udgangspunkt i forfatterens egen opvækst i et mindre lokalsamfund. Stykket har været på vej længe og har blandt andet været præsenteret som smagsprøve på Fredericia Musicalteaters årlige musical upcoming festival: Smagen af musical.
Bag forestillingen står et erfarent hold af kunstnere. Musikken er komponeret af Sune Skuldbøl Vraa Nielsen, og den kendte skuespiller og instruktør Thomas Hwan står for iscenesættelsen. Teatret håber, at forestillingen kan fungere som en vigtig samtalestarter. Den skal give publikum og især unge mennesker et rum til at tale om de ting, der kan være svære at sætte ord på i hverdagen.
”En magisk dreng” har premiere den 29. januar 2027 på Baggård Teatret i Svendborg. Efter spilleperioden på Sydfyn flytter forestillingen til København, hvor den bliver vist på teatret Aveny-T på Frederiksberg.
Et historiske, hemmelige udtryk
Men tilbage til Svalegangen, for først gælder det “A friend of Dorothy”. Titlen refererer til det historiske, hemmelige udtryk, som LGBT-personer brugte til at identificere hinanden med i midten af det 20. århundrede og hvem ved, måske går du fra teatret med en hel række nye venner?
Del af teatrets “scenekunstbuffet”
Aftenen er en del af Teatret Svalegangens succesfulde torsdagskoncept Off The Record. Konceptet fungerer som en kunstnerisk buffet, hvor publikum kan opleve alt fra spirende talenter og uslebne diamanter til gakkede påfund og kloge diskussioner.
Af andre arrangementer kan der blandt andet også nævnes: Scream Queens The Dragshow – en Halloween aften med Aurora Adore North, Naomi Adore Nox og Quezta Thee Chaos (29/10).
Men generelt er det en buket af teaterimpro, musikalske aftener, stærke fortællinger, foredrag og en præsentation af vækstlaget.
Praktisk information
• Arrangementet: A friend of Dorothy
• Dato: Torsdag den 22. oktober 2026.
• Tidspunkt: Kl. 19.00.
• Varighed: 60 minutter.
• Spillested: Lille Scene, Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C.
• Pris: 70 kr. (+ 15 kr. gebyr).
Billetter kan købes direkte på Teatret Svalegangens hjemmeside. Gå ikke glip af en sjov, rørende og brølende relevant time i Aarhus’ teaterhjerte.
