Stærkeste teaterudgave af album: The Wall på Østerbro Teater er fabelagtig
Lad mig indlede denne anmeldelse med at konstatere, at jeg er absolut begejstret efter at have oplevet Østerbro Teaters opsætning af Another Brick in The Wall part 5. Teaterudgaven af Pink Floyd og Roger Waters ikoniske rockopera album fra november måned 1979, The Wall. Så er du bare en lille smule fan, så må du ikke snyde dig selv for en fabelagtig oplevelse!
Østerbro Teater har med Søren Møller i spidsen, som de første i verden, fået lov til at lave en egentlig teaterversion af The Wall. Og sikke en produktion! Havde vi på Out and About mulighed for at give mere end det maksimale antal stjerner, seks, så havde vi gerne sprængt skalaen.
En af de største oplevelser
Således vil opførelsen på Østre Gasværks Teater for mig gå over i historien som en af de største oplevelser, når det gælder en teaterudgave af et album. Ja i det hele taget blandt de allerstørste teateroplevelser overhovedet.
Og ikke uden grund. Dels er The Wall et fabelagtigt album med det ene fantastiske nummer efter det andet. Dernæst kan man næppe i Danmark finde et mere velegnet rum end den tidligere gasbeholder på Østerbro i København til opførelsen af netop denne type teaterkoncert. Lyden i rummet er simpelthen awesome!
For første gang oplever vi som publikum den fulde effekt af Østre Gasværk Teaters tekniske opgradering gennem TheatreMax. Den gør det muligt at anvende det visuelle og auditive felt på gasværket som ét kæmpelærred! Og når lyden så er perfekt, så kan det kun blive en fantastisk oplevelse.
Det kreative team
Lyden med lyddesigner Tim Høyer og kapelmester Søren Graversen i spidsen var simpelthen helt enestående. Det, med et band med særdeles velspillende musikere ved instrumenterne, der i den grad ramte plet og gengav lyden, som var det Pink Floyds egen opførelse.
Videre skal fremhæves scenografien og koreografien med scenograf Kim Witzel, koreograf Sofie Akerø, og ikke mindst aerial koreograf Sita Bhuller Otto, i spidsen. De i den grad fik udnyttet det rå rum, som Østre Gasværk jo er. Det var fantastisk betagende.
Det samme var kostumerne, der er tilblevet under ledelse af kostumedesigner Line Bech. Og endelig lyset, hvor der i blev leget, overlegent, med rummet. Lysdesignerne Martin Jensen og Jeppe Lawaets skal derfor også fremhæves for at se mulighederne.
Dermed indledningsvis nævnt hele det kreative hold med instruktør Heinrich Christensen og kreativ producent Søren Møller i spidsen, for uden dem, er forestillingen ikke blevet så skelsættende historisk, som jeg vil tillade mig at fremhæve den som værende.
Dygtige sangere og dansere
Endelig skal også alle de særdeles dygtige skuespillere, sangere, dansere, og musikere, nævnes, for uden dem havde det kreative hold omvendt heller ikke noget at arbejde med.
Straks forestillingen begynder, ja næsten før, fristes man til at skrive, præsenteres vi for Pink. Stykkets gennemgående figur, der befinder sig højt oppe mellem publikumsrækkerne. På premiereaftenen var det frontfiguren i rockbandet Magtens Korridorer, Johan Olsen, der her nok har sit livs rolle. Med Johan Olsen som frontfigur på premiereaftenen var det simpelthen en af de mest rå, intense og stærkeste åbninger på et teaterstykke, jeg har oplevet.
Pink som dreng blev på premiereaftenen sunget overbevisende af Bjarni Berg Gislason.
Aerial koreograf Sita Bhuller Otto har speciale i forskellige former for luftakrobatik, hvilket vi også præsenteres for: Sangere, dansere, skuespillere, udnytter i den grad også rummer over gulvet, under kuplen, og indtager dermed hele gasværket, fra gulv til loft, faktisk fra kælder til loft. Det er eventyrligt, fabelagtigt, og vidunderligt.
Her skal Johan Olsen også fremhæves, for han står, læs hænger, ikke tilbage for nogle af de andre dansere, der hejses op og ned, hænger i luften, og så videre. Han tager også turen op og ned i Østre Gasværk. Imponerende flot og dristigt, vil nogle nok mene.
Det barske liv lukkes ude/inde bag muren
Og her skal det lige nævnes, for dem der ikke kender The Wall, at historien handler om rocksangeren Pink. Efter en række traumatiske og dermed også nedbrydende oplevelser som barn, opbygger han en mur i sit sind. Han bliver ekstremt indelukket, og i The Wall springer vi frem og tilbage i historien. Pink som voksen, Pink som barn.
Historien tager delvist udgangspunkt i Roger Waters eget liv: En svær barndom, en far der mister livet under 2. verdenskrig, en svær tid i skolen, en svær ungdom og så videre. Det hele knyttet sammen, også i et specielt sind.
Netop fordi det også omhandler bomber, krig, død, ødelæggelse, svær skoletid, kan der trækkes mange paralleller til tiden, hvor albummet udkom, men også til i dag: Berlinmuren, muren mellem øst og vest, da- og nutidens diktatorer. Det kan være op til den enkelte at fortolke, men man ledes godt på vej af de ikoniske sange, og den helt fantastiske scenografi, hvor gulv, vægge, loft, kuppelrum, i Østre Gasværk indgår, som en gedigen sansekulisse. En kulisse, hvor der leges med tid, sted, rum, lyd, og med lige så fantastiske videofrekvenser, som alt andet!
Seks stjerner, der skulle have været ti!
Out & About må bare konstatere at ledelsen på gasværket har set rigtigt i at få Another Brick in The Wall til Østre Gasværk. Forestilling og teaterrum klær´ hinanden.
Out and About kvitterer for den mest storslåede og fantastiske oplevelse som Another Brick in The Wall part 5 er, med seks kæmpe stjerner!
Bemærk i øvrigt at forestillingen spiller på engelsk.
Kort om forestillingen
Spillested aktuelt: Østre Gasværk Teater, Morten Grunwalds Plads 1, København Ø
Spillested fra 5. januar 2024: Musikhuset Aarhus
Medvirkende: Foruden Johan Olsen på premiereaftenen, i rollen som voksen Pink, der nogle aftener spilles af Jimmy Jørgensen, medvirker Nis Pedersen, Nana Schwaartzlose, Thomas Jensen, Rikke Hvidbjerg, Aviaya Steinø, Stine Andersen, Helene Høier Aagesen, Vivian Poldoja, Oliver Prødel Melander, Troels Graakjær, Rebecca Rennison, Ben Loader, Maria Vinther, Johannes Johansen, Morten Daugaard, Maria Juul Gauger, Søren Bigum, Stephan Grabowski, Anders Walther Birk, Christian Rønn, Henrik Poulsen, René Damsbak, Tom Bilde, Billy Krauhøffer-Kotsis, Bjarni Berg Gislason, og Felix Folkenberg Eriksen.
INSTRUKTØR: HEINRICH CHRISTENSEN
SCENOGRAF: KIM WITZEL
KOSTUMEDESIGNER: LINE BECH
KOREOGRAF: SOFIE AKERØ
KAPELMESTER: SØREN GRAVERSEN