SAMFUND

Susse Wold hyldet med en historisk Rainbow Award

Susse Wold ved Danish Rainbow Awards 2024. Foto: Sputnik.

I onsdags blev Susse Wold hyldet, da hun modtog en Danish Rainbow Lifetime Achievement Award. Med aftens største bifald, indtog hun storsmilende scenen. Prisen blev givet for hendes store engagement i AIDS-Fondet.

Ved Danish Rainbow Awards 2024 blev Susse Wold hædret på fornemste vis. Onsdag den 16. oktober var der indkaldt til den årlige prisuddeling. Cirkusbygningen i København summede af liv. Festlige rober og store smil, skinnene om kap med pailletter og lysene fra den store scene. 16 priser skulle uddeles. Susse Wold fik som den første nogensinde overrakt en Lifetime Achievement Rainbow Award. Den kendte skuespillerinde modtog den grundet sit mangeårige engagement i aids-sagen, som præsident for AIDS-Fondet.

I begrundelsen lød det blandt andet:

”Siden 1980’erne har Susse Wold været en af de vigtigste allierede for LGBT+ personer i Danmark, især i kampen for seksuel sundhed. Hun var en af de første kendte personer, der stod frem som allieret under aids-epidemien, og hun står der stadig.

Susse Wolds modige engagement og indsats er en af hovedårsagerne til, at mennesker med hiv har kunnet stå imod fordomme og fordømmelse i en tid, hvor mange vendte hiv-positive ryggen”.

Susse Wold og Sanne Salomonsen på den røde løber ved Danish Rainbow Awards 2024 i Cirkusbygningen. Foto: Ulla Munch-Petersen.

Et helt særligt moment

Der er ingen tvivl om, at øjeblikket, hvor prisen skulle overrækkes, står som en af aftenens største. Og for mange et øjeblik de længe vil kunne huske.

”Det var en helt særlig oplevelse at stå på scenen og være med til at sætte rammen for Susse Wolds store arbejde for vores miljø. Salen var helt stille og rundt omkring kunne man høre flere af publikummerne være meget berørte af historien. På trods af, at det efterhånden er mange år siden, at vi så aids rase i Danmark, er det for altid noget, som ligger i vores dna, tror jeg. For mig personligt, som lever med hiv, var det meget stærkt at stå der med Andy og Christian for at vise, at hiv kan ramme alle generationer. Susses mod og omsorg for os gør, at vi tør stå frem og sammen med hende tale stigmaet om hiv ned.” fortæller Lars Christian Østergreen, forperson ved AIDS -Fondet, til Out & About.

Inden prisen blev uddelt holdt han, Christian Vincent og Andy Grysbæk, hver deres tale, hvor de hver især fortalte om Susse Wolds betydning for dem personligt, for fonden og sagen. Ordene ledte op til hovedpersons store entre. Klapsalverne var mange og glæden lyste ud af hende. Til stående applaus lod hun sig overvælde.

Susse stod frem på trods

Tilbage i 1986 indtrådte Susse Wold som præsident for AIDS-Fondet. Det skete i en tid, hvor mange andre vendte hiv-smittede ryggen. Men hun sagde ja til at gå forrest. Siden har hun kæmpet for at nedbryde fordomme og uvidenhed om hiv og aids.

I starten oplevede hun fordommene på egen krop. Hun modtog for eksempel anonyme breve fra folk, der ikke længere ønskede at se hendes forestillinger eller film, fordi hun støttede aids-sagen.

Med sin tale ved Danish Rainbow Awards 2024, er der ingen tvivl om, at hun stadig er den kraftigste fortaler for, at hiv-smittede ikke skal fordømmes. Men tværtimod bør mødes med samme omsorg og sympati som mennesker, der lider af andre alvorlige sygdomme.

Det var en stolt og benovet prismodtager. Med sin særlige fornemmelse for ord, holdt hun en tale, der fik hele salen til at tie. Mange blev både rørt og berørt inden salen brød ud i jubel.

I sin takketale sagde hun blandt andet:

” Det var en gave for mig, at jeg pludselig kunne gøre noget, og at bruge mit navn til noget godt. Jeg kastede mig hovedkulds ind det med AIDS -Fondets mange frivillige. Velsignet er det at glemme sig selv i andre, siger H.C. Andersen, og jeg tror at de frivillige har det på samme måde. Det er en velsignelse bare at kunne gøre noget. Jeg har altid følt at vi var, og er, en lille hær der sammen bekæmper en fjende…”

”…Jeg vil gerne sende en helt særlig tak, til de unge mennesker jeg har mødt, som jeg har lært en masse af. Både om livet og døden. Jeg vil gerne takke dem for deres tillid og ærlighed, og for at vise mig at dødsbevidsthed giver livsenergi.”

Se og hør hele talen her:

Altid tilstede med omsorg

AIDS-Fondets forperson, Lars Christian Østergreen, er slet ikke er sekund i tvivl om , at den store hæder er yderst velfortjent:

”Susse har om nogen i næsten 40 år stået op for vores miljø og for mennesker med hiv. Det har tilbage i 80’erne og 90’erne haft store personlige omkostninger for hende. Hun modtog hadebreve og hadske beskeder, fordi hun involverede sig i mennesker med hiv og aids. Verden havde Prinsesse Diana, som turde kramme en aids-syg. I Danmark har vi Susse, som holdt unge mænd i hånden, når de skulle dø alt for tidligt, og hun stod op for os og gør det stadig”.

Hun har været med til at skabe ændringer og altid været med i nuet med stor personlig omsorg, lyder budskabet i hans videre fortælling:

”Det ændrede det danske narrativ om hiv og aids, da Susse dengang insisterede på at være det menneske, som var dér, når ingen andre ville eller turde. Der er ikke tal på de gange, hun har siddet og våget over en, der skulle dø. De gange hun har afbrudt en prøve på teatret for at være der for en i vores miljø, som blev uretfærdigt behandlet. Eller hun har talt den offentlige mening om hiv og aids imod. Alt for at sikre, at hiv-ramte blev behandlet ordentligt”.

I en anden liga 

Niels Holm, forperson for Rainbow Business Danmark, og dermed arrangør af Danish Rainbow Awards, sætter også ord på den helt særlige aften, samt tildelingen af den historiske Lifetime Achievement Award:

“Det var enormt rørende og enormt nervepirrende. Jeg skulle egentlig selv have rundet det af med en tale, men jeg kunne ikke tale efter Susse. Det var umuligt at sige noget. Jeg var ganske enkelt for rørt.”

Og beder man ham fortælle, hvorfor hun fortjener denne særlige pris, så er det også den tale han skulle have holdt, han hiver frem som det bedste svar:

“Susse. Du var den oprindelige inspiration til Ally prisen, men det var som om du ikke selv passede ind i den. Jeg har altid syntes det var for lidt at kalde dig årets ally. Du hører til i en anden liga, og dit arbejde taler for sig selv. Alle LGBT+personer der er født siden 1986, er født ind i en verden hvor de ved at Susse Wold er på deres side. Det er stort. Et ord fra den rigtige kan betyde liv eller død, og du har talt vores sag i en menneskealder. Tak.”

Ingen skal være alene

I næsten 40 år har Susse Wold haft sit virke ved AIDS-Fondet. Med hjerteblod og sin store personlighed. Det er tydeligt at taknemmeligheden, samt respekten, er stor hos Lars Christian Østergreen:

”Det har historisk set været uvurderligt at have Susse som præsident i AIDS-Fondet. Hun har sat fokus på vores arbejde og igen og igen sikret, at det har været på dagsordenen både politisk og mediemæssigt. I dag er Susse i høj grad en garanti for, at ingen med hiv er helt alene. Vi kan altid regne med, at Susse står lige ved siden af os og bag os, når vi oplever, at andre er bange for at involvere sig med os, eller vi bliver stigmatiseret eller udskammet for at leve med en virus, som vi ikke selv har bedt om at få”.

Og hendes brændende ihærdighed og kampgejst den er der stadig i fuld flor, er budskabet i hans videre fortælling:

”Det er virkelig imponerende, som hun til stadighed tager denne opgave på sig. Senest så vi det i Priden i år, hvor hun gik forrest for AIDS-Fondet. Modtog masser af kærlighed fra tilskuerne, men også skabte opmærksom om vores budskab om, at seksuel sundhed er for alle”.

 

Lars Christian Østergreen og Susse Wold fra AIDS-Fondet, ved Copenhagen Pride paraden 2022.
Foto: Thomas R. Kristensen

Giver energi til at kæmpe

Som forperson for AIDS-Fondet har Lars Christian Østergreen tæt kontakt til Susse Wold. Her til sidst spørger vi ham, hvad hun betyder for hans arbejde:

”Susse er en enestående bærer af vores historie, og hver gang jeg møder hende, så får jeg endnu mere energi til at kæmpe for LGBT+ personers seksuelle sundhed og kæmpe for at personer med hiv til stadighed huskes i vores bevidsthed. Det bliver sværere og sværere at engagere politikerne i forhold til hiv-indsatsen, efterhånden som antallet af nye hiv-tilfælde dykker med raketfart. Her er Susses engagement vigtigt, og det er dejligt, at hun altid står klar med støtte til mit arbejde og min person. Det betyder alverden”.

Susse Wold har igennem årene modtaget et hav af priser og legater for sine præstationer inden for teater, film og fortællerkunst. Senest har hun blandt andet modtoget en Bodil og en Robert for sin rolle i filmen ’ Jagten ’. Med en Lifetime Achievement Rainbow Award, har hun tilføjet endnu en kæmpe hæder til hendes imponerende cv.

Endnu et storslået historisk moment i Danish Rainbow Awards historie.

Susse Wold går ofte med i Pride paraden i København. Her i år 2023. Foto: AIDS- Fondet.
To Russia With Love Denmark kampagen fra 2014, som protest imod russiske homo- bi- og transfobiskelove. Foto: Neel Munthe-Brun.
En af de årlige pris- og legatuddelinger fra AIDS-Fondet. Her i år 2016.Fra venstre formand for Hiv-Danmark Helle Andersen, deadministrerende direktør for AIDS-Fondet Klaus Legau, forsker Line Dahlerup Rasmussen, instruktør og producent Karsten Geisnæs, Præsident for AIDS-Fondet skuespiller og forfatter Susse Wold, og yderst til højre, formand for AIDS-Fondet Professor dr. med. Lars Østergaard.
Foto: Pilu Ottosen
Ole Henriksen var som altid fuld af humør og spilopper da han deltog i Susse Wolds 30 års jubilæumsreception.
Foto: Chris Lykkegaard.
Susse Wold fejrede i 2019, 30 års jubilæum som præsident for AIDS-Fondet i selskab med H.K.H. Prinsesse Marie, som er projektor for Fondet. Foto: Chris Lykkegaard.
Palle Lykke Ravn fra Struer sammen med AIDS-Fondets Susse Wold ved fernisering af udstillingen Positive portrætter på Københavns Rådhus. Foto: AIDS-Fondet.
Copenhagen Pride 2022.
Foto: Mikkel Rytter Poulsen.

Her er alle vinderne fra årets Danish Rainbow Awards