Sissal: ”Jeg laver musik for queers”

Foto: Frank Holm
I marts vandt færøske Sissal det danske Melodi Grand Prix. På torsdag den 15. maj skal hun forhåbentlig bringe Danmark videre til lørdags store Eurovision-finale i schweiziske Basel. Out & About har mødt hende i de travle dage op til semifinalen.
Som vinder af det danske Melodi Grand Prix har mange en holdning til en. Sådan er det også med årets vinder, Sissal. Hvor specielt hendes outfit til den danske Grand Prix finale har fået hug.
”Jeg vidste jo godt på forhånd, hvad det var, jeg stillede op til. Jeg vidste godt, at mange ville have en holdning til, hvordan jeg skulle være. Jeg tror ikke, der er nogen, der vil bryde sig om, når det handler om noget, man ikke kan ændre,” lyder det selvsikkert fra Sissal.
”Men jeg er faktisk ret tryg i mig selv. Jeg kan ikke forholde mig til, hvordan andre synes, jeg skal være eller se ud. Jeg forholder mig kun til, hvordan jeg selv kan lide at være. Jeg skal jo kunne stå inde for mig selv. Så nytter det ikke noget at gå rundt og forsøge at gøre alle mulige andre tilfredse. Dem, der elsker dig, som du er, det er dem, du skal have i dit liv. Det er ligesom mit motto,” tilføjer hun.
Stor LGBT+ ally
Sissal har færøske rødder. Men når talen falder på LGBT+ rettigheder er hun ikke helt tilfreds med den måde rettighederne forvaltes på Færøerne.
”Jeg omgås ret mange fra LGBT+ miljøet. Jeg har spillet til pride på Færøerne, og så er min søster gift med en kvinde. Så jeg har mange venner i queer-miljøet og har altid været en kæmpe ally. Der er milepæle mellem, hvordan queers bliver opfattet her i Danmark og så på Færøerne. I Danmark kom rettighederne meget før. Desværre oplever jeg stadigvæk, når jeg er ude med mine queer-venner, at de får tilråb og så videre. Så når folk hævder, at LGBT+ personer jo har fået deres rettigheder, så er det ikke helt rigtigt. Så længe folk har lyst til at råbe alt muligt efter andre kun på grund af ens seksualitet, så er der stadig brug for at kæmpe,” lyder det fra Sissal.
”Det burde jo være fuldstændig ligegyldigt, hvilken seksualitet man har. Alle skal være accepteret.”
Stolt over at spille til prides
Det at spille til pride er noget særligt, fortæller Sissal.
”Det er mit crowd. Jeg har altid sagt, at jeg laver musik for ’the queers’. Jeg elsker at spille der, fordi folk i den grad tør stå ved den, de er. Jeg synes, det er så vildt med folk, der er så autentiske i et samfund, der ikke altid lige vil dem,” uddyber hun og fortsætter:
”Det vil jeg gerne støtte op om, og vise min støtte offentligt. Det vil jeg til enhver tid gøre. Jeg kommer aldrig til at forsvare nogen eller have nogen i mit liv, der på nogen måde er homofobiske.”
”Jeg ved godt, det ikke er alle, som er vokset op med et meget ressourcestærkt bagland, der altid har givet mig støtte og tro på mig selv. På en eller anden måde har jeg altid haft det i mig at være tryg i, hvem jeg er. Selvfølgelig kan jeg godt blive usikker og bange for at blive misforstået. Men jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan leve et godt liv, hvis jeg ikke får lov at være den, jeg er.”
Fokus på Eurovision

Foto: Alm Bengtsson/EBU
Sissal her med deltagelsen i det danske Melodi Grand Prix fået udvidet sit netværk inden for musikbranchen meget. Hun har lært mange andre musikere at kende, så det har åbnet mange døre.
”Jeg kommer helt sikkert til at arbejde med musik – også efter Eurovision. Jeg udgav EP-en Hear Me Now tilbage i januar. Stilen er også her meget skandipop. Måske knap så Eurovision som Hallucination,” fortæller grandprix-vinderen.
Om det er hende selv eller andre, der har skrevet sangen, er ikke så vigtigt, mener Sissal, der tidligere også har skrevet sange til andre kunstnere. Lige nu er hendes fokus på Eurovision. Her går det for alvor løs på torsdag med anden semifinale, hvor Danmark som nummer elleve skal forsøge at kvalificere sig til lørdagens store finale.
OBS: Du kan læse hele interviewet med Sissal i seneste nummer af Out & About som er ude nu eller på hjemmesiden, hvor du kan læse alle udgaver online.
